Nu er vejarbejdet på Århusvej i Søften næsten færdigt
Det nye signalanlæg i Alfa-krydset sættes i drift, og der åbnes for alle fire vejbaner på hele den strækning af Århusvej, som Favrskov Kommune det seneste års tid har arbejdet med at udvide fra to til fire spor. Nu udestår kun det afsluttende lag asfalt, som lægges umiddelbart efter sommerferien.
Fredag 3. juli kl. 9.00 tænder Favrskov Kommune for det nye signalanlæg i krydset, hvor Århusvej i Søften møder Alfa og Engdalsvej. Signalanlægget tændes kl. 9 for at undgå at påvirke den værste morgentrafik.
Signalanlægget starter op i tidsstyring (hvor de forskellige retninger får grønt lys på skift), men der skiftes til trafikstyring (hvor der skiftes til grønt, alt efter hvor der kommer biler), så snart radarerne er indstillet færdigt. Favrskov Kommune forventer at kunne overgå til trafikstyring allerede sidst på dagen fredag 3. juli, men det kan dog tage op til flere dage, hvis der opstår tekniske problemer.
Når der tændes for signalanlægget, åbner der på samme tid op for adgang via Alfa og for alle fire vejbaner på hele den strækning af Århusvej, hvor Favrskov Kommune det seneste års tid har været i gang med at udvide fra to til fire vejbaner.
Derefter mangler der kun slidlag (det afsluttende øverste lag asfalt) og afstribning. Dette afsluttende arbejde udføres efter sommerferien i ugerne 32-34. Derefter er Århusvej officielt udvidet fra to til fire spor og klar til at afvikle trafikken mere effektivt.
Du kan altid følge med i seneste nyt om projektet på favrskov.dk/århusvej