Rådgivning og tilskud fra Erhvervshusenes puljer i 2025
De seks landsdækkende erhvervshuse driver Virksomhedsprogrammet, hvor SMV’er kan søge om tilskud til rådgivning, investeringer i konkret teknologi samt kompetenceudvikling.
Her finder du en oversigt over Erhvervshusenes puljeåbninger i starten af 2025.
Støtte til rådgivning og investeringer i grønne løsninger og cirkulær økonomi
Står I over for at skulle certificeres eller miljømærkes? Vil I gerne udnytte jeres ressourcer bedre og opnå besparelser? Effektivisere og gentænke brugen af materialer i produktionen? Eller går I med tanker om at gentænke design, produktion, indkøb og materialevalg?
Få tilskud til ekstern rådgivning og/eller investering, der hjælper din virksomhed med udvikling og implementering af grønne løsninger med fokus på cirkulær økonomi.
SMV:Grøn optager løbende med start 9. januar 2025. Læs mere her om SMV:Grøn
Få støtte til at styrke grønne kompetencer
Skal I til at lave ESG-rapportering? Kommunikere jeres grønne og bæredygtige tiltag? Klæde ledelsen på til arbejdet med grøn omstilling? Udarbejde en bæredygtighedsstrategi? Kortlægge CO2 eller foretage CO2-besparende tiltag?
Få tilskud til nye grønne kompetencer, viden og færdigheder hos medarbejdere, ledere og bestyrelse, som øger din virksomheds evne til at imødekomme krav og forventninger om grøn omstilling.
SMV:Grønne Kompetencer optager løbende med start 9. januar 2025. Læs mere her om SMV:Grønne Kompetencer
ESG-indsatsen
Møder din virksomhed krav fra kunder eller investorer om at dokumentere jeres bæredygtighed? ESG-Indsatsen er et nyt spor i virksomhedsprogrammet, der giver tilskud til ESG-dokumentation.
Med ESG-indsatsen kan små og mellemstore virksomheder få tilskud til rådgivning, der gør det lettere at arbejde med miljø, sociale forhold oh governance. Uanset om I har brug for hjælp til et enkelt område eller hele ESG-dokumentationen, kan indsatsen hjælpe jer med at leve op til kravene og styrke jeres forretning.
ESG-Indsatsen optager løbende med start 9. januar 2025. Læs mere her om ESG-Indsatsen
Kom i mål med dine planer med et rådgiverforløb
Har du planer for din virksomhed, som bare venter på at blive sat i gang? Gennem SMV:PRO får du 50 procent tilskud til en professionel rådgiver, som guider dig sikkert frem mod dine mål.
SMV:Pro sætter din virksomheds behov i centrum via et tilrettelagt rådgiverforløb, hvor du gennem puljen kan få 50 procent i tilskud.
SMV:Pro optager løbende med start 15. januar 2025. Læs mere her om SMV:Pro
Tilskud til nye kompetencer
SMV:Vækstpilot er relevant for din virksomhed, hvis I står med en eller flere udviklingsopgaver og har brug for nye kompetencer i virksomheden. Igennem puljen kan I få 50 % tilskud til lønomkostninger i op til seks måneder til ansættelse af en vækstpilot.
SMV:Vækstpilot optager løbende i 2025 med start 15. januar. Læs mere her om SMV:Vækstpilot
Bliv klar til nye eksportmarkeder eller styrk eksisterende
Indtag nye markeder med 50 % i tilskud til en ekspert og få op til 150.000 kr. til en rådgiver – eksempelvis til hjælp i forbindelse med markeds- og segmenteringsanalyser, certificeringer eller registreringer.
SMV:Eksport åbnede 27. januar 2025. Læs mere her om SMV:Eksport
Digital udvikling
Har din virksomhed et ønske om at automatisere rutineopgaver, afprøve robotter eller integrere systemer? Hos SMV:Digital kan du få inspiration til, hvordan du kan digitalisere din virksomhed og søge økonomisk støtte til rådgivning om digital udvikling eller til at låne og afprøve en robot.
Puljen med tilskud til privat rådgivning åbnede 27. januar 2025. Puljen med tilskud til lån og afprøvning af robot åbnede 7. april 2025. Læs mere her på SMV:Digital