Tak til virksomhederne i juniormesterlære-ordningen
30 elever var i juniormesterlære i Favrskov i det forgangne skoleår. Virksomhederne, der tog imod elever, blev ved en frokost i Sløjfen anerkendt for at have spillet aktivt ind i juniormesterlære-ordningen.
Juniormesterlære er blevet en mulighed som en del af undervisningen i Favrskov Kommune i skoleåret 2025/2026. 30 elever tog imod tilbuddet om at bryde skoleugen op med en ugentlig praktikdag i en virksomhed, og i det kommende år vil 40 elever gerne ud i virksomhederne.
Juniormesterlære er et tilbud til elever i 8. og 9. klasse, og det er fantastisk, at erhvervslivet i Favrskov stiller sig til rådighed og åbner dørene for eleverne. Det fortæller pædagogisk konsulent i Favrskov Kommune Birthe Bitsch Mogensen.
- Juniormesterlære er en virkelig god mulighed for de elever, som er mere interesseret i praktisk arbejde end at sidde på skolebænken. Men det kan kun lade sig gøre, fordi virksomhederne kan se perspektiverne og hjælper med at finde praktikpladser til eleverne. Det er vi glade for, og resultatet er, at en masse elever har fået gode oplevelser og er blevet mere afklaret i forhold til fremtiden, siger Birthe Bitsch Mogensen.
I Favrskov har 30 virksomheder haft elever i juniormesterlære i skoleåret, der går på hæld, og de blev forleden inviteret til en markering af ordningens første år i Favrskov. Efter en frokost i Sløjfen i Hadsten kunne virksomhederne høre om resultaterne og erfaringsudveksle, inden de fik overrakt et diplom for at have åbnet dørene for eleverne.
En af virksomhederne, der har haft elever i juniormesterlære, er XL-BYG Thorsø Tømmerhandel og Byggemarked. Her har Dorthe Christensen haft gode erfaringer med de to elever, hun har været ansvarlig for.
- Det er vigtigt, at man har øje for, hvad det er for en type elev, man får ind i virksomheden, så man finder opgaver, som eleven lykkes med og vokser af. Som virksomhed kan vi pludselig være med til at lægge grundstenene til et arbejdsliv for de unge, og den opgave skal man tage alvorligt. Til gengæld giver de unge mennesker også noget energi tilbage til virksomheden og bidrager til det sociale fællesskab og fortæller om, hvad de skal i weekenden. Det er en god oplevelse, siger Dorthe Christensen.
Hvad er juniormesterlære?
Juniormesterlære er et tilbud til elever i 8. og 9. klasse, hvor elever kan kombinere folkeskolen med praktik. I skolen er der fokus på basisfag som dansk og matematik. Det er et relevant tilbud til unge, som lærer bedst med hænderne og ikke vil i retning af en boglig uddannelse.
Vil du vide mere om juniormesterlære-ordningen, så læs mere på hjemmesiden eller, kontakt pædagogisk konsulent i Favrskov Kommune Birthe Bitsch Mogensen på [email protected] eller 2685 8542.