Som led i den grønne omstilling arbejder Favrskov Kommune målrettet med at udbygge produktionen af vedvarende energi.
Her på siden kan læse om, hvordan Favrskov Kommune arbejder med etablering af vedvarende energianlæg, og om hvordan du kan få indflydelse og søge kompensation. Du kan også læse mere om aktuelle projekter.
Ny ansøgningsrunde
Byrådet i Favrskov Kommune har besluttet at åbne en ny ansøgningsrunde for vedvarende energianlæg. Fra 1. august til 31. oktober 2026 kan alle interesserede søge om at etablere større vedvarende energianlæg, f.eks. solceller, vindmøller, batterianlæg eller biogasanlæg.
Ofte stillede spørgsmål
Vedvarende energianlæg (forkortet VE-anlæg) er anlæg, der producerer strøm eller varme ved at udnytte energi fra vedvarende ressourcer som sol, vind, vand eller planter.
Betegnelsen VE-anlæg dækker over en bred vifte af anlæg. De mest udbredte er vindmøller og solcelleanlæg, men også biogasanlæg og Power-to-X-anlæg hører under betegnelsen.
Der er brug for at producere rigtig meget grøn strøm, hvis vi skal udfase fossile brændsler og omstille vores samfund til udelukkende at benytte vedvarende energikilder.
Mindre solcelleanlæg på tage af virksomheder og private hjem medvirker alle positivt til den samlede produktion, men for at vi kan producere den nødvendige mængde grønne strøm, er der behov for etablere store, effektive VE-anlæg.
Derfor arbejder Favrskov Kommune for at etablere store VE-anlæg i det åbne land.
Når en virksomhed indsender en ansøgning til Favrskov Kommune om at få lov til at opstille et anlæg, har virksomheden udpeget et areal, de ønsker at opstille anlægget på.
Når kommunen behandler ansøgningen, vurderes det, om arealet er egnet. Hvis arealet vurderes uegnet, får ansøgningen afslag. Hvis arealet vurderes egnet, kan kommunen vælge at gå videre med projektet.
Man kan derfor sige, at det er virksomhederne, der foreslår, hvor anlæggene skal placeres, og Favrskov Kommune der vurderer, om de enkelte placeringer er egnede.
Favrskov Kommune har fokus på, at alle VE-projekter tager højde for landskab, natur og miljø, og at lokale borgere og andre interessenter inddrages, inden der træffes endelig beslutning om etablering.
Processen fra start til slut
- Interesserede ansøgere indstiller potentialer (projektforslag)
- Ansøgere har mulighed for at få deltage i et formøde med kommunen inden der ansøges.
- Forvaltningen screener alle indkomne projektforslag for deres realiserbarhed.
- Politisk prioritering af projektforslagene.
- I samråd med repræsentanter fra det enkelte lokalområde tilrettelægges processen for borgerinddragelse.
- Ansøger, lokalområde og forvaltning tilpasser i samarbejde hvert projektforslag med udgangspunkt i den valgte borgerinddragelsesproces.
- Ansøger indsender et tilrettet projekt, hvor eventuelle tilretninger begrundes og processen for borgerinddragelse og lokal opbakning beskrives.
- Forvaltningen udarbejder et debatoplæg.
- Politisk godkendelse af debatoplæg.
- Offentlig høring af debatoplægget i fire uger. Der afholdes et borgermøde i perioden. Under høringen kan borgere komme med forslag og bemærkninger til planlægningen og forslag til emner, der skal indgå i miljøvurderingen.
- Politisk behandling af høringssvar samt beslutning om, hvorvidt planlægningen skal igangsættes. Her kan der også træffes beslutning om ændringer af projektet på baggrund af høringssvar.
- Forvaltningen udarbejder et udkast til et afgrænsningsnotat der beskriver, hvilke emner der skal indgå i miljøvurderingen.
- Offentlig høring af udkast til afgrænsningsnotat. Her har borgere mulighed for at komme med bemærkninger til, hvilke miljøemner der skal indgå i miljøvurderingen.
- Det endelige afgrænsningsnotat udarbejdes på baggrund af høringssvar og sendes til ansøger.
- Der udarbejdes forslag til lokalplan og kommuneplantillæg samt tilhørende miljørapport og udkast til § 25-tilladelse.
- Eventuelle miljøundersøgelser foretages.
- Politisk godkendelse af forslag til lokalplan, kommuneplantillæg, den tilhørende miljørapport og § 25-tilladelse.
- Offentlig høring i otte uger, hvor borgere kan komme med bemærkninger til planforslag, miljørapport og § 25-tillaldelsen.
- Der afholdes borgermøde i høringsperioden.
- Politisk gennemgang af høringssvar og endelig vedtagelse af kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurderinger.
- Eventuel tilretning af kommuneplantillæg og lokalplan.
- Offentlig bekendtgørelse af kommuneplantillæg, lokalplan samt tilhørende miljørapport.
- Klagefrist i fire uger.
- Kommunen meddeler § 25-tilladelse til projektet.
- Byggetilladelse og eventuelle andre tilladelser til projektet meddeles.
- Projektet realiseres.
Sådan får du indflydelse
Igennem planprocessen er der flere perioder med offentlige høringer, hvor det er muligt at indsende bemærkninger til Favrskov Kommune vedrørende projektets udformning.
- Den første offentlige høring er den foroffentlige høring, hvor der indkaldes idéer og forslag. Høringen har en varighed på fire uger. Høringen ligger helt i starten af planprocessen, og høringen forløber før der er truffet en politisk beslutning om en eventuel igangsætning af et plangrundlag for det pågældende energianlæg. Favrskov Kommune udsender et debatoplæg, hvori projektforslaget er beskrevet, og det oplyses hvordan du kan indsende bemærkninger. Det kan være, at du har forslag til tiltag, som kan skabe værdi for lokalområdet. Det kan også være, at der er noget, som du ønsker, at der skal være en særlig opmærksomhed på. Uanset hvad der optager dig i disse sager, vil Favrskov Kommune gerne høre fra dig. Inden for den foroffentlige høring vil Favrskov Kommune holde et borgermøde, hvor der bliver lejlighed til at høre om projektet og stille spørgsmål til udvikler og Favrskov Kommune.
- I sager, hvor der udarbejdes en lokalplan og en miljøvurdering for et konkret projekt, skal et udkast til et afgrænsningsnotat for miljøvurderingen sendes i offentlig høring. Høringen sker forud for udarbejdelsen af miljøvurderingen. I denne høringen har du mulighed for at komme med bemærkninger til de emner, der skal indgå i miljøvurderingen af planen og det konkrete projekt.
- Den næste offentlige høring strækker sig over otte uger. Høringen sker, når der foreligger et forslag til kommuneplantillæg og lokalplan med tilhørende miljørapport. Der bliver også afholdt et borgermøde i denne høringsperiode, hvor Energistyrelsen vil informere om de særlige ordninger, der er for kompensation til naboer til et solcelleanlæg eller vindmølleområde. Udvikler og Favrskov Kommune vil ligeledes deltage i borgermødet.
Planprocessen er en langtrukken proces der kan strække sig over mere end to år fra første kontakt til naboer og frem til vedtagelse af et kommuneplantillæg og en lokalplan.
På Favrskov Kommunes hjemmeside kan du holde sig orienteret om status for det enkelte projekt. Du er også velkommen til at kontakte Favrskov Kommune, hvis du har spørgsmål til sagen.
Når planerne er politisk vedtaget og offentligt bekendtgjort, er der en fire ugers klagefrist.
Her har du mulighed for at klage til Planklagenævnet, hvis du mener, at kommuneplantillægget eller lokalplanen er i strid med loven.
Hvis du ønsker at få indflydelse på et projekt, er det vigtigt, at du giver din mening til kende i forbindelse med den offentlige høring, da det er her, der er mulighed for at påvirke projektet.
Muligheder for kompensation
Værditabsordningen giver dig som borger mulighed for, at du kan anmelde krav om betaling for værditab, ved opstillingen af kommende store vedvarende energianlæg i nærheden af din beboelsesejendom.
Værditabet fastsættes af Taksationsmyndigheden. Taksationsmyndigheden er en uafhængig offentlig myndighed nedsat af Klima, energi-, og forsyningsministeren. Tidspunktet for vurdering af værditab vil være efter VE-anlægget er stillet op. Hvis du bliver tilkendt værditab, skal værditabet betales af opstilleren.
Læs mere på om værditabsordningen på Energistyrelsens hjemmeside
En salgsoptionsordning gælder for naboer i afstanden op til 6 gange møllehøjde fra nærmeste vindmølle og 0-200 meter afstand fra større solcelleanlæg.
Disse naboer kan vælge at sælge deres beboelsesejendom til opstilleren af det vedvarende energianlæg i op til et år efter energianlægget er sat i drift.
Beboelsesejendommens værdi vurderes af den uafhængige taksationsmyndighed, der også foretager vurdering af værditab.
Alene ejendomsejere, der har fået tildelt værditab på over 1 pct. af ejendommens værdi af taksationsmyndigheden, kan anvende salgsoptionen. Man skal ansøge om salgsoptionen samtidig med, at der anmeldes krav om værditab.
Læs mere om salgsoptionsordningen på Energistyrelsens hjemmeside
VE-bonusordning giver naboer i afstanden op til 8 gange møllehøjde fra nærmeste vindmølle og 0-200 meter afstand fra større solcelleanlæg ret til en VE-bonus.
Bonussen baseres på produktionen fra anlægget. Størrelsen på bonussen vil variere i anlæggets levetid. Beløbet udregnes ud fra den faktiske produktion og elprisen.
Læs mere om VE-bonusordningen på Energistyrelsens hjemmeside
Opstillere af et større vedvarende energianlæg skal indbetale et beløb til ”Grøn pulje”, når energianlægget sættes i drift. Beløbets størrelse afhænger af typen af energianlæg og af anlæggets størrelse.
Puljens midler administreres af Favrskov Kommune. Uddeling af midler fra puljen sker i overensstemmelse med kommunes retningslinjer for ”Grøn pulje”.
Hvad betyder begreberne?
Solceller producerer elektricitet direkte af solens lys og kan både sættes op på jorden eller på tage af bygninger.
Solceller bliver ofte forvekslet med solvarmeanlæg, men hvor solvarmeanlæg producerer varmt vand, producerer solceller elektricitet.
Vil du vide mere om Byrådets krav til solcelleanlæg, kan du læse mere om dette i kommuneplanen.
Et vindmølleområde er en gruppe forbundne vindmøller opstillet på samme lokalitet til produktion af elektricitet.
Ved planlægning for nye større energianlæg vil der være tale om projekter med vindmøller med en totalhøjde på 150–180 meter. Højden måles fra vingespids til jord, når en vinge står i lodret position over jorden.
Ved placering af alle typer af vindmøller skal det sikres, at støjen ikke overskrider fastsatte grænseværdier ved beboelser eller anden støjfølsom anvendelse.
Vil du vide mere om Byrådets krav til vindmøller, kan du læse mere i kommuneplanen.
Et biogasanlæg er et anlæg der får tilført organisk materiale (f.eks. gødning) eller animalsk materiale (slagteriaffald) og omdanner massen til gas. Den centrale proces i biogasanlægget foregår i reaktortanke. Her er bakterier, som ved en temperatur på ca. 45 grader omdanner det organiske materiale til biogas. Efter at biomassen er afgasset i reaktortanke, bliver den lagret og herefter leveret til landbruget i form af gødning.
I Favrskov Kommune er der tre biogasanlæg, som leverer gas til ledningsnettet. Herudover er der et mindre gård-biogasanlæg, som har en mindre produktion af biogas, uden levering til ledningsnettet.
Vil du videre mere om Byrådets krav til biogasanlæg, kan du læse mere om dette i kommuneplanen.
I forbindelse med planlægningen af større energianlæg skal der udarbejdes en miljøvurdering af planerne og en miljøkonsekvensvurdering (tidligere kendt som VVM) af projektet. Konsekvensrapporten skal beskrive, hvilke konsekvenser energianlægget har for omgivelser, natur og miljø. Favrskov Kommune har valgt, at miljøvurderingen af planerne og miljøkonsekvensvurderingen af projektet skal sammenskrives i én samlet rapport. Miljørapporten skal være klar inden Byrådet tager stilling til, om anlægget kan opføres eller ej.
Miljørapporten skal vise hvilken indvirkning projektet eller planen kan have på relevante temaer, herunder: den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, flora, fauna, jordbund, jordarealer, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv og den arkæologiske arv.
Ved udarbejdelse af rapporten, kan der tages udgangspunkt i eksisterende viden, men der kan også være behov for supplerende undersøgelser. Det kan blandt andet være af naturtilstanden i området eller de beskyttede dyrearter.
Miljørapporten skal offentliggøres sammen med forslagene til kommuneplantillægget og lokalplanen.
Viser rapporterne at projektet eller planen kan have væsentlige indvirkninger på miljøet, skal myndigheden have fastlagt en plan for overvågning af disse miljøforhold inden de beslutter om planen eller projektet skal vedtages.
Samtidig med den politiske vedtagelse af kommuneplantillæg og lokalplan skal der følge en sammenfattende miljøredegørelse for:
- hvordan miljøhensyn er integreret i planen eller programmet,
- hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
- hvorfor den godkendte eller vedtagne plan eller det godkendte eller vedtagne program er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der har været behandlet, og
- hvordan myndigheden vil overvåge de væsentlige indvirkninger på miljøet af planen eller programmet.
En § 25-tilladelse til et større energianlæg, er en tilladelse til et konkret projekt. En sådan tilladelse skal ske på baggrund af ansøgningsmaterialet, miljøkonsekvensrapporten og de supplerende bemærkninger som er indsendt til Favrskov Kommune under den offentlige høring af miljøkonsekvensrapporten. Høringen vil typisk ske samtidig med en offentlig høring af planforslagene.
En § 25-tilladelse indeholder specifikke vilkår til såvel opstilling, drift og efterfølgende nedtagning af energianlægget. Herudover kan den indeholde en række krav til overvågning af miljøpåvirkninger og sikring af diverse beskyttelsesinteresser.