Fri limpistol og gulerodsklaver i Sløjfen

04.05.2026
Matias Sønnichsen fra Lilleåskolen i Laurbjerg
Makey Makey ligner en lille printplade
Eleverne laver et plekter til deres guitar

Kreativitet, leg, nysgerrighed og teknologi var på bordene i dag i Sløjfen, hvor der var Makerdag. Makeragenter fra de lokale skoler stod klar til at vise de forskellige muligheder frem, og nåede du ikke at kigge forbi, så kan du nå det på Ulstrup Bibliotek på onsdag. 

Hvad siger du til at spille klaver med gulerødder som tangenter? Lave øreringe ud af genbrugsmaterialer? Lave kreative figurer med limpistol og et have af materialer? Spille hjemmeprogrammerede computerspil eller lave et plekter til din guitar? Det var nogle af mulighederne i dag, hvor der var Makerdag i Sløjfen i Hadsten. Makerdag og Makerspaces på skolerne handler om at kombinere teknologi, analoge materialer og en både nysgerrig og kreativ tilgang til at lære noget. 

Matias Sønnichsen fra 4. a på Lilleåskolen i Laurbjerg er vild med det. Han har selv programmeret gulerodsklaveret via en computer og en Makey Makey, der er en lille printplade.
- Det handler om at finde den rigtige rækkefølge og kombinere det hele rigtigt, og det er ikke så svært. Det er fedt at arbejde med strøm og noget strømførende. Så kan man rigtig meget. Alle i vores klasse jubler, når vores lærer siger, at vi skal lave noget i Makerspace. Det er sjovt, fordi vi kan få noget til at ske. Det er federe end at være på telefonen, men ikke federe end at læse, for det er jeg ret vild med. Jeg kan også godt lide at skille ting ad sammen med min far og så samle det igen, så det virker, siger Matias. 

Ved bordet står også Julie Heidelbach. Hun er lærer på Lilleåskolen, og hun kan klart mærke, at eleverne bliver grebet af teknologien og de mange muligheder:
- Det fede for mig er også, at jeg kan sige, om vi skal prøve det her af uden, at jeg har fuldstændig styr på det, for eleverne byder ind med deres intuition. På den måde er de medskabende og medtænkende. Vi har ikke en masse fancy udstyr, fordi vi er en mindre skole, men de kan få max ud af vores lille maskinpark i Makerspace og hurtigt lave noget, der virker.
Julie bruger det meget i faget Håndværk og design, men vil også gerne introducere det i andre fag.
- De har stor teknologiforståelse, men det handler også om at bruge det i fag, hvor det kan opkvalificere deres viden. Det kunne eksempelvis være i matematik. Og det skal nok komme, siger Julie Heidelbach. 

I dag har der været Makerdag i Sløjfen, InSide i Hammel og på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. 6. maj 2026 kl. 9.30-13 er der Makerdag på Ulstrup Bibliotek.

Øreringe af genbrugsmaterialer
Fri limpistol og fri fantasi
Makerdag i Sløjfen