Regulativ for vintertjeneste på og renholdelse af veje, stier og pladser

Vinterregulativet er vedtaget på byrådsmøde 24. april 2018

 

1.  Alment

I henhold til ”Lov om offentlige veje nr. 1520 af 27. december 2014”, § 62, har kommunen pligt til

  • at sørge for snerydning,
  • at træffe foranstaltning mod glatføre og
  • at sørge for renholdelse på kommuneveje og -stier.

Pligterne omfatter ud over kørebaner, også stier og cykelstier samt de fortovsarealer, hvor kommunen har
pligten som vejmyndighed.

Nærmere regler for gennemførelse af disse aktiviteter fremgår af dette regulativs afsnit 2.

Efter § 64 i samme lov har kommunen for byer og bymæssige områder bestemt, at grundejere, hvis ejendom grænser til kommuneveje eller stier, skal

  • snerydde,
  • glatførebekæmpe og
  • renholde fortov og sti ud for ejendommen, som nærmere beskrevet i dette regulativs afsnit 3.

Endvidere har kommunen i henhold til § 8, 23, 79 m.fl. i ”Lov om private fællesveje nr. 1537 af 21. december 2010” bestemt, at visse private fællesveje

  • skal ryddes for sne
  • glatførebekæmpes og
  • renholdes af grundejerne, som beskrevet efterfølgende i afsnit 4.

Alle beslutninger i dette regulativ er truffet efter forhandling med politiet i overensstemmelse med nævnte
lovgivning.

Kommuneveje og -stier er opdelt i vinterklasser. Disse klasser knytter sig til forskellige servicemål, der afhænger af vejens og stiens betydning for færdslens afvikling. Nærmere beskrivelse af klasser med tilhørende servicemål fremgår af punkt 6, bilag A – Servicemål for vintertjeneste.

Oversigtskort med oplysninger om kommuneveje og -stiers vinterklasse kan findes på Favrskov kommunes kort under Vintertjeneste.

 

2. Kommunens pligter – kommuneveje og –stier m.v.

Snerydning, glatførebekæmpelse og renhold på kommuneveje, -stier og pladser er tilrettelagt, iværksættes
og udføres med udgangspunkt i følgende regler.

Indsatsen iværksættes og udføres ud fra en konkret behovsvurdering.

Indsatsen ved snerydning og glatførebekæmpelse er tilrettelagt ud fra, at de anførte servicemål, som remgår af bilag A – Servicemål for vintertjeneste, kan opfyldes i prioriteret rækkefølge.

I situationer, hvor servicemålene ikke kan opretholdes, prioriteres indsatsen der, hvor det vurderes vigtigst af hensyn til færdslens afvikling hhv. trafiksikkerheden.

Kommunens vinterberedskab er etableret i perioden ca. 15. oktober til ca. 15. april, med mindre særlige
vinterforhold gør det nødvendigt med en længere beredskabsperiode.

2.1 Snerydning

Snerydning iværksættes som angivet i punkt 6, bilag A – Servicemål for vintertjeneste.

Indsatsen er tilrettelagt, så rydning på de mest betydende veje foretages først. Rydning på klasse I og II veje vil så vidt muligt blive opretholdt i mindst to spor.

Mindre vigtige veje ryddes i første omgang kun i et spor med eventuelle vigepladser. Udvidelse til to spor vil først kunne ske, når alle øvrige nødvendige rydningsarbejder er tilendebragt og der derefter måtte være materiel og arbejdskraft til rådighed.

Der vil i videst muligt omfang blive foretaget snerydning ved buslommer samtidigt med det gennemgående spor. Kommunale parkeringspladser og rastepladser vil blive ryddet i den rækkefølge, deres betydning og benyttelse berettiger til.

Hvor parkerede biler forhindrer gennemførelse af snerydning vender kommunen ikke tilbage til lokaliteten for supplerende rydning, med mindre det er af afgørende betydning for færdslens afvikling.

Snevolde ved vejtilslutninger, søges skubbet til side inden arbejdet afsluttes. Kommunen fjerner dog ikke snevolde ved indkørsel til ejendomme eller ud for private fællesveje.

Kommunen rydder ikke sne på indkørselsarealer til ejendomme.

Kommunen søger så vidt muligt at undgå, at sne under rydningen kastes ind på arealer, hvor snerydning påhviler grundejeren. Såfremt denne situation alligevel opstår, skal sneen fjernes af grundejeren.

For samtlige gennemgående veje gælder, at snerydning så vidt muligt sker i samarbejde med tilgrænsende vejbestyrelser, så trafikanterne i videst muligt omfang møder en ensartet vejtilstand.

Bortkørsel af sne foretages kun i bymæssig bebyggelse, i det omfang det skønnes nødvendigt af hensyn til beredskab.

2.2 Glatførebekæmpelse

Glatførebekæmpelse iværksættes som angivet i punkt 6, bilag A – Servicemål for vintertjeneste.
Indsatsen er tilrettelagt, så de mest betydende veje saltes først.

Glatførebekæmpelse af kommunale p-pladser og rastepladser og lignende iværksættes som udgangspunkt først efter at acceptabel trafiksituation er genoprettet på kørebaner.

Kommunen glatførebekæmper ikke indkørselsarealer til ejendomme.

Hvor parkerede biler forhindrer gennemførelse af glatførebekæmpelse vender kommunen ikke tilbage til
lokaliteten for supplerende glatførebekæmpelse.

For samtlige gennemgående veje gælder, at glatførebekæmpelse så vidt muligt sker i samarbejde med tilgrænsende vejbestyrelser, så trafikanterne i videst muligt omfang møder en ensartet vejtilstand.

2.3 Renholdelse

Renholdelse iværksættes som angivet i punkt 7, Bilag B – Servicemål for renholdelse.

Renholdelse af kommuneveje, -stier og fortove, hvor kommunen har pligten som vejmyndighed, foretages periodisk af kommunen efter en fastlagt praksis, og når særlige forhold gør det påkrævet af hensyn til trafiksikkerheden.

På kommuneveje i landzone har kommunen kun pligt til at foretage den renholdelse, der er nødvendigt af hensyn til trafiksikkerheden.

Parkerings- og rastepladser og lignende i landzone indgår i ovennævnte plan.

Hvor kommunen har bestemt, at private fællesveje skal administreres efter byreglerne i ”Lov om private
fællesveje”, indgår kommuneveje i disse nærmere afgrænsede områder i landzone ligeledes i kommunens plan for renholdelse. Områderne kan findes på indsæt link – Privatvejslovens byzoner.

 

3. Grundejerens pligter – kommunale fortove og stier

Kommunen har bestemt, at grundejere, hvis ejendom i byer og bymæssige områder grænser op til kommunevej og -sti, skal

  • snerydde,
  • glatførebekæmpe og
  • renholde

fortov og sti som beskrevet i dette regulativs afsnit 3.1 til 3.3.

Med fortov og sti sidestilles færdselsarealer, der overvejende er bestemt for gående færdsel. Græs- og
grusrabatter kan dermed betragtes som fortov. Grundejerne er dog fritaget for at rydde eller glatførebekæmpe disse.

Cykelstier, gangtunneler og -broer er ikke omfattet af pligten.Nævnte pligt kan højst omfatte 10 m af de fortovs- og eller stiarealer, der ligger nærmest ejendommen målt fra belægningskant.

Hvor grundejeren ikke har direkte adgang til fortov og sti, påhviler pligten kun grundejeren, hvis:

  • arealet ligger i ubrudt forlængelse af en adgang til ejendommen (fx ved en ejendom beliggende på en hjørnegrund),
  • ejeren efter ansøgning har fået tilladelse til at etablere en adgang.

Eksempler på hvor hhv. grundejeren eller kommunen har pligten kan findes i punkt 9, Bilag D, Pligternes
omfang.

Jernbaner og lufthavne med adgang fra ejendommen til vejen er ligeledes omfattet af denne pligt. Er adgangen alene til drift af anlægget, omfatter pligten kun strækningen ud for adgangen med et tillæg på 10 m til hver side af ejendommen.

3.1 Snerydning

Grundejerne har pligt til, at

  • rydde fortov og sti for sne snarest muligt efter snefald,
  • rydde trapper fra fortov til ejendom,
  • rydde pladsen omkring brandhaner, beredskabsinstallationer og installationer til trafikregulering i færdselsarealet.

Snerydning udføres ved at færdselsarealet på sti eller fortov sneryddes i færdselskrævende omfang ud for ejendommen snarest muligt efter snefald. Snebunker placeres på det resterende fortov eller sti. I det omfang her ikke er plads, placeres snebunker på den nærmeste del af vejbanen på en sådan måde, at vandet kan løbe i rendestensriste.

Snebunker må ikke placeres ud for porte og indkørsler, ved gadehjørner, ved fodgængerfelter, ved busstoppesteder eller andre selvfølgelige overgangssteder, idet grundejeren skal holde disse steder passable.

3.2 Glatførebekæmpelse

Grundejerne har pligt til, at

  • træffe foranstaltninger mod glat føre på fortov og sti snarest muligt efter førets indtræden,
  • bekæmpe glat føre på trapper fra fortov til ejendom.

Glatførebekæmpelse udføres ved, at der udspredes vejsalt, grus, sand eller lignende på hele fortovets/stiens areal snarest muligt efter førets indtræden.

3.3 Renholdelse

På fortov og sti har grundejeren har pligt til, at

  • fjerne ukrudt og lignende,
  • renholde fortove eller stier, der er asfalterede, brolagte, flisebelagte eller på anden måde befæstede færdselsarealer,
  • fjerne affald og andet, der er særligt forurenende eller til ulempe for færdslen, og
  • renholde grøfter, rendestene, nedløbsriste, rørgennemløb og udløbsrender for alt, hvad der kan hindre vandets frie løb.

Grundejeren har altid pligt til, at

  • • at renholde trapper fra fortov til deres ejendomme.

Renholdelsen udføres ved:

  • at fortove fejes så ofte, som en effektiv renholdelse gør det nødvendigt,
  • at grundejeren straks fjerner det sammenfejede og oprensede,
  • at eventuelle indtrufne forureninger, der er til gene eller ulempe for færdslen, fjernes straks.

Affaldet må ikke fejes ned i rendestenen eller nedløbsristene langs kantstenen.

Renholdelsespligten omfatter også lyskasser eller lignende, der er anbragt i fortovsarealet.

4. Grundejerens pligter – private fællesveje og –stier

Grundejernes pligter omfatter her det samlede færdselsareal, og dermed både kørebane, parkeringsarealer, fortove mm..

I byzone m.m.:

Kommunen har bestemt, at grundejere, hvis ejendom i byzone og afgrænsede områder i landzone grænser til privat fællesvej, skal

  • snerydde,
  • glatførebekæmpe og
  • renholde

færdselsarealet i overensstemmelse med nærværende regulativs afsnit 4.1 – 4.3.

Pligten er kun pålagt grundejere med vejret. Omfang fremgår af Bilag D, Pligternes omfang.

Områder med byzone og afgrænsede områder i landzone kan ses på Webkort. Favrskov.dk under Administrative grænser – Privatvejslovens byzone.

4.1 Snerydning

Grundejerne har pligt til, at

  • rydde færdselsarealet for sne snarest muligt efter snefald,
  • rydde trapper fra fortov til ejendom,
  • rydde pladsen omkring brandhaner, beredskabsinstallationer og installationer til trafikregulering i færdselsarealet.

Snebunker placeres på det resterende fortov eller sti. I det omfang her ikke er plads, placeres snebunker på den nærmeste del af vejbanen på en sådan måde, at vandet kan løbe i rendestensriste.

Snebunker må ikke placeres ud for porte og indkørsler, ved gadehjørner, ved fodgængerfelter, ved busstoppesteder eller andre selvfølgelige overgangssteder, idet grundejeren skal holde disse steder passable.

4.2 Glatførebekæmpelse

Grundejerne har pligt til, at
• træffe foranstaltninger mod glat føre på færdselsarealet snarest muligt efter førets indtræden,
• bekæmpe glat føre på trapper fra fortov til ejendom.

Glatførebekæmpelse udføres ved, at der udspredes vejsalt, grus, sand eller lignende på hele færdselsarealet snarest muligt efter førets indtræden.

4.3 Renholdelse

Grundejeren har pligt til, at

  • fjerne ukrudt og lignende,
  • feje eller på anden måde at renholde færdselsarealer, der er asfalteret, brolagt, flisebelagt eller på anden måde befæstet,
  • fjerne affald og andet, der er særligt forurenende eller til ulempe for færdslen, og
  • renholde grøfter, rendestene, nedløbsriste, rørgennemløb og udløbsrender for alt, hvad der kan hindre vandets frie løb.
  • renholde trapper fra fortov til deres ejendomme.

Renholdelsen udføres ved:

  • at hele færdselsarealet fejes så ofte, som en effektiv renholdelse gør det nødvendigt,
  • at grundejeren straks fjerner det sammenfejede og oprensede,
  • at eventuelle indtrufne forureninger, der er til gene eller ulempe for færdslen, fjernes straks.
  • Affaldet må ikke fejes ned i rendestenen eller nedløbsristene langs kantstenen.

Renholdelsespligten omfatter også lyskasser eller lignende, der er anbragt i fortovsarealet

 

5. Tilsyn og regler for grundejerforpligtigelse mv.

Tilsynet med at grundejerne overholder deres pligter efter omtalte love, føres af kommunen. Overholder en grundejer ikke sine forpligtelser, kan kommunen om nødvendigt lade foranstaltningen udføre for den pågældende grundejers regning.

Affald eller genstande, der kan være til ulempe for færdslen, eller er særligt forurenende, kan fjernes af kommunen eller politiet for den forurenendes regning.

Dette regulativ træder i kraft den 1. oktober 2018 og erstatter hidtil gældende regulativ fra 2013, efter godkendelse i Favrskov Byråd 24. april 2018.

 

6. Bilag A, Servicemål for vintertjeneste

6.1 Kørebane

Vejklasse Vintervejklasse Vejtype Servicemål/metode Servicemål

Trafikveje

Klasse 1

Veje, som har afgørende betydning for afviklingen af den gennemgående trafik. (Overordnet trafiknet)

Tilstræbes holdt farbare uden gener på alle tider af døgnet, ved at:

  • Glatførebekæmpelse foretages ved præventiv saltning
  • Snerydning igangsættes ved drivedannelse eller inden der falder op til 5 cm i jævnt lag

Ved glatføre uden sne:

  • Rimfrost: 0 timer
  • Is: 0 timer

Efter snefald:

  • Snesjap: 2 timer
  • Løs sne: 2 timer
  • Fastkørt sne: 0 timer

Efter fygning:

  • Snedriver: 2 timer
  • Spærret: 0 timer
Trafikveje

Klasse 2

Veje, som har betydning for afviklingen af den kollektive trafik, betydning for den gennemgående trafik, samt væsentlig betydning for den lokale trafik, herunder busruter og industriveje.

Tilstræbes holdt farbare uden væsentlige gener på alle ugen dage i tidsrummet kl. 04.00 til 20.00, ved at:

  • Glatførebekæmpelse som udgangspunkt foretages ved saltning
  • Snerydning igangsættes ved drivedannelse eller inden der falder op til 8 cm i jævnt lag

Ved glatføre uden sne:

  • Rimfrost: 2 timer
  • Is: 2 timer

Efter snefald:

  • Snesjap: 4 timer
  • Løs sne: 4 timer
  • Fastkørt sne: 0 timer

Efter fygning: 

  • Snedriver: 4 timer
  • Spærret: 0 timer
Trafikveje

Klasse 3

Veje, som har betydning for afvikling af den lokale nærtrafik, betydning for afvikling af de højst prioriterede fordelingsveje i industri- og boligområder, vigtige p-pladser og lignende.

Tilstræbes holdt farbare uden væsentlige gener mandag til fredag i tidsrummet kl. 04.00 til 20.00, ved at:

  • Glatførebekæmpelse som udgangspunkt foretages ved saltning
  • Snerydning igangsættes ved drivedannelse eller inden der falder op til 8 cm i jævnt lag

Ved glatføre uden sne:

  • Rimfrost: 2 timer
  • Is: 2 timer

Efter snefald:

  • Snesjap: 4 timer
  • Løs sne: 4 timer
  • Fastkørt sne: Såfremt ”fastkørt sne” opstår, bekæmpes dette kontinuerligt til situationen er overstået, evt. ved spredning af grus for forbedring af friktionen.

Efter fygning:

  • Snedriver: 4 timer 
  • Spærret: 0 timer - Den anførte tid for ”spærret” kan ikke opretholdes i forbindelse med opstart først på dagen.
Lokalveje

Klasse 4

Veje og pladser, som har mindre betydning for afvikling af trafikken, f.eks. boligveje og veje til enkelte brugere

Glatførebekæmpes ikke, dog undtaget ekstreme vejr-situationer med isslag

  • Snerydning igangsættes ved drivedannelse eller 8 cm jævnt lag sne

Efter snefald:

  • Snesjap: 4 timer 
  • Løs sne: 4 timer Fastkørt sne: Såfremt ”fastkørt sne” opstår, bekæmpes dette kontinuerligt til situationen er overstået, evt. ved spredning af grus for forbedring af friktionen.

Efter fygning:

  • Snedriver: 4 timer
  • Spærret: 0 timer - Den anførte tid for ”spærret” kan ikke opretholdes i forbindelse med opstart først på dagen.
Lokalveje

Klasse 5

Jordveje og offentlige grusveje uden husstande og gennem skovområder Glatførebekæmpes ikke Snerydning foretages ikke Der opsættes skilte med teksten ”Ingen vintertjeneste”

 

6.2 Stier og fortove

Stiklasse Vintersti-klasse Sti- og fortovstype Servicemål/metode Servicemål
Lokalstier

Sti-klasse 2

Stier, men nogen betydning for afvikling af trafikken.

  • Øvrige stier og fortove
  • Lokalstier til flerbruger områder
  • Øvrige busstoppesteder
Tilstræbes holdt farbare uden væsentlige gener alle ugens dage i tidsrummet kl. 04.00 til 20.00.

Ved glatføre uden sne:

  • Rimfrost: 4 timer
  • Is: 4 timer

Efter snefald:

  • Snesjap: 6 timer
  • Løs sne: 6 timer
  • Fastkørt sne: 6 timer

Efter fygning:

  • Snedriver: 6 timer
  • Spærret 4)+5): 0 timer
Rekreative stier

Sti-klasse 3

Rekreative stier og grusstier

Glatførebekæmpes ikke

Sneryddes ikke

 

 

3) Servicemål kan differentieres efter stiernes benyttelse på hverdage henholdsvis i weekenden, samt tidspunkt på døgnet (f.eks. ved busperroner)

4) Det kan accepteres, at cykelstier kan være spærret i den ene side efter snefygning eller at vejens beskaffenhed gør, at cykelstien benyttes som oplag for sne. Dette forhold gør sig bl.a. gældende for Storegade i Hinnerup.

5) Den anførte tid for ”Spærret” kan ikke opretholdes i forbindelse med opstart først på dagen.

 

7. Bilag B, Servicemål for renholdelse

Servicemål for renholdelse
Vejklasse Renholdelsesklasse Vejtype Servicemål/metode Udførelse
Trafikveje 1 Veje og pladser, som har betydning for afvikling af trafikken Fejning foretages med feje/suge maskine 5 gange årligt
  • 1. gang i uge 13-16
  • 2. gang i uge 24-26
  • 3. gang i uge 32-34
  • 4. gang i uge 39-41
  • 5. gang i uge 47-51
Lokalveje 2 Veje og pladser, som har mindre betydning for afvikling af trafikken Fejning foretages med feje/suge maskine 2 gange årligt
  • 1. gang i uge 13-16
  • 2. gang i uge 47-48

 

8. Bilag C, Vinterberedskabet

Vinterberedskabet udføres i perioden fra 15. oktober til 15. april og består af overvågning af vejrsituationen og styring af indsatsen under saltning/ snerydning.

Favrskov Kommune har fire vagter som skiftes til at have vagt en uge ad gangen.

Overvågningen består i, at der døgnet rundt holdes øje med vejrsituationen. Favrskov Kommune bruger VejVejr, et program udviklet af kommunerne og Vejdirektoratet til overvågning af vejret og vejenes tilstand.

Vagterne har en række målestationer til hjælp, og vagten har derudover adgang til nabobestyrelsernes målestationer.

Når vejdirektoratet kalder ud på det østjyske, overordnede vejnet, tilgår der Favrskov Kommune en besked, som vagten så forholder sig til, og evt. beslutter om der skal iværksættes lokale tiltag.

Favrskov Kommune iværksætter præventiv saltning, når der er risiko for, at vejtemperaturen kommer ned under 0 grader.

Vinterberedskabet iværksætter vintertjenesten som angivet i punkt 6, Bilag A, Servicemål for vintertjeneste.