Nu lægges det sidste asfalt på Århusvej i Søften - se hvordan det påvirker trafikken
Om få uger er det endelig slut med Favrskov Kommunes vejarbejde på Århusvej i Søften, men inden da skal det sidste lag asfalt lægges på, og det medfører nogle væsentlig påvirkninger af trafikken.
Siden foråret 2025 har Favrskov Kommune været i gang med at udvide den meget trafikbelastede Århusvej i Søften fra to til fire spor.
Nu mangler kun slidlaget, der er det afsluttende og øverste lag asfalt på vejbanerne. Slidlaget lægges fra fredag 7. august og et par uger frem. Her kan du læse, hvordan trafikken påvirkes, mens det afsluttende asfaltarbejde står på.
Lørdag 8. august: Totalspærring af Århusvej
Lørdag 8. august er der behov for at totalspærre Århusvej i forbindelse med, at krydset Århusvej/Beta/Stenhøjvej skal asfalteres.
Mens spærringen står på er det ikke muligt at benytte Århusvej til at komme fra Hinnerup/Søften til Aarhus og omvendt. Man vil i stedet skulle benytte omkørsel via Trige (se kort).
Totalspærringen sker på en lørdag, så borgere og virksomheder forstyrres mindst muligt. Afspærringen ophæves, så snart det er muligt og senest kl. 18.00.
Fredag 7. august samt uge 33 og 34: Delvise spærringer af Århusvej og sideveje
Fredag 7. august samt i hele uge 33 og muligvis også ind i uge 34 lægges den sidste asfalt på den øvrige del af projektområdet på Århusvej.
I denne periode vil Århusvej ikke blive totalspærret, men dele af Århusvej vil i perioder blive spærret i én retning ad gangen, ligesom sidevejene til Århusvej vil blive periodevis spærret i takt med, at asfaltarbejdet bevæger sig frem. Det er ikke muligt at sige præcis, hvornår hvilke delområder og sideveje spærres, da det afhænger af, hvor hurtigt arbejdet skrider frem. Der vil løbende blive sat skilte op og etableret omkørsler, så det i hele perioden er muligt at komme fra Hinnerup/Søften til Aarhus/E45. Kun med undtagelse af lørdag 8. august, som nævnt ovenfor.
Når den sidste asfalt er lagt, er vejarbejdet slut
Når det sidste asfalt er lagt, og den sidste afspærring er ophævet, er Favrskov Kommunes udvidelse af Århusvej afsluttet. Det vil sige, at alle fire spor er klar til at sikre bedre fremkommelighed mellem Hinnerup/Søften og Aarhus/E45.
Favrskov Kommune gør dog opmærksom på, at selvom kommunens vejarbejde afsluttes, kan man fortsat opleve vejarbejde på Århusvej, da Vejdirektoratet aktuelt også arbejder på både Århusvej, i og omkring motorvejskryds Aarhus N samt på motorvej E45. Man kan læse om Vejdirektoratets projekt på deres hjemmeside her.
Har du spørgsmål til Favrskov Kommunes del af vejarbejde, kan du kontakte Trafik og Veje-afdelingen på [email protected].