Udlandsophold Borgerstyret Personlig Assistance (BPA)
I håndbogen her kan du læse om hjælp under midlertidige ophold i udlandet. Udlandshåndbogen er opdateret august 2025
Introduktion
Det er reglerne i udlandsbekendtgørelsen, som regulerer hvilken hjælp efter serviceloven, man kan få under midlertidige ophold i udlandet.
I udlandsbekendtgørelsen er det udtømmende angivet, hvilke typer hjælp der kan medtages, samt om du kan få hjælp til ekstra omkostninger i forbindelse med et udlandsophold.
Derudover er Ankestyrelsens principafgørelser med til at sætte rammerne for praksis og præciserer dermed udlandsbekendtgørelsen yderligere.
En forudsætning for at modtage hjælp i udlandet er, at du inden udrejsen opfylder betingelserne for at modtage hjælp.
Udlandsbekendtgørelsen bestemmer bl.a. at BPA-ordningen kan medtages under udlandsophold, dog under forskellige betingelser, som du kan læse mere om nedenfor.
Midlertidige ophold i udlandet op til en måned
Du kan medtage din BPA-ordning til udlandet i op til en måned uden at søge kommunen om dette. Du skal dog være opmærksom på at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø for dine hjælpere samt sikre, at dine hjælpere overholder arbejds-og hviletidsreglerne under opholdet i udlandet.
For yderligere råd og vejledning skal du kontakte den arbejdsgiver, du har valgt.
Hvis du selv er arbejdsgiver, kan du søge yderligere viden på bpa-arbejdsgiver.dk.
Kortvarige ferieophold
Ankestyrelsen har defineret, at en rejse på 14 dage i udlandet almindeligvis kan betegnes som et kortvarigt ophold. Dette skal forstås sådan, at det ikke betragtes som ualmindeligt at holde 14 dages ferie i udlandet i sammenhæng. Tre uger kan derimod ikke betegnes som et kortvarigt (almindelig længde) ophold. På samme måde har Ankestyrelsen vurderet, at én udlandsrejse årligt ligger inden for normalen, mens mere end én udlandsrejse ligger udover, hvad der kan betegnes som almindeligt.
Udlandsbekendtgørelsen regulerer, at der udelukkende kan søges dækning af rejse- og opholdsudgifter for hjælpere på ferierejser af maksimalt 14 dages varighed.
For at kommunen kan behandle din ansøgning, har vi brug for disse oplysninger:
- Varighed af turen (med datoer)
- Antal hjælpere, der medtages på turen samt fordelingen af vagter
- Udgifter til hotelophold (samt navn på hotel)
- Udgifter til transport for hjælpere
- Hvis du har behov for ekstra hjælpere, skal du både beskrive behovet, samt det antal timer du søger om
Dækning af rejse- og opholdsudgifter for hjælpere
Kommunen har seks uger til at behandle ansøgninger om dækning af rejse- og opholdsudgifter for hjælpere. I langt de fleste tilfælde vil vi kunne behandle din ansøgning hurtigere, men der kan forekomme tilfælde, hvor behandlingen tager seks uger. Det er derfor vigtigt, at du søger om dækning af udgifterne minimum seks uger før, du rejser.
Dækning af rejse- og opholdsudgifter for dig
Hvis du har merudgifter ved rejse og ophold i udlandet, som relaterer sig til dig og er en direkte følge af din nedsatte funktionsevne, kan du søge om at få dækket udgiften som en merudgift jf. servicelovens §100.
Hvis du ønsker at søge om dækning af merudgifter, skal du kontakte din sagsbehandler med oplysninger om, hvilken udgift du har til rejsen, og hvori selve merudgiften består. Dvs. hvorfor du har en højere udgift sammenlignet med den udgift, som andre uden funktionsnedsættelse har til en lignende rejse og ophold. Hvis du fx søger om dækning af hoteludgifter, skal du sende oplysninger om rejsens længde og formål samt hvilket hotel, du søger om at få dækket udgifterne til.
Vi vejleder dig samtidig om at du skal sikre dig, at det hotel, du booker, er handicapegnet i forhold til din specifikke funktionsnedsættelse.
Forventet sagsbehandlingstid på ansøgninger om merudgifter er 12 uger.
Diæter og kost
Der ydes ikke tilskud til dækning af udgifter til diæter til dine hjælpere under ferieophold. Du vejledes om at hjælperne kan indberette deres udgifter til SKAT.
Midlertidige ophold i udlandet over en måned
Ved midlertidige ophold i udlandet, der overstiger en måned, skal du ansøge os om at bevare hjælpen, før udlandsopholdet påbegyndes.
Om du må medtage din BPA-ordning til udlandet afhænger af en konkret og individuel vurdering. Ankestyrelsens principmeddelelse 96-16 præciserer, at den periode, hvor hjælpen kan bevares, afhænger af formålet med hjælpen og den konkrete situation, blandt andet hjælpens karakter. Det betyder, at vi skal forholde os til, om dit behov for hjælp kan imødegås med den hjælp, der allerede er udmålt og kan tilgodeses i forbindelse med den ønskede rejse. Derudover skal vi også forholde os til, om der er tale om en rejse, som andre mennesker i samme alder og i samme livssituation almindeligvis vil tage på.
Hvis du deltager i aktiviteter, der er led i aktivering eller revalidering m.v., jf. § 5, stk. 2, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, eller deltager i en uddannelse i udlandet, der berettiger til statens uddannelsesstøtte i udlandet, jf. bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen), bevarer du hjælpen efter servicelovens §96 i hele perioden
Hvis der ansøges om ophold i udlandet i længere tid end en måned, er der ikke længere tale om kortvarige ferieophold og kommunen dækker ikke ekstra omkostninger til rejse- og opholdsudgifter for dine hjælpere. Mange BPA-modtagere vælger derfor at ansætte hjælpere i det pågældende land. Dit BPA-tilskud kan medtages til udlandet til ansættelse af hjælpere. Hjælpen ydes under hensyn til lønniveauet i det pågældende land, dog maksimalt med det beløb, der ville blive ydet her i landet. Hvis du vælger at ansætte hjælp i det pågældende land, skal du være opmærksom på at opsige dine hjælpere i Danmark.