Bruger- og pårørenderåd er for alle beboere og pårørende på Favrskov Kommunes plejehjem
- Varetag de ældres interesser
- Giv hjælp og vejledning til beboere og pårørende
- Vær med til at arrangere daglige aktiviteter
Hvad er et bruger- og pårørenderåd?
Bruger- og pårørenderåd tager sig af de ældres interesser på kommunens plejehjem og skal sikre den gode dialog mellem beboere, pårørende, medarbejdere og ledelse på det enkelte plejehjem.
Hvem sidder i bruger- og pårørenderådet?
Rådet består som udgangspunkt af seks medlemmer:
- Fire beboere/pårørende
- Én repræsentant fra Ældrerådet
- En medarbejderrepræsentant
Medlemskabet af rådet er frivilligt og ulønnet.
En leder fra plejehjemmet er sekretær for bruger- pårørenderådet, og der holdes møder efter behov, dog minimum to møder om året.
Hvordan vælges man til bruger- og pårørenderåd?
De fire beboere/pårørende vælges til rådet ved afstemning på et valgmøde.
Til valgmødet inviteres alle beboere og de nærmeste pårørende. Alle beboere og deres pårørende kan stille op til valget og er berettigede til at stemme. Der kan kun afgives én stemme pr. beboer af enten beboeren selv eller af den pårørende. Rådets formand og næstformand vælges blandt beboerne/de pårørende.
Repræsentanten fra Ældrerådet vælges internt i Ældrerådet.
Medarbejderrepræsentanten udpeges af lederen på plejehjemmet.
Der afholdes valg i januar, og valgperioden er to år.
Hvad laver et bruger- og pårørenderåd?
Et bruger- og pårørenderåd er sammen med beboere, medarbejdere og ledelsen med til at tilrettelægge nogle af de aktiviteter, der indgår i den daglige pleje- og omsorgsindsats på plejehjemmene. Det kan fx være at:
- arrangementer som julefest, påskefest og udflugter samt samværstilbud som gåture, kortklub og syklub.
- flagdage, fødselsdage og mærkedage.
- projekter som eksempelvis gårdmiljø, etablering eller vedligehold af grønt område.
- drøfte alt fra rengøringsstandard, kost, arbejdsrutiner og omgangstone.
- generel hjælp og vejledning til beboere og pårørende.
Derudover orienteres bruger- og pårørenderåd løbende om kommunens og Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn på plejehjemmene.
Bruger- og pårørenderådet er et råd og har ret til at give sin mening til kende og blive hørt, men de endelige beslutninger træffes i sidste ende af plejehjemmets ledelse.
Bruger- og pårørenderådet repræsenterer alle beboeres interesser og fokuserer på de generelle forhold på plejehjemmet. Rådet drøfter ikke personsager.
Hvis du er blevet inspireret til at stille op som medlem af rådet og gerne vil høre mere, så kontakt ledelsen på plejehjemmet og få mere information om rådets arbejde på dit plejehjem.
Hvordan kommer man i kontakt med bruger- og pårørenderådet?
Bruger- og pårørenderådet er altid klar til at hjælpe dig og du er velkommen til at kontakte medlemmerne af rådet på dit plejehjem.