Kasper er ansvarlig for at 150 biler er på vejen hver dag
Hvis man har en bil, kender man også til bøvlet med dækskift, afgifter, værkstedsbesøg, finansiering og synshallen. Prøv nu at forestille dig, at du havde 150 biler, som skulle køre i komplekse mønstre på kryds og tværs af kommunen på samme tid, og forestil dig så, hvor meget tid, du skulle bruge på opgaven.
Nogenlunde sådan lyder baggrunden for, at Social og Sundhed har ansat Kasper Brath Laursen som flådeansvarlig. Da han tiltrådte stillingen 1. marts 2026, overtog han samtidig driften af Social og Sundheds 150 biler. Det er biler, som blandt andre social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergoterapeuter og medarbejdere på botilbud benytter i deres daglige arbejde. Tidligere stod ledere og medarbejdere selv for at holde bilerne kørende, men nu er opgaven samlet ét sted - hos Kasper Laursen.
- Min rolle er egentlig at gøre det så nemt for ledere og personale som muligt. De skal bare sætte sig ind i bilerne og køre afsted. Jeg sørger for, at de er køreklar. Jeg kan mærke, at jeg har fjernet en opgave fra lederne og medarbejderne, som de gerne er fri for, så de kan fokusere på kerneopgaven, og det er naturligvis rart at mærke, at mit arbejde gør en forskel, siger Kasper Laursen.
GPS i alle biler
Han er uddannet speditør og har erfaring fra transportbranchen, og han bruger aktivt sine kompetencer som flådeansvarlig, hvor systematik spiller en stor rolle. En stor del af arbejdet foregår i digitale værktøjer, hvor han har samlet data om bilerne og deres kørsel. Der er GPS i alle bilerne, og derfor kan han hurtigt se hvor og hvor langt, de kører. Det er oplysninger, han bruger til at planlægge vedligeholdet af bilerne.
- Det er en stor gevinst, at vi nu har et samlet overblik over bilerne. Der er helt styr på, at service og syn ikke overskrides, og vi kan bytte rundt på biler – fx hvis nogle af dem kører meget og andre ikke kører ret meget - så de alle sammen bruges mest muligt. Det giver den bedste udnyttelse og økonomi, siger Kasper Laursen.
Bruger AI til analyser
Data spiller en stadig større rolle i administrationen af kommunens bilflåde. Når fejl, reparationer og erfaringer registreres, opbygges en værdifuld vidensbank om bilerne. Ved hjælp af kunstig intelligens kan Kasper analysere de mange oplysninger og finde mønstre, som ellers ville være svære at få øje på. Det giver et stærkere beslutningsgrundlag og hjælper med at forebygge driftsproblemer, optimere vedligeholdelsen og sikre, at kommunen investerer i de rigtige biler fremover.
Kasper spiller også en central rolle, når Favrskov Kommune skal investere i nye biler. Her handler det om langt mere end pris og model. Bilerne skal passe til de opgaver, de skal løse i hverdagen – hvad enten det drejer sig om mange korte ture, lange kørselsafstande eller hyppige stop hos borgere. Derfor analyserer han blandt andet kørselsmønstre, rækkeviddebehov og brugernes arbejdsgange, så kommunen får biler, der både er økonomiske, driftssikre og praktiske i hverdagen. Samtidig inddrager han medarbejdere i udvælgelsen af nye biltyper gennem test og evalueringer. På den måde er det de kommende brugeres erfaringer og behov, der er med til at forme fremtidens bilflåde i Favrskov Kommune.
Siden han tiltrådte stillingen som flådeansvarlig, har en stor del af arbejdet handlet om at skabe overblik og få administrationen af de 150 biler sat i system. Men opgaven handler ikke kun om drift. Målet er også løbende at udvikle bilflåden, så den udnyttes endnu bedre, og så der kan høstes gevinster i form af bedre service, mere effektiv drift og en stærkere understøttelse af medarbejdernes hverdag.
- Mit arbejde går også ud på at tænke nyt og overveje, hvor vi gerne vil være om et halvt år og om flere år. Jeg er kommet med i en erfagruppe med 50 andre flådeadministratorer, og der er masser af inspiration til at udvikle området. Jeg tror, der kommer til at ske meget på området for flådestyring i Favrskov Kommune i de kommende år, slutter Kasper Laursen.