Mosaikker i Hadsten
2012, Ågade, mosaikker. I anledning af 150-års byjubilæum.
Kunstner: Line Frøslev/billedskolelærere og -elever. Line Frøslev, f. 1968. Billedkunstner, forfatter og leder af Hinnerup Billedskole. Udsmykningsopgaver for bl.a. Skejby Sygehus. Kunstprojekter med børn over hele landet.
I anledning af, at Hinnerup og Hadsten i 2012 kunne fejre 150-års byjubilæer, ønskede man at markere det med to værker skabt af børn. Line Frøslev, billedkunstner og leder af billedskolen i Hinnerup, fik til opgave at udtænke idéen og gennemføre projektet i samarbejde med elever og kolleger i Hinnerup Billedskole og Den Skæve Billedskole i Hadsten.
Inspireret af den østrigske kunstner Hundertwasser og den catalanske arkitekt Gaudi havde børnene tegnet skitser med udgangspunkt i byens huse og banen - der er et stykke jernbane på hver søjle - og de fem søjler hvert sted symboliserer, at der har været fem generationer i Hadsten og Hinnerup, siden byerne fik status som stationsbyer i september 1862.
Mosaikkerne er skabt af italienske kakler i alle regnbuens farver. De blev hugget i småstykker og derefter sat sammen til billeder, der efterfølgende blev monteret på lave betonsøjler.
I løbet af kun to en halv uge fik knap hundrede børn og fem voksne skabt mosaikkerne. Med god hjælp fra frivillige forældre og en murer, der leverede betonsøjlerne.
I anledning af 150-års jubilæet kom kronprinsparret til Hadsten og Hinnerup i september 2012, og sammen med en lille håndfuld elever afslørede de mosaikkerne.