Gør en forskel – søg jobbet som ledsager i Favrskov Kommune
Har du lyst og lidt ekstra tid i din fritid til at give et andet menneske en nemmere og bedre hverdag, så er det dig, vi har brug for som ledsager. En ledsager arbejder for borgere, der ikke kan færdes alene uden for hjemmet. Borgerne har brug for hjælp på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Ledsagerens opgaver er forskellige, da de afhænger af den funktionsnedsættelse, den enkelte borger har. Det kan eksempelvis være hjælp til indkøb, biografture, teater, svømning mm.
Som ledsager er det vigtigt, at du:
- kan arbejde selvstændigt og har god menneskeforståelse
- har et personligt overskud
- er fleksibel og samarbejdsvillig
- har situationsfornemmelse og er god til at bevare overblikket i alle situationer
- er tolerant og engageret.
Du har mulighed for at være ledsager for flere borgere. En borger kan max have 15 timers ledsagelse om måneden. Arbejdstiden afhænger af, hvilke behov borgeren har og aftales mellem borger og ledsager.
Når en borger bliver godkendt til at have en ledsager, kigger vi på borgerens behov og interesse, og vi finder et match med en ledsager.
Der er ingen ansøgningsfrist, da der løbende ansættes ledsagere. Er du interesseret, kan du sende en ansøgning til [email protected].
Stillingen aflønnes efter gældende timesats.
Hvis du vil vide mere om jobbet, inden du søger, kan du sende en mail til [email protected] eller ringe til 89 64 16 31.