Pædagogisk leder for indskoling og SFO Haldum-Hinnerup Skolen
Her kan du læse mere om jobbet som pædagogisk leder for indskoling og SFO Haldum-Hinnerup Skolen.
Se generel introduktion til Favrskov Kommune i "Når du søger job: Om Favrskov Kommune generelt"
Børn og Kultur
I Favrskov Kommune er der 13 folkeskoler, der har et meget velfungerende ledernetværk, hvor der er tradition for faglig sparring med ledelseskolleger og med forvaltningen.
Vores skolechef er Karina Corneliussen.
Haldum-Hinnerup Skole
Haldum-Hinnerup Skolen ligger i Hinnerup 18 km nord for Aarhus, og distriktet er en god blanding af by og opland. Hinnerupområdet er et attraktivt bosætningsområde for børnefamilier, og skolen har et stigende elevtal.
Skolen er afdelingsopdelt med 3-4 spor på hver årgang. Vi har ca. 715 elever fordelt på årgangene 0.-9. årgang og tre specialklasser.
Personalegruppen består af cirka 80 engagerede lærere, pædagoger, medhjælpere, sekretærer og ledere.
Fundamentet for vores skole er fællesskab. Vi prioriterer elevernes trivsel og faglighed højt, hvilket afspejler sig i fine resultater både målt på faglighed og trivsel. Skolens medarbejdere motiveres af udvikling, og arbejder løbende på at gøre en god skole bedre.
Vi ønsker at fastholde skolen som et godt sted at lære og være - både for børn og voksne, og har i skoleåret 25/26 haft en proces med at formulere et nyt værdisæt for skolen.
Værdierne fællesskab og trivsel, faglighed og læring, nysgerrighed og mod samt livsduelighed og medansvar bliver bærende for skolens fremadrettede praksis.
Du kan læse mere på skolens hjemmeside
Fra skoleåret 26/27 indfører vi 2 længere temaperioder, hvor hele skolen arbejder med et fælles tema. Temaet finder ind i alle fag og i aktiviteter i SFO.
Temaperioderne skal bidrage til, at fællesskab og sammenhængskraft styrkes, at vi tør gå nye veje og prøve af. At vi sammen har fokus på at øge motivationen og glæden ved at gå i skole og på arbejde. Som pædagogisk leder hos os skal du knytte an til ovenstående værdier og være klar på at bidrage til, at de implementeres i praksis.
Du bliver en del af skolens ledelsesteam, som ud over dig, består af en pædagogisk leder for udskolingen, en viceskoleleder som også er pædagogisk leder af mellemtrinnet og en skoleleder, som også er nærmeste leder for specialklasserne.
Vi er fælles om opgaverne, vi har et godt arbejdsfællesskab og er optagede af kollektiv mestring. Vi fordeler opgaver imellem os, drøfter vores praksis og der er altid mulighed for hjælp og sparring.
Ledelsesopgaver
Som pædagogisk leder er du med til at drive den pædagogiske udvikling på hele skolen i et tæt samarbejde med det øvrige ledelsesteam og medarbejderne. Der er brug for, at du har blik for både udvikling og stabilitet. Du skal kunne skabe følgeskab og være klar til at udøve pædagogisk ledelse tæt på undervisning og SFO.
Du får ansvaret for den personalemæssige og pædagogiske ledelsesopgave i vores indskoling, hvor du bl.a. har ansvaret for PPR-samarbejde, elevsager, forældresamarbejde og organisering af dagligdagen i skole og SFO. Herudover har du ansvaret for drift og udvikling af førskoletilbuddet Broen. Vi har dygtige medarbejdere, som bidrager til opgaveløsningen og et erfarent ledelsesteam, som er optaget af at lykkes i fællesskab.
Dine arbejdsområder vil primært være:
- Personaleledelse for indskoling og SFO.
- At bidrage til, at hele barnets dag er præget af stærke fællesskaber og godt læringsmiljø.
- Elevsager, forældresamarbejde og samarbejde med PPR i indskolingen.
- Drift og udvikling af vores førskoletilbud Broen, som er på skolen fra 1. marts.
Dine kompetencer
Vi forventer, at du brænder for folkeskolen og for barnets hele dag i undervisning og SFO. Vi forventer, at du er velfunderet pædagogisk og didaktisk og kommer med relevant praksiserfaring fra skolekontekst. At du er motiveret for - sammen med medarbejdere og den øvrige ledelse - at skabe et trygt og udviklende læringsmiljø for vores elever, et godt arbejdsmiljø for skolens personale og at understøtte et godt og respektfuldt forældresamarbejde.
Vi forventer, at du arbejder struktureret, fagligt og har blik for mange forskellige perspektiver.
Ligeledes forventer vi:
- At du er åben, engageret og optaget af udvikling.
- At du er rolig og evner at bevare overblikket – også i pressede situationer.
- At du har gode kommunikative evner både mundtligt og skriftlig.
- At du kan være beslutningsdygtig og tydelig.
- At du har humor og et positivt sind.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker som udgangspunkt på gældende overenskomstvilkår.
Der vil blive indhentet straffe- og børneattest på den person, som tilbydes ansættelse i stillingen.
Yderligere oplysninger og ansættelsesproces
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte skoleleder Ditte Lyngby på [email protected] eller 20 52 99 93 / 89 64 55 03. Vi byder også gerne på en kop kaffe.
Ansættelsesudvalget består af tillidsrepræsentanter for lærere og pædagoger, forældrerepræsentant fra skolebestyrelse, indskolingsleder fra naboskole Merete Holm, udskolingsleder Rolf Houmøller, viceskoleleder Jakob Monrad og skoleleder Ditte Lyngby.
Til 2. samtale deltager desuden rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen og skolechef Karina Corneliussen.