Komme og gå
1998, bronze, Vesselbjergvej 18.
Kunstner: Anders Gjerding Geertsen, Ebeltoft, f. 1943. Uddannet billedhugger fra Århus Kunstakademi og værksteder i Italien. Har udført en række offentlige værker i Danmark og udlandet. Arbejder fortrinsvis i bronze. Hans værker udtrykker oftest arketypiske menneskelige relationer og natur-metamorfoser.
Værket ’Komme og gå’ blev opstillet foran hovedindgangen til det daværende Hadsten Rådhus i 1998. Kommunens kunstudvalg købte skulpturen af Anders Geertsen for 150.000 kr. Den er udført i bronze og står på en sokkel af indisk granit.
To kvinder passerer tæt ved siden af hinanden - den ene vender sig mod bygningen, den anden mod Vesselbjergvej. De er slanke, kropsholdningen er rank og ansigtet løftet. De bærer ankellange kjoler, der smyger sig tæt til kroppen. De har bare fødder og deres arme hænger ned langs kroppen. De er begge ved at tage et skridt og bevæger sig stilfærdigt i hver sin retning. Umiddelbart ser de ens ud, men den ene, hende der har front mod vejen, har lidt mere dybde end den anden.