Afdelingsleder for Botilbuddene Hindhøjen og Fuglebakken

Voksenhandicap søger ny afdelingsleder med tiltrædelse 1. januar 2027.

Her kan du læse job- og personprofilen til stillingen som afdelingsleder for botilbuddene Hindhøjen og Fuglebakken

Læs de første afsnit af job- og personprofilen her

Området Voksenhandicap hører organisatorisk til Socialområdet under forvaltningen Social og Sundhed.

Socialområdet

Visionen for Social og Sundhed er sammen om et sundt og værdigt liv. Vi arbejder kontinuerligt med at omsætte visionen til en mere konkret tilgang, så vi sikrer, at vi understøtter indsatser, som pejler ind i visionen. Vi arbejder med organisatoriske mål, som betyder, at indsatserne, som vi tilbyder, skal have borgernes drømme, ambitioner og mål for eget liv som udgangspunkt.

Socialområdet består organisatorisk af de to udførerområder Social og Psykiatri og Voksenhandicap samt Myndighed og Administrationen. Nedenstående diagram afspejler Socialområdets organisering pr. 1. oktober 2026.

Afdelingslederen på Botilbuddene Hindhøjen og Fuglebakken refererer til områdelederen for Voksenhandicap.

Som afdelingsleder vil du blive en del af et lederteam, som ud over dig består af fire afdelingsledere, der i tæt samarbejde med områdelederen er med til at definere det samlede voksenhandicapområde i kommunen.

Se vores fælles værdier og vigtige ledelseskompetencer her

Voksenhandicap

Voksenhandicap er en mangfoldig organisation med en række forskellige indsatser til borgere med fysiske handicap. På Hindhøjen og Fuglebakken vil du komme til at stå i spidsen for i alt 25 medarbejdere med forskellige faglige baggrunde og kompetencer. Du vil ligeledes være leder for en koordinator.

Nogle af de områder, som du vil få ansvar for som afdelingsleder på Hindhøjen og Fuglebakken, er:

  • Samling og teambuilding af medarbejdergruppen efter ansættelse af nye medarbejdere. 
  • Fastholde en kultur, som skaber trivsel og et godt arbejdsmiljø for medarbejdergruppen, så de har de bedste forudsætninger for at arbejde med forløbstankegang hos de borgere, vi støtter.
  • Organisere og lede opgaver og indsatser, så medarbejdere og borgere får mest mulig handle- og beslutningskompetence. 
  • Ledelsesmæssigt understøtte og følge op på de handleplaner, der skal styrke dokumentationen og de faglige tilgange.
  • Omsætte områdets vision og strategier, så der skabes fælles retning, mindset og følgeskab til vores fælles opgaveløsning. 
  • Formulere og arbejde med målbare udviklingsmål og strategier på både fælles og lokalt niveau. 
  • Overblik over eget budget, så der sikres sikker drift og sammenhængende budgetter. 
  • Sikre fokus på en recoveryorienteret og rehabiliterende tilgang og tænkning, som skal kunne ses afspejlet i indsatserne på voksenhandicapområdet.

De forskellige afdelinger i Voksenhandicap er:

  • Botilbuddet Elbæk er et døgndækket botilbud med 39 boliger, der ligger i den nordlige del af Hadsten sammen med aktivitetscentret Elbæktoften. Botilbuddet er for voksne handicappede, der har udviklingshæmning som deres primære handicap. Nogle beboere har også Alzheimer, autismespektrumforstyrrelse, sjældne syndromer og syns- og hørehandicaps.
  • Botilbuddet Ellemosevej er et døgndækket botilbud med 41 boliger fordelt på fire huse, der ligger i den nordlige del af Hadsten. Botilbuddet er for voksne handicappede med betydelig varig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.
  • Botilbuddet Hindhøjen er et døgndækket botilbud med 24 boliger fordelt på tre huse, der ligger i den nordlige del af Hinnerup. Botilbuddet er for voksne handicappede med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt synshandicap.
  • Botilbuddet Fuglebakken er et mindre bofællesskab med otte boliger uden døgnstøtte, der ligger i den nordlige del af Hinnerup. Bofællesskabet er for voksne, der primært har psykiske handicaps.
  • Naturværket er et aktivitetstilbud, der ligger i naturskønne omgivelser i det nordlige Hinnerup. Aktivitetstilbuddet er et dagtilbud til voksne med sociale, fysiske eller psykiske handicaps. På Naturværket deltager borgerne i aktiviteter, beskæftigelse og samvær, som primært foregår udendørs hele året rundt.
  • Elbæktoften er et aktivitetscenter, der ligger sammen med botilbuddet Elbæk i det nordlige Hadsten. Aktivitetstilbuddet er et dagtilbud til voksne med fysiske og psykiske handicaps. Elbæktoften tilbyder aktivitet, samvær og beskyttet beskæftigelse. For unge under 25 år, der er i målgruppen for aktivitetscentret, er det muligt at tage Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) på Elbæktoften.

Vi tilbyder

En spændende afdelingslederstilling på et veldrevet og velfungerende botilbud, hvor der er en unik mulighed for at være med til at skabe et samlet tilbud efter udvidelsen.

  • En aktiv rolle og ansvar for at skabe retning og udvikling for tilbuddet.
  • Engagerede og fagligt kompetente medarbejdere.
  • Ledelsesfællesskab med plads til sparring og faglig udvikling.
  • En organisation, der prioriterer ledelse og gerne vil arbejde for at styrke rammen for afdelingslederne. 
  • Administrativ støtte til ledelsesopgaven.
  • Et tæt samarbejde med myndighed og samarbejdspartnere, så vi skaber de bedst mulige indsatser for borgerne.
  • Højt til loftet og et godt arbejdsmiljø.

Afdelingslederens profil

Afdelingslederen for botilbuddene Hindhøjen og Fuglebakken skal sikre en fagligt funderet og sikker drift, så vi tilbyder den bedst mulige indsats over for de borgere, som bor på Hindhøjen og Fuglebakken. Du skal kunne understøtte trivsel og et godt arbejdsmiljø i en omstillingstid.

Du skal kunne stå sikkert i komplekse situationer og kunne bevare hovedet koldt og hjertet varmt. Du skal brænde for voksenhandicapområdet og møde det enkelte menneske med respekt og anerkendelse for personens håb og drømme for eget liv.

Afdelingslederen skal kunne dokumentere flest mulige af nedenstående kompetencer:

  • En social- eller sundhedsfaglig uddannelse, der matcher stillingens indhold. 
  • Erfaring som leder vægtes højt. 
  • Du kan også have dokumenteret talent for ledelse. 
  • Du har en relevant ledelsesmæssig efteruddannelse eller er indstillet på at tage en diplomuddannelse i ledelse.
  • Du har erfaring fra voksenhandicapområdet.
  • Du er fagligt nysgerrig og har viden om, hvad der rører sig på området.

Afdelingslederen skal kunne dokumentere flest mulige af nedenstående personlige og ledelsesmæssige kvalifikationer:

  • Du forstår vigtigheden af at arbejde på tværs og ser potentialer og nye muligheder i tværgående opgaveløsninger. 
  • Du har fokus på, at der sker en tidlig involvering af relevante parter i processer med henblik på at sikre en fælles retning. Du giver plads til andres meninger og ideer.
  • Du er i stand til at arbejde med de paradokser, der kendetegner området. For eksempel balancen mellem behovet for forandringer og behovet for stabil drift.
  • Du har en grundlæggende interesse for gennem dialog at udvikle relationerne til ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere. 
  • Du har fokus på at skabe resultater og forbedringer i opgaveløsningen.
  • Du går forrest og skaber begejstring og arbejdsglæde. Du arbejder anerkendende og bidrager til en involverende og inkluderende kultur.
  • Du delegerer opgaver i tillid til, at medarbejdere yder deres bedste.
  • Du er bevidst om vigtigheden af både at lede nedad, udad og opad.
  • Du agerer loyalt over for kommunens og områdets beslutninger, strategier og værdier.
  • Du har humor, og du bruger den aktivt i din hverdag – også når tingene er svære.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen og aflønningen vil ske efter gældende overenskomst.

Der vil blive indhentet straffeattest på den person, som tilbydes ansættelse i stillingen.

Yderligere oplysninger

Ansættelsesudvalget består af følgende:

  • Områdeleder for Voksenhandicap: Eva Stride (formand)
  • En afdelingsleder
  • En TR-repræsentant
  • To medarbejderrepræsentanter

Ved anden samtale deltager rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen og socialchef Jørn Nielsen også.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om jobbet eller har spørgsmål til job- og personprofilen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Eva Stride på tlf. 22 18 16 05 eller e-mail [email protected] 

Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ansættelsesproces

Ansøgningsfristen er søndag 18. oktober 2026.

Ansøgning vedlagt CV og relevante bilag skal du indsende via favrskov.dk/job

Der vil være to samtaler: Første samtale holdes fredag 6. november, og anden samtale holdes mandag 16. november. Mellem samtalerne vil der være en test, og tilbagemeldingen på testen er onsdag 11. november. Efter anden samtale indhenter vi referencer.

Tiltrædelse forventes at være 1. januar 2027.