- Vi er et aktiv for klubben

25.11.2022
Seniortennisspillere mødes i klubben i HOG i Hinnerup.
Seniorspillere træner tennis på anlægget i Hinnerup.
Seniorerne i HOG Tennis stiller op til et fællesbillede.

Motion, sammenhold og hygge. Det er den langtidsholdbare opskrift på at spille tennis som 60+ i HOG Tennis i Hinnerup. Hvis du kan holde på en ketcher, så er du velkommen, lyder det fra nogle af de aktive seniorer.

I tennissæsonen har seniorerne i HOG Tennis mulighed for at træne alle ugens hverdage på tennisbanerne bag Rønbæk Idrætscenter i Hinnerup. I denne sæson tæller seniorerne 32 personer, og mange af dem møder op flere gange om ugen for både at få sved på panden, men også for det livgivende samvær med de andre medlemmer.

- Det er ingen hemmelighed, at vi hygger os. Selvfølgelig drejer det sig om at få noget motion, men det drejer sig også om sammenhold og hygge, og det er vi rigtig gode til. Jeg vil gå så langt som til at sige, at vi som seniorer er et aktiv for klubben. Vi tager ved, når der er arbejdslørdage, og i det daglige bruger vi jo vores klubhus, men vi passer også godt på det – tømmer opvaskemaskinen og rydder op, siger Finn Bluhm, der som aktiv pensionist er med i bestyrelsen i HOG Tennis.

 

Altid nogle at lege med

Denne fredag er der fyldt op rundt om bordene under halvtagene. Der er kaffepause, og snakken går om stort og småt. Alle spiller double efter et sindrigt system, hvor alle skifter rundt efter 15 minutter. Det betyder, at alle kender alle, så man har ikke en fast makker at spille med.
- Det er vigtigt, at det her ikke bliver en lukket forsamling. Her skal man kunne møde op med sin ketcher og en lyst til at spille og så føle sig velkommen. Og der bliver ikke taget det store hensyn til eksempelvis alder, for så må man bare gøre det så godt, man kan. Vi har en frisk tone og driller hinanden godmodigt, og det finder man hurtigt ud af, siger Finn og giver ordet videre til ’den unge spiller på holdet’, og det er Åge Thomsen. Han er 67 år og stoppede med at arbejde for halvandet år siden.

 

- Her er altid nogle af lege med, og man møder alle på kryds og tværs. Så der er ingen kliker, og det kan jeg godt lide ved klubben. Jeg følte mig velkommen med det sammen, selvom mange af medlemmerne har kendt hinanden igennem mange år. Jeg har faktisk fået mig et nyt netværk, lyder det fra Åge.
 

Byde ind socialt og frivilligt

Hovedparten af seniorerne i tennisafdelingen har ikke en motionspause i løbet af året. Når frosten lukker tennisbanerne, så står den på indendørs padle for nogle af dem. Andre spiller indendørs tennis i Skovbakken og AGF, og hver onsdag er der også en del, der spiller badminton.
- Så der er altid noget at gå til sammen med andre. Vi ved godt, at vi selv skal byde ind både socialt og med den frivillige indsats, så vi ikke bliver ensomme, og så vores tennisklub kan bestå. Penge er der jo ikke så mange af, så derfor skal vi selv byde ind med noget frivilligt arbejde og med nogle hyggelige initiativer, hvor vi spiser sammen. Det er vi gode til, understreger Finn Bluhm.

Og nu er kaffepausen slut. Gruppen stiller op til fællesbillederne, og så fordeler de sig ellers rundt på banerne, hvor der hurtigt kommer gang i kampene og de drillende kommentarer. Alt er som det skal være hos seniorerne i HOG Tennis.

 

Fakta:

60+ spiller i tennissæsonen kl. 10-12 mandag, onsdag og torsdag og kl. 9-12 tirsdag og fredag. Læs mere på hog-hinnerup.dk 

 

Seniorer i tennisklubben HOG spiller på banerne i Hinnerup
Et særligt spilsystem sørger for, at seniorspillerne i HOG tennis spiller mod hinanden på kryds og tværs.
Seniorer spiller mod hinanden i HOG Tennis.