- Alle skal jo ikke sidde på en kontorstol

09.10.2025
To elever fra 7.årgang på Tungelundskolen i Thorsø
Eleverne prøver kræfter med at lave en pappalle
Elever besøger Bewi Cellpack

BEWI Cellpack er ikke synlig fra vejen i industrikvarteret i Thorsø, men bag træerne fylder de store haller godt. 7. årgang fra Tungelundskolen i Thorsø er på besøg i forbindelse med projektet Kloge Hænder, og det besøg er ifølge to elever både ’fedt og fascinerende’. 

BEWI Cellpack er en international leverandør af emballage, komponenter og isoleringsløsninger, og den lokale virksomhed med fabrikschef Bent Kjeldsen i front har sagt ja til at invitere 7. årgang indenfor i forbindelse med forløbet Kloge Hænder. Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro står bag forløbet, der skal inspirere naturfags- og matematiklærerne til at samarbejde med lokale virksomheder, så eleverne kan blive klogere på erhvervsuddannelserne. 

Ufaglært og selvstændig

På Tungelundskolen er det i denne omgang samfundsfagslærerne Mie Thiede og Mads Schack, der drager på virksomhedsbesøg med 7. årgang og samtidig har forberedt dem på besøget.
- Vi har undersøgt virksomheden hjemmefra og snakket om bæredygtighed, produktionskæder, produkter og globalt samarbejde. Vi har også snakket om, hvad det vil sige at være faglært og ufaglært og ikke mindst selvstændig som i betydning af virksomhedsejer. Det er rigtig godt givet ud at besøge virksomheden her, fordi det giver et indblik i, hvad de laver, og hvordan det er at arbejde her. Eleverne kan stille en masse spørgsmål, og konceptet fra Naturvidenskabernes Hus er rigtig godt og grundigt at arbejde ud fra, siger Mie Thiede og Mads Schack. 

Skrøbelige lampeskærme

Eleverne bliver delt op i tre mindre grupper, og fabrikschef Bent Kjeldsen tager en gruppe med på rundvisning. De ser designområdet, hvor medarbejdere udformer forskellige emballageløsninger. Derefter videre til et af stederne, hvor emballagen stanses ud via en stanseform, og Bent viser eleverne, hvordan emballagen skal bruges. Ved første øjekast er det svært at gætte, at den skal passe på en skrøbelig lampeskærm. Eleverne ser, hvordan en selvkørende maskine wrapper den færdige emballage sammen, klar til at komme ud til en af ramperne for at blive hentet af en af de mange chauffører, der dagligt tager vejen forbi Skelvej i Thorsø. 
Eleverne runder lageret med de mange materialer, virksomheden bruger og også stedet, hvor det overskydende papirmateriale bliver presset sammen og sendt videre til genanvendelse. 
- Vi fyrer med træflis, for vi må ikke brænde pap og papir af. Det skal genbruges, så det har vi også en proces for, forklarer Bent.

Fedt og fascinerende

Ved det sidste stoppested står den på en drikkepause, og derefter får eleverne hænderne op af lommen, for nu skal de pakke kasser med det rigtige antal enheder. Dernæst skal de selv lave pappaller, som virksomheden laver en del af, da mange virksomheder gerne vil væk fra at bruge Europapaller. 

En medarbejder viser eleverne, hvad de skal gøre, og en drengegruppe får blod på tanden og vil gerne optimere deres indsats med at lime og sætte benklodserne rigtigt på. De når ned på 30 sekunder. 
Eleverne Magnus Rasmussen og Nanna Münster er glade for dagens besøg:
- Det har været både fedt og fascinerende. Pap er faktisk et stærkt materiale, og det er vildt alt det, de kan med deres maskiner. Vi har respekt for det, de kan, og det er godt at komme lidt væk fra skolen og se, at alt ikke bare er dansk og matematik. 
Magnus er overbevist om, at han på sigt skal arbejde med landbrug eller blive fodboldspiller. Nanna har planer om at gå en anden vej:
- Jeg vil gerne være tandlæge – de tjener godt.

Arbejdspladser i industrikvarteret

Bent Kjeldsen er glad for elevernes besøg.
- Vi er stolte af vores virksomhed og mener, at vi laver nogle interessante, bæredygtige og brugbare materialer. Alle skal jo ikke sidde på en kontorstol, når de bliver voksne, så nogle af dem kan måske finde arbejde hos os. Vi har tegnere og designere ansat, og der er en møbelsnedker, en slagter og flere ufaglærte. Vi har også en elev, der er ved at tage industrioperatøruddannelsen. Så det er også en mulighed hos os, understreger Bent Kjeldsen. 
Eleverne stiller nogle sjove spørgsmål, og Bent Kjeldsen sætter pris på deres besøg:
- Mange ved måske godt, at der er en virksomhed her, men de ved ikke, hvad vi laver. Nu får de indsigt, og de finder ud af, at der også er arbejdspladser her i vores industrikvarter. 

Elever besøger Bewi Cellpack
Bent Kjeldsen på Bewi Cellpack
Bewi Cellpack i Thorsø