Demensindsats i Favrskov var med i opløbet til pris

07.09.2026
Marie Louise Svane Boye (tv.) og Line Toft
Marie Louise Svane Boye (tv.) og Line Toft.

Mennesker med udviklingshandicap har en markant højere risiko for at udvikle demens, og tidlig opsporing er derfor vigtig. Det har voksenhandicapområdet i Favrskov Kommune udviklet en systematisk model for, og den har lige været med i opløbet til en pris på demenstopmødet. 

Risikoen for at udvikle demens er for mennesker med udviklingshandicap op til tre til fire gange højere end hos resten af befolkningen. For mennesker med Downs syndrom kan demens-tegn opstå allerede fra 30-års alderen. 

Derfor har voksenhandicapområdet i Favrskov Kommune udviklet en systematisk model for tidlig opsporing af demens. Det betyder blandt andet, at medarbejderne gennemfører årlige screeninger ved hjælp af et observationsskema, der kan identificere tidlige tegn på forandringer i funktionsevne og adfærd. Screeningerne danner grundlag for dialog med pårørende, fagpersoner, egen læge og botilbudslæger, så der kan sættes ind med den rette støtte så tidligt som muligt. 

Line Toft og Marie Louise Svane Boye, udviklings- og kvalitetskonsulenter, har arbejdet med at udvikle modellen. Den er endnu ikke fuldt implementeret, men de første positive resultater kan allerede spores.
- De første borgere er blevet henvist til udredning, og vi har deltaget i sparringsforløb på alle botilbud med medarbejdere omkring konkrete borgere, hvor fokus har været på både den videre udredningsproces og på, hvordan medarbejderne pædagogisk kan understøtte borgeren bedst muligt i hverdagen. På den måde bidrager indsatsen også til en mere målrettet og helhedsorienteret støtte til den enkelte borger, forklarer Line Toft og Marie Louise Svane Boye. 

Det bærende i indsatsen med tidlig opsporing er lighed i sundhed, da borgere med udviklingshandicap skal have samme mulighed som alle andre for at få opsporet sygdomme tidligt, så de kan modtage den rette støtte og omsorg. Derfor har indsatsen også vist, at det er vigtigt med et samarbejde mellem kommunens aktivitetstilbud og botilbud, så der med fordel kan deles observationer om borgeren. 

Samtidig tilbyder Line Toft og Marie Louise Svane Boye undervisning til medarbejderne på det samlede socialområde, så viden og opmærksomhed på området fastholdes.
- Indsatsen er kun mulig, fordi vi har dygtige og engagerede medarbejdere, som er tætte på borgerne i hverdagen. De observerer de små forandringer og bidrager til screeninger, så det kan omsættes til pædagogisk praksis og den rette hjælp og støtte, siger de to medarbejdere. 

Indsatsen var indstillet til en pris, uddelt af Demensvenligt Danmark på deres årlige demenstopmøde 1. september i Odense.


- Det er altid dejligt at blive indstillet til en pris, og i det her tilfælde gør det ikke så meget, at vi ikke vandt, for det vigtigste er, at vi har gang i en model, der betyder en forskel for vores borgere og deres pårørende, siger Line Toft og Marie Louise Svane Boye.