Rygestop med fokus på eget helbred
Grethe og Hanne fra henholdsvis Hadbjerg og Hadsten har lige deltaget i et af kommunens gratis rygestopforløb. Begge holder fast i stoppet, for det handler om deres helbred og livskvalitet.
79-årige Grethe Majgaard er vant til at gå ture hver dag i Hadbjerg, men i lang tid har hun ikke kunnet holde til det på grund af forkalkning i det ene ben. Hun træner på gangbånd tre gange om ugen, og samtidig fik hun et hint om, at det også kunne være en god idé at stoppe med at ryge.
- Jeg har røget i 50 år, og for flere år siden forsøgte jeg at stoppe, men efter tre måneder havde jeg taget syv kilo på, og så begyndte jeg at ryge igen. Men nu skal det være, for jeg vil kunne gå mine ture igen, da det betyder så meget for mig og min livskvalitet. Jeg stoppede 26. oktober i forbindelse med rygestopkurset, og jeg har ikke haft trang til at ryge siden. Det har også meget med vaner at gøre, så det handler om at ændre dem. Jeg ser meget sport i tv, og i pauserne var jeg vant til at ryge en cigaret på bagtrappen. Nu går jeg i stedet for i køkkenet og skræller nogle gulerødder, lyder det fra Grethe.
På kurset har hun mødt 69-årige Hanne fra Hadsten. Hun har været vant til at ryge 25 cigaretter om dagen, men smerter efter en knap så vellykket rygoperation har betydet, at hendes helbred har det bedst med, at hun kvitter røgen.
- Set i bakspejlet skulle jeg have stoppet noget tidligere, for der er jo ingen, der kan påstå, at det er sundt. Mens jeg arbejdede, har jeg nok brugt cigaretterne i stressede perioder til at få styr på det hele. Så hørte jeg om rygestopkurset, og jeg ved, at jeg ville have haft svært ved at gennemføre et rygestop herhjemme. Denne her gang kan jeg mærke, at det holder. Jeg er glad, og jeg kan sige, at jeg har gjort det for mig selv, fordi jeg har godt af det, understreger Hanne.
Grethe i Hadbjerg er også glad for, at hun meldte sig til rygestopkurset. For man kommer jo ikke langt med selvmedlidenhed, siger hun:
- Jeg kan godt sætte mig i en stol og have ondt af mig selv, men det bliver mine ben jo ikke bedre af. Jeg er tilpas stædig, og jeg dør nok ikke lige nu. Og derfor kan jeg simpelthen ikke leve med, at jeg ikke kan gå mine ture. Der har været et godt fællesskab på holdet, og jeg kan da godt fortryde, at jeg ikke stoppede tidligere, når jeg tænker på min alder og min diabetes. Men bedre sent end aldrig.