Vild Vækst
2026, Gavlværk på Hadsten Bio, Vesselbjergvej 2
Vild Vækst er et samskabende værk, der involverede cirka 200 børn i og omkring Hadsten.
Bag værket står kunstnerparret Lau-Krogh Sandell - Et tværfagligt samarbejde mellem billedkunstner Maria Lau-Krogh og arkitekt Hasse Sandell bosiddende i København. Lau-Krogh Sandell står bag mange forskellige projekter i Danmark: blandt andet kunstneriske udsmykninger, møbler, installationer, workshops, vægmalerier, sanseudstillinger m.m.
Projektet "Vild Vækst" fik vinger ved kræfter fra Hadsten Billedskole, der via støttemidler fik projektet op at stå.
Værket blev til i oktober 2025, hvor skoleklasser fra Hadsten Skole, Bavnehøjskolen, Hadbjerg Skole, Østervangskolen samt billedskolebørn, hver især kom til en workshop, hvor børnene skulle tegne og klippe frøstande, blade og blomster i klisterpapir fra den plante, de blev tildelt. Dem klistrede de overalt på den bemalede plante skåret ud i træ. Dernæst malede Maria Lau-Krogh hele planten over i flotte farver. Børnene kunne efterfølgende tage deres planteklistermærker af, hvorefter der kom flotte silhuetter til syne.
Alle planterne er hjemmehørende og vokser i området omkring Hadsten.
Tanken om projektet er en poetisk sammenligning af væksten i ungdommen med væksten i planten.
Børnene fik denne fine tale af Maria Lau-Krogh som opstart på værket:
"Hej I vilde blomster i vinden. Hej du smukke ungdom.
Mælkebøtte, Benved, Knopurt, Kongelys, Vandmynte, Nælde-Klokke, Rejnfan, Røllike, Liljekonval, Rød- og Hvidkløver. I er alle hjemmehørende arter i Danmark og smukke, forskellige, særlige er I. Og stærkt står I med rødder i den bløde jord.
I er i en forunderlig mangfoldighed og I har evnen til at tilpasse jer nye omgivelser, I vokser og gror vildt i Danmark.
Nogle mener, at I kan forstyrre den etablerede orden, ligesom ukrudt, der forstyrrer en velplejet have, men nej, I understøtter og beriger en biodiversitet og et økosystem. I er skønheden i det vilde.
Som jeres spirende frø symboliserer begyndelse, potentiale og håb, bliver I fremtiden, og vi ser jeres forvandling, udvikling og vækst.
Med et fast greb holder I jer fast i jorden med jeres stærke rødder. I holder jordforbindelsen og stabiliteten. I vinden, i regnen, under solen.
I er smukke, når I står der skulder ved skulder og deler den samme muld. Et fællesskab og en gensidig støtte.
Når vi ser på jer, fyldes vi af håb og liv, og husker os selv på, at jeres lille frø indeholder potentialet for alt det, det kan blive."