Til nye initiativer med folkeoplysende formål kan du søge tilskud fra Start- og udviklingspuljen
Tilskuddet kan søges løbende af foreninger og andre.
Ansøgninger til Start- og udviklingspuljen bliver behandlet af Folkeoplysningsudvalget.
Her på siden kan du læse retningslinjerne for Start- og udviklingspuljen - du finder også link til at søge puljen.
Eksempler på, hvad puljen tidligere har støttet:
- Opstart af ny aktivitet
- PR-materiale/omkostninger
- Legeredskaber og hoppeborg til ny aktivitet
Har du spørgsmål til Start- og udviklingspuljen, er du velkommen til at skrive til os på [email protected]. Du kan også ringe på tlf. 89 64 30 42
Retningslinjer for Start- og udviklingspuljen
Retningslinjerne er godkendt af Folkeoplysningsudvalget 10. december 2020.
Hvem kan få tilskud?
Byrådet fastsætter årligt en pulje til udviklingsarbejde med et folkeoplysende sigte, jf. reglerne i Folkeoplysningslovens § 6, stk. 3.
Tilskud fra puljen kan søges af de godkendte folkeoplysende foreninger, de selvorganiserede grupper og foreninger, samt andre, som opfylder et folkeoplysende formål.
Foreninger, grupper og andre, som ønsker at søge tilskud fra puljen, skal være hjemmehørende i Favrskov Kommune.
Hvad gives der tilskud til?
- Nye initiativer med folkeoplysende formål
- Udviklingsarbejde
- Enkeltstående projekter
- Nye folkeoplysende tilbud til børn og unge, som ikke tiltrækkes af de øvrige aktivitetstilbud
- Samlingssteder med folkeoplysning som hovedformål
- Virksomhed med tværgående karakter
- Markedsføring når der er tale om nye aktiviteter
- Engangsbeløb til opstart af ny forening eller ny aktivitet i forening
- Lokalt forankrede aktiviteter
Hvad gives der ikke tilskud til?
- Lønninger og transport
- Forplejning
- Tøj
- Uddannelse og kurser for trænere og ledere til en i forvejen kendt aktivitet
- Udskiftning af udstyr til en i forvejen kendt aktivitet/facilitet
- Udstyr og forbrugsvarer som er en del af den almindelige drift
Hvordan bevilges og udbetales tilskud?
Tilskud godkendes og bevilges af Folkeoplysningsudvalget efter ansøgning. Folkeoplysningsudvalget holder som udgangspunkt 4 møder årligt, hvor ansøgninger behandles.
Når Folkeoplysningsudvalget har behandlet ansøgningen, vil ansøger modtage en mail eller et brev, hvori afgørelsen vil fremgå.
Hvis der bevilges et tilskud fra puljen, vil tilskuddet blive udbetalt i forbindelse med, at der gives svar på ansøgningen eller efter nærmere aftale.
Hvad skal indsendes?
Når en forening eller gruppe ønsker at søge tilskud fra puljen, skal følgende indsendes:
- Ansøgning
- Grundig beskrivelse af projektet/aktiviteten
- Budget for projektet/aktiviteten med specificering af indtægter og udgifter
Ansøgningsskemaet findes på Favrskov Kommunes hjemmeside. Du kan finde skemaet ved at skrive ”Start- og udviklingspuljen” i søgefeltet på forsiden, klikke på linket som åbner siden om Start- og udviklingspuljen. Her kan du vælge linket til ansøgningsskemaet.
Redegørelse og regnskab:
Ansøger skal inden for et år efter godkendelse af tilskud indsende en redegørelse for projektet til forvaltningen. Redegørelsen vil blive fremlagt for Folkeoplysningsudvalget på førstkommende møde herefter.
Redegørelsen skal beskrive tilskuddets anvendelse og indeholde oplysninger om, hvordan projektet er kommet i gang, hvordan det bevilligede tilskud har gjort gavn og hvad projektet har givet af mulighed for udvikling og fremtid.
Sammen med redegørelsen skal der indsendes et regnskab for projektet, samt dokumentation for udgifterne, der er bevilliget tilskud til, i form af fakturabilag og kontoudtog.
Hvis beløbet ikke anvendes til projektet/aktiviteten eller kun delvis hertil, skal den ubenyttede del af tilskuddet tilbagebetales til Favrskov Kommune.