Når strømmen går: Social og Sundhed afprøvede beredskabet

15.06.2026
Beredskabsøvelse juni 2026
Beredskabsøvelse juni 2026 i InSide
Beredskabsøvelse i InSide i Hammel

Et mørklagt lokale uden strøm og en enkelt kuvert på bordet. Det var udgangspunktet, da ledere fra ældre-, social- og sundhedsområdet i starten af juni deltog i en beredskabsøvelse for længerevarende strømsvigt i Favrskov Kommune.

I kuverten lå en besked om, at hele kommunen og store dele af Region Midtjylland var ramt af et længerevarende strømsvigt, at telefon og internet var ude af drift, og at ledernes opgave nu var at håndtere situationen. Dermed var øvelsen skudt i gang.

Øvelsen var tilrettelagt som et simulationsspil og foregik i Kultur- og Sundhedscenter Inside i Hammel. Ud over lederne deltog også chefgruppen og Ejendomscentret.

Deltagerne blev opdelt i grupper, der repræsenterede blandt andet plejehjem, botilbud, udkørende enheder, krisestab samt funktioner som Hjælpemiddelservice og Favrskov Mad. Undervejs modtog grupperne nye kuverter med situationer, de skulle håndtere. Det kunne for eksempel være beskeder om at skaffe strøm til en powerbank via generatoren, håndtere borgere med kritisk udstyr som trykluftsmadrasser eller koordinere overflytning af borgere, der ikke kunne være alene i eget hjem.

Øvelsen tog udgangspunkt i de action cards, som Social og Sundhed udarbejdede i februar 2026, og havde til formål at afprøve procedurerne i praksis. Der var særligt fokus på brug af krisekasser, håndtering af mad, vand og powerbanks, kommunikation uden digitale systemer og håndtering af borgere med strømkrævende udstyr.

For at gøre øvelsen så realistisk som muligt var lokalerne mørklagte, og deltagerne måtte klare sig med det udstyr (eksempelvis pandelamper og bordlamper), der var til rådighed i deres krisekasser.

Direktør for Social og Sundhed, Ulrik Johansen, understreger, hvorfor det er vigtigt at træne beredskabet:
- Verden har forandret sig, og derfor skal vi tage vores beredskab meget seriøst – også selvom det forhåbentlig aldrig kommer i brug. I Social og Sundhed har vi med nogle af de mest sårbare borgere at gøre, så vi skal altid være parate til at kunne håndtere en krise som eksempelvis et strømsvigt. Vi skal hele tiden udvikle på vores beredskab, for tingene udvikler sig i verden. Der kommer med jævne mellemrum nye anbefalinger fra de nationale myndigheder, og der bliver løbende udviklet nye smarte beredskabsløsninger, som vi selvfølgelig skal tage i brug, når det giver mening. Så beredskabsarbejdet er en løbende opgave, der helt sikkert er kommet for at blive.

Sekretariatschef John Lauritzen vurderer, at øvelsen var en succes og forløb som den skulle:
- Vi fik trænet vores procedurer og fik også testet nogle af de helt lavpraktiske ting, som vi får brug for i en krise, hvor vi skal drive plejehjem, hjemmepleje og botilbud uden lys, telefoner, e-mails og elektronisk udstyr i plejen. Endelig fik vi også øje på nogle ting i vores beredskab, som skal finjusteres. Og det går vi nu i gang med.

Erfaringerne fra øvelsen bliver nu brugt i det videre arbejde med at udvikle og opdatere de aftalte procedurer frem mod 2027.