Inden etablering af en ridebane skal der indsendes ansøgning til Favrskov Kommune
Ansøgningen skal ske til [email protected] eller [email protected]
Kommunen skal udarbejde en tilladelse til banen i form af en landzonetilladelse efter planloven eller i form af en husdyrtilladelse efter husdyrgodkendelsesloven.
Ansøgningen skal indeholde oplysninger om:
- Den ønskede placering med angivelse af afstand til eksisterende bygninger
- Materialer i ridebanen, både top og underlag
- Håndtering af eventuel overskydende jord
- Håndtering af overfladevand fra banen (diffus afledning eller opsamling?)
- Eventuel belysning ved banen
- Eventuelt hegn om banen
- Anvendes banen til privat eller erhvervsmæssigt brug
Som udgangspunkt kan du ikke umiddelbart forvente at få tilladelse til at etablere en udendørs ridebane, hvis den:
- Indeholder syntetiske kunststofmaterialer eller slagger
- placeres længere væk end 20 meter fra ejendommens bygninger
- etableres med lysmaster
- etableres med volde omkring
- påvirker landskabet negativt
- påvirker beskyttede naturområder
- medfører væsentlige gener for naboerne
Etablering af ridebaner kan ske med sand, grus og naturlige fibre som for eksempel træflis og jute. Der kan også anvendes ren, nedknust og uglaseret tegl eller beton uden indhold af jern, glas, plastic og andet affald.
Favrskov Kommune anbefaler at der ikke anvendes kunststofmaterialer i ridebaner, men derimod naturmaterialer. Der er ved kunststofmaterialer stor risiko for forurening af jord, vandløb og grundvand med miljøfremmede stoffer, både ved indendørs og udendørs ridebaner.
Hvis der alligevel ønskes brug af kunststofmaterialer, som for eksempel syntetiske fibre, gummigranulat, flokker, tekstil eller filt til opbygning af ridebanen, skal der desuden søges en § 19 tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. Ved ansøgning om ridebaner med kunststoffyld vil der være omfattende dokumentationskrav i forhold til påvirkning af miljøet.
I § 19 tilladelsen vil der blive stillet særlige vilkår for etablering, brug og bortskaffelse af affaldsproduktet, ved ophør af baneanlægget.