Dårlig hørelse
Hører du dårligt? Så er du ikke alene – og der er hjælp at hente
Vidste du, at en tredjedel af alle mellem 65 og 74 år hører dårligt? Og i aldersgruppen over 75 år er det cirka halvdelen, der har dårlig hørelse. En dårlig hørelse er en naturlig del af det at blive ældre.
Men hvis du har svært ved at høre, har du en tendens til at trække dig fra fællesskaber og sociale relationer. For at blive ved med at trives og have det godt, er det vigtigt, at du får hjælp til din hørelse, så du stadig har lyst til at deltage i fællesskaber og skabe og styrke dine relationer. Ny forskning viser også, at nedsat hørelse kan øge risikoen for demens, så der er virkelig god grund til at tage dine høreproblemer alvorligt.
Høreapparater
Det er Region Midtjylland, der bevilliger og tager sig af behandling med høreapparater. Pensionister med helbredstillæg kan få tilskud til høreapparat ved at kontakte Borgerservicecentret i Hinnerup.
Hvis du ikke får tilsendt batterier eller slange direkte fra leverandøren, kan du som selvbetjening bestille batterier og slanger hos Oticon.
Du har også mulighed for at få udleveret batterier til høreapparater på Hadsten Apotek, Hinnerup Apotek, Hammel Frijsenborg Apotek,
I Borgerservice i Hinnerup eller på ét af kommunens fire biblioteker kan du få udleveret batterier.
Hvis du har brug for hjælp og vejledning til dit høreapparat, kan du kontakte Hørecenter Midt eller en hørevejleder i kommunen.
Få hjælp til dine høreproblemer
Har du fået høreapparat, men har du stadig svært ved at høre, kan du kontakte Hørecenter Midt i Randers, hvor du kan få:
- Rådgivning og vejledning om høreproblemer
- Justering af høreapparater, der er udleveret fra det offentlige
- Små reparationer af høreapparater, der er udleveret fra det offentlige
- Hjælp til generelt vedligehold af høreapparat
- Vurdering af behov for høretekniske hjælpemidler
Høreapparater, som ikke bruges mere, kan sendes eller afleveres til Hørecenter Midt.
Bliv klogere på din hørelse
Favrskov Kommune har udgivet flere små videoer, der kan hjælpe dig med at blive klogere på, hvorfor det er så vigtigt at gøre noget ved sin dårlige hørelse:
- Hvornår har du brug for et høreapparat?
- Hvordan kan du få flere høretekniske hjælpemidler?
- Bliv ven med dit høreapparat
- Hvordan taler du bedst med en person, der hører dårligt?