Læseglæden er i centrum på Favrskov Bibliotekerne

09.11.2026
Læsetelt på biblioteket
Børn læser på biblioteket

Folkebibliotekerne i Favrskov Kommune spiller en vigtig rolle i at fremme læseglæden hos børn og unge. Derfor samarbejder de tæt med dagtilbud og skoler, og med biblioteker i alle fire hovedbyer er de samtidig let tilgængelige for kommunens børn og familier. Gennem en række konkrete projekter arbejder bibliotekerne for at give flere børn lyst til at gå på opdagelse i bøgernes verden.

Efter den seneste PISA-undersøgelse er læsning på alles læber. Læsning er de også ret optagede af på Favrskov Bibliotekerne, men det er ikke med udgangspunkt i PISA-undersøgelser, understreger Eva Svejvig, afdelingsleder på bibliotekerne:
- Vi arbejder med børns lyst til at læse, fordi meget tyder på, at det har betydning for hvor mange bøger de får læst i deres barndom og ungdom. Vores indsatsområde nr. 1 er læseglæde hos børn, unge og voksne. 

Mette Harbo Mogensen, tovholder på skoleområdet fortsætter:
- Undersøgelser viser, at den generelle evne og lyst til læring styrkes ved lystlæsning, og vi faciliterer netop menneskers møde med både skøn- og faglitteratur i alle aldre.


Fra læseglæde til konkrete oplevelser

I de senere år har bibliotekerne i Favrskov arbejdet mere målrettet med skolerne, og det kan helt overordnet ses i antallet af skoleelever, bibliotekerne har kontakt med. I skoleåret 2024-25 var tallet 4.153 elever, og i skoleåret 2025-26 var tallet steget til 5.801 elever. 

Skolerne og bibliotekerne har et tæt samarbejde via kommunens pædagogiske konsulent på skoleområdet og læsekonsulenten, der begge fungerer som bindeled mellem skolerne og bibliotekerne og er med til at koordinere samarbejdet om elevernes læsning og læring. Det betyder, at bibliotekerne hurtigt kan tilpasse deres tilbud til de behov, skolerne har. 

Et af de konkrete tilbud skal give eleverne en oplevelse af litteraturen, der rækker ud over selve læsningen. Eleverne på 4. årgang bliver inviteret ind på det lokale bibliotek, hvor de møder en forfatter, deltager i forskellige aktiviteter med børnebibliotekarerne og får en bog med hjem, som de må beholde. Udlånstallene viser, at efterspørgslen på bøger skrevet af årets forfatter stiger markant. Forfattermødet er altså med til at vække en nysgerrighed, der lever videre, efter eleverne har forladt biblioteket.

Uge 40 er den nationale ordblindeuge, og der samarbejder skolerne og bibliotekerne om et arrangement for forældre og børn med fokus på livet som ordblind. Desuden kommer en bibliotekar ud på skolerne til booktalks med fokus på lette, gode bøger. Her handler det om at vise børnene, at der findes gode læseoplevelser på forskellige niveauer.

Med tilbuddet 'Bogspiseren' får eleverne også selv indflydelse på, hvilke bøger de skal læse. Tilmeldte 5. klasser mødes med en bibliotekar nogle gange om året, hvor der er fokus på god børnelitteratur. Forløbet rundes af med, at klassen får penge til at indkøbe de bøger, de gerne vil læse. Medbestemmelsen giver ejerskab og højner læselysten, når de pågældende bøger står på skolens eget bibliotek.

Arbejdet med læseglæde begynder allerede hos de alleryngste

Legestuerne i dagplejen har lige fået ’Minisjangs kæmpestore sprogkasser’ ud, og børnehaverne har mulighed for at få bogkasser og sprogpakker ud.

Bibliotekerne har desuden bidraget med inspiration og faglig sparring til udarbejdelsen af en fælles bogkanon for dagtilbuddene i Favrskov Kommune. Den skal være med til at sikre, at alle børn får adgang til gode, relevante bøger af høj kvalitet. Samtidig kan bogkanonen skabe en rød tråd mellem dagtilbud og skole, fordi børnene får fælles kendskab til fortællinger og figurer, som skolerne kan bygge videre på.

En gang om året inviteres de ældste børn i børnehaverne til ABC-værksted på bibliotekerne, hvor de lærer om alfabetet, leger, hopper, tegner og maler bogstaverne. På den måde bliver børnene introduceret til bøger, bogstaver og sprog gennem leg og nysgerrighed, længe før de selv skal kunne læse.
- Læsekrisen kan ikke løses i siloer. Vi er nødt til at samarbejde på tværs af afdelinger og institutioner, og det er noget af det, vi lykkes rigtig godt med i Favrskov”, siger Eva Svejvig.

Plads til fordybelse uden præstationskrav

Fælles for indsatserne er, at bibliotekerne kan tilbyde børnene et andet møde med litteraturen end det, de kender fra undervisningen. Mette Harbo Mogensen er meget bevidst om, at bibliotekerne byder sig til som et eksternt læringsmiljø.
- Vi kan komme på besøg i institutionerne eller på skolerne, og børnene og eleverne kan også komme til os. Biblioteket præsenteres for kommunens børn som et fordybelsesrum, hvor der er plads til koncentration og på nogle måder også som et kravfrit rum. Det betyder ikke, at vi ikke har forventninger til børnene, og sætter klare rammer, men ingen skal præstere, når de er sammen med os, og det kan forhåbentlig være med til at fremme læselysten og dermed understøtte børnenes læsning, siger Mette Harbo Mogensen.