Dagplejen er et pasningstilbud for børn fra 26 uger til 3 år

Omkring 140 dagplejere står klar til at passe dit barn i rolige og hjemlige omgivelser - her på siden kan du læse mere om hver enkelt dagplejer.

Sådan er det at gå i dagpleje

Jeres barn bliver en del af en lille gruppe børn i et hjemligt, trygt og overskueligt miljø med genkendelige rutiner. Dagplejeren sørger for at opbygge en stærk relation til jeres barn og for, at jeres barn får en tæt tilknytning til de andre børn hos dagplejeren. De tætte relationer bliver jeres barns udgangspunkt for at opleve og lære i dagplejen.

Jeres barn bliver en del af et større fællesskab, hvor barnet sammen med sin dagplejer og de andre børn mødes med andre dagplejere og børn eksempelvis i haver, på legepladser og i legestuen. Her får jeres barn mulighed for at lære andre dagplejere og børn at kende.

Mad i dagplejen

I dagplejen får børnene morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad, og jeres barn skal derfor ikke have madpakke med. Måltiderne i dagplejen er også et læringsmiljø, hvor dagplejeren taler med børnene om maden og dagens oplevelser og giver børnene mulighed for at øve sig i at være selvhjulpne. 

Som barn i dagplejen vil du opleve:

  • At du og din dagplejer har en tryg relation
  • At du får venner både hos din dagplejer og hos andre dagplejere
  • At din trygge relation til din dagplejer og de andre børn gør, at du er nysgerrig og klar til at opleve og lære nyt
  • At måltiderne i dagplejen er hyggelige, og du over tid lærer at kunne tingene selv.

Den pædagogiske læreplan

I dagplejen arbejder vi med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan. Dagplejerne planlægger dagen i dagplejen, så alle børn kan udvikle sig, lære og være i trivsel. Dagplejerne deltager i kompetenceudvikling og udvikler løbende deres pædagogiske praksis. Dagplejerne har en anerkendende praksis, hvor de er nærværende, lytter og anerkender det barnet er, gør og udtrykker. 

Som børn og forældre vil I opleve, at der er mange alsidige aktiviteter og hverdagseventyr i dagplejen. Det kan være ture i lokalområdet, sangforløb, kreative projekter, besøg på biblioteket og meget andet.

Legestuer

De fleste af dagplejerne mødes i legestuer. Legestuen er et lokale i eksempelvis en daginstitution, i et kulturhus eller et andet sted, hvor dagplejerne mødes i grupper af højst 4 dagplejere og sammen laver pædagogiske aktiviteter. Her øver jeres barn sig i at indgå i større fællesskaber og danner relationer på kryds og tværs.

Som barn i dagplejen vil du opleve:

  • At dagplejeren er nærværende og lytter til dig og de andre børn og anerkender jer
  • At dagplejeren hjælper dig
  • At dagplejeren taler med dine forældre om, hvordan du har det og udvikler dig
  • At du lærer andre dagplejere at kende
  • At du kommer til at lege med flere forskellige børn
  • At du øver dig i at være en del af et større fællesskab, hvor du får nye, spændende oplevelser.

Dagplejepædagogens rolle

Alle dagplejere er tilknyttet en dagplejepædagog. Dagplejepædagogen kommer løbende hos dagplejeren og fører tilsyn hos dagplejeren. Dagplejepædagogen samarbejder med dagplejeren om at sikre og udvikle kvaliteten i dagplejen. 

Det betyder, at dagplejepædagogen og dagplejeren blandt andet drøfter jeres barns udvikling og trivsel, børnegruppens udvikling og trivsel, forældresamarbejde, og det fysiske læringsmiljø inde og ude. Dagplejepædagogen sørger i samarbejde med dagplejeren for at indstille til PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), hvis der fx er behov for at være i samarbejde med en psykolog, en talepædagog eller en fysioterapeut. Som forældre har I dagplejepædagogens telefonnummer.

Tilsyn i dagplejen

I dagplejen laver dagplejepædagogerne pædagogisk tilsyn, sikkerhedstilsyn samt godkender nye dagplejeres hjem. 

Tilsynet består af både anmeldte og uanmeldte tilsyn. Efter hvert tilsyn får dagplejeren udviklingspunkter, som dagplejeren arbejder med i samarbejde med dagplejepædagogen, da dagplejens udgangspunkt er, at vi hele tiden gerne vil blive endnu dygtigere og udvikle kvaliteten for jeres børn. 

Se samlet tilsynsrapport for Dagplejen 2022-2023 her

Som barn vil du opleve:

  • At dagplejepædagogen kommer på besøg og er sammen med dig og dagplejeren
  • At din dagpleje tilpasser sig dig og de andre børns behov
  • At din dagpleje hele tiden udvikler sig

Hvis I vil høre mere om dagplejen, så ring til daglig leder Mette Vixø på 26 18 20 82.

I dagplejen bruger vi appen AULA. Når jeres barn er begyndt i dagpleje, kan I logge ind på appen med MitID.

I dagplejen er der et tæt samarbejde mellem jer forældre og dagplejeren. 

Som forældre har I også mulighed for at kontakte dagplejepædagogen.

Dagplejen har kontor i Hvorslev og Hinnerup. På dagplejens kontor sidder den daglige leder og områdelederen for dagplejen og pladsanvisningen samt to administrative medarbejdere. Derudover sidder de 8 dagplejepædagoger der, når de ikke er ude hos dagplejerne. 

I dagplejen ved vi, at det er vigtigt at overgangen fra hjem til dagpleje bliver tryg for både jeres barn og for jer. 

Derfor har vi i dagplejen lavet pjecen ’Guide til forældre – overgang fra hjem til dagplejen’, den får I tilsendt inden opstart og her har vi samlet vores viden og erfaring om den gode overgang. 

Når jeres barn skal I børnehave, besøger dagplejeren - så vidt det er muligt - børnehaven. 

Dagplejeren vil op til børnehavestart være i dialog med jer om, hvilke tiltag der særligt skal være i fokus, så overgangen fra dagpleje til børnehave bliver tryg. 

Hvis der har været særlige indsatser i dagplejen med jeres barn, aftales der et overleveringsmøde med børnehaven. 

Når jeres dagplejer har fri eller bliver syg, sørger dagplejens kontor for, at I får tilbudt en plads hos en anden dagplejer, det kalder vi gæstedagpleje. 

Når det er planlagt fravær som ferie, får I besked om, hvilken dagplejer jeres barn skal hen til dagen før. Hvis det er akut fravær som sygdom, får I besked om morgenen i appen ’Dagplejen’, som vi i daglig tale kalder ’Bamseappen’. Dagplejens kontor er altid klar til at hjælpe.

Alle dagplejere er klar til at modtage jeres barn og jer og sørger for, at jeres barn får en god og tryg dag.

Som barn vil du opleve:

  • At når du ikke kan være hos din egen dagplejer, kommer du hen til en anden sød dagplejer, der sørger for, at du er tryg og får en god dag
  • At hverdagen hos alle dagplejere er genkendelig for dig

Kontakt

Dagplejekontoret

Tlf. 89 64 33 33

[email protected]

Send ikke følsomme eller fortrolige oplysninger per mail.

Leder

Lone Pedersen
Tlf. 23 35 50 61
[email protected] 

Vil du høre mere om dagplejen, så ring til:

Daglig leder
Mette Vixø
Tlf. 26 18 20 82
[email protected]