At gå på vandet

2003, fiberbeton, i søen ved Kappelskildevej/Søndermarken, Hammel. 
Kunstner: Børn i samarbejde med Lone Boye, Hammel. Lone Boye er autodidakt som kunstner og har bl.a. været leder af Hammel Billedskole.

I forbindelse med en kulturuge i Hammel i 2003 blev billedskolen i Hammel bedt om at lave et kunstprojekt med børn. Det blev gennemført som et åbent værksted over nogle dage, og resultatet blev en skikkelse, der 'går på vandet' og er klar til at stange fisk med en trefork. Figuren, der er placeret på et fladt underlag, blev formet i fiberbeton og placeret i søen ved Kappelskildevej.

Da søen 16 år senere blev renset op, blev figuren bragt på land. Det viste sig, at den flade bund var faldet fra hinanden. Der blev konstrueret en ny bund til værket, og i efteråret 2019 kunne figuren igen gå på vandet. 

Skulptur i vand i Hammel