Juleglæde garneret med stor taknemmelighed

23.12.2022
Ukrainsk julekage
Krybbespil i kirken i Hammel.
Julemand til julefest i Hammel.

I går var der stor julefest på Regnbueskolen i Hammel, hvor Røde Kors Hammel havde inviteret de herboende ukrainere til en omgang klassisk, dansk jul. Det var meget rørende, siger tovholder Kirsten Buch fra Røde Kors Hammel.

Omkring 160 deltagere var med til julearrangementet på Regnbueskolen i går. Faktisk begyndte det hele med en gudstjeneste i Hammel Kirke, hvor Teaterværkstedet Kriblekrable også underholdt med et krybbespil.

Derefter blev de deltagende ukrainere budt på dansk julemad på Regnbueskolen: And, medister, flæskesteg, brunede kartofler og sovs og selvfølgelig risalamande til dessert. Julemanden kiggede også forbi og delte julegaver ud.

Nogle af de ældste elever fra Regnbueskolen stod for at tage opvasken, så de frivillige med Kirsten Buch i spidsen kunne deltage i arrangementet. Hun glæder sig over, at forskellige donationer havde gjort det muligt at invitere ukrainerne til julefesten.

- Vi kan jo mærke på ukrainerne, at de længes hjem. Det har været en voldsom oplevelse for dem, og derfor er det godt, at vi kan hjælpe. De er meget hjertelige og taknemmelige, og vi bliver mødt med kram og knus. Så vores hjælp bliver i den grad påskønnet. Det værste er sproget, da vi jo så gerne vil snakke mere med dem, og mange af dem er ikke så gode til engelsk, fortæller Kirsten Buch, der sidder i bestyrelsen i Røde Kors Hammel.

Ved arrangementet fik de ukrainske børn også udleveret flotte reflekser fra Børneulykkesfonden.