Afdelingsleder for Specialrådgivningen for Børn 

Se generel introduktion til Favrskov Kommune: "Når du søger job: Om Favrskov Kommune generelt"

Børn og Kultur

Børn og Kultur består af fire fagområder med hver deres chef og et tværgående sekretariat.

Direktøren for Børn og Kultur udgør sammen med de fem chefer forvaltningens chefgruppe, som arbejder tæt sammen i hverdagen. Tilgangen til arbejdet i chefgruppen er præget af åbenhed og rettet mod at se fælles muligheder i opgaveløsningen. Chefgruppen har forpligtet sig på det tværgående samarbejde og på, hvordan de enkelte fagområder kan bidrage til de fælles strategiske mål. Det er også et selvstændigt mål, at samarbejdet i chefgruppen skal være præget af fællesskab, sammenhold, humor og åbenhed om egen ledelsespraksis.

Børn og Kultur beskæftiger ca. 1.880 medarbejdere og har et samlet årligt driftsbudget på godt 1 mia. kr.

I Favrskov Kommunes Børne- og ungepolitik beskrives de overordnede målsætninger for arbejdet med børn og unge i dagtilbud, skole, fritid og på børne- og familieområdet.

Den grundlæggende tilgang i Børn og Kultur er, at vi er sammen om opgaven med at lave god kommunal velfærd for familierne i Favrskov Kommune. Vi har på tværs af vores fagområder høje ambitioner for børn og unges læring, udvikling og trivsel, og vi er optaget af familiens betydning herfor.

Nedenfor vises organisationsdiagrammet for Børn og Kultur:

Organisationsdiagram for Børn og Kultur

De fem chefområder i Børn og Kultur har fordelt opgaverne mellem sig på følgende måde:  

Sekretariatet

Sekretariatet er ansvarlig for den administrative betjening af Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, samt Børn og Unge-udvalget. Sekretariatet varetager Børn og Kulturs fælles administrative funktioner og understøtter de øvrige chefområder med en række administrative og analytiske opgaver. 

Børn og Familie

Børn og Familie varetager myndighedsopgaver i forhold til udsatte børn og unge samt til børn og unge med funktionsnedsættelser. Desuden forestår Børn og Familie opgaver inden for PPR, familiebehandling, kontaktpersonsordninger, rådgivning af plejefamilier samt en døgninstitution til børn og unge (Åhuset).  

Dagtilbud

Dagtilbud står for driften og udviklingen af kommunens alderssvarende fleksible pasningstilbud til kommunes børn fra 0-6 år. I Favrskov omfatter tilbuddene dagpleje, vuggestuer og børnehaver. 

Skole

Skole forestår alle undervisnings-, specialundervisnings- og fritidstilbud til alle børn og unge i Favrskov Kommune. Det gælder også ungdomsskole og ungdomsklubber.
Kultur og Fritid tager sig af drift og udvikling af biblioteker, kulturhuse, musikskole, kommunale haller, idrætsanlæg og folkeoplysningsområdet.

Børn og Familie

Børn og Familie er en del af Børn og Kultur, der har et fælles ansvar for at understøtte den bedst mulige prioritering af ressourcer og indsatser til gavn for børn og familier i Favrskov. Der er i Børn og Kultur mange tværgående indsatsområder, som chefgruppen har et fælles ansvar for at skabe resultater for. Det handler bl.a. lige nu om forebyggelse af skolefravær, stærkere læringsfællesskaber og en vision for fremtidens folkeskole, hvor der også i Børn og Familie er et tværgående blik i relation til opgaveløsningen.

For de forskellige afdelinger gælder, at der lægges vægt på samarbejde både internt og eksternt, på tværs af afdelinger, forvaltninger, og hvor det er relevant. Det vægtes højt, at der inddrages relevante samarbejdspartnere i den konkrete sag.

Børn og Familie er organiseret således:

Organisationsdiagram viser Børn og Familie med chef Charlotte Bøcher og 4 underordnede ledere

Specialrådgivningen for Børn, Modtagelsen og Familierådgivningen træffer myndighedsafgørelser inden for Barnets Lov og Serviceloven og samarbejder tæt i myndighedsfunktionen vedrørende udsatte børn, unge og familier. Afdelingerne er specialiserede på hver deres område:

Specialrådgivningens målgruppe er børn, unge og familier, hvor de udfordringer, der gør sig gældende, primært udspringer af barnets eller den unges funktionsnedsættelse. Afdelingen træffer myndighedsafgørelser for de handicapkompenserende ydelser samt på foranstaltningsområdet.

Modtagelsen yder råd og vejledning, samt behandler underretninger og ansøgninger i alle nye sager. Efter screening bliver sagerne lukket eller fordelt til enten Familierådgivningen eller Specialrådgivningen. De har også en funktion som fremskudt socialfaglig rådgiver på skoler og i daginstitutioner. 

Familierådgivningens målgruppe er sårbare børn, unge, deres familie og netværk. Her ydes alt fra råd, vejledning og mindre indgribende indsatser af kortere varighed til mere indgribende og intensive indsatser af lang varighed, herunder også anbringelsesområdet.

Udførerområdet består af Åhuset, som er et døgntilbud til anbragte børn og af Familie- og Ungehuset, som varetager ambulante indsatser for børn, unge og familier. Desuden er familieplejekonsulenterne tilknyttet området.

PPR har til opgave at understøtte og varetage forebyggende indsatser samt specialpædagogiske opgaver på 0-18-års området i samarbejde med skoler, institutioner, forældre og børn.

PPR omfatter logopæder, læsekonsulent, specialundervisningskonsulent, fysio- og ergoterapeuter, specialpædagogiske vejledere og psykologer.

Afdelingsleder for Specialrådgivningen for Børns opgaver

Afdelingslederen for Specialrådgivningen referer til chefen for Børn og Familie og arbejder tæt sammen med Børn og Families ledergruppe om at fremme børn og unges trivsel og udvikling.

De overordnede ledelsesopgaver er:

  • Faglig og personalemæssig ledelse af Specialrådgivningen
  • At skabe rammen for den gode arbejdsplads og herunder et godt arbejdsmiljø
  • Sikre lovmedholdelighed i sagerne
  • Økonomi og budgetansvar
  • Fælles ledelse med dine kolleger i lederteamet, så vi udvikler Børn og Familie sammen
  • Tæt samarbejde med vigtige samarbejdspartnere i Skoler, Dagtilbud, Jobcentret, Handicap og Psykiatri m.v.

Opgaverne i Børn og Familie har en tværfaglig karakter, hvor barnet og familien er i centrum for samarbejdet. Der er aktuelt fokus på vores stigende udgifter til tabt arbejdsfortjeneste, udviklingen indenfor, hvilke børn der omfattes af målgruppen for handicapkompenserende ydelser, kontraktforhandling på vores anbringelser samt overgange og overdragelse af børnene/de unge til voksenområdet. 

Afdelingslederen af Specialrådgivningen har en central rolle i at facilitere og optimere det tværfaglige samarbejde internt i Børn og Familie, i Børn og Kultur og med de øvrige forvaltninger i Favrskov Kommune. Især samarbejdet med folkeskoler, dagtilbud, myndighed på voksenområdet, visitation, hjælpemidler og beskæftigelsesområdet er vigtigt.

Dit ansvarsområde bliver kompenserende- og familierettede indsatser til familier med børn eller unge med funktionsnedsættelser, anbringelser, herunder kontraktforhandling, at sikre den gode overgang til voksenområdet m.m. Vi søger en leder, der brænder for dette område, og som forstår, at ledelse på dette område både kræver stor lovgivningsmæssig forståelse, fokus på samarbejde, stærke kommunikative evner og at kunne møde vores borgere der, hvor de er - som børn, unge og familier i en svær situation.

Kompetencer

Der er forskellige og høje forventninger til lederen af Specialrådgivningen. Du skal derfor kunne leve op til flest muligt af følgende vigtige kvalifikationer og kompetencer:

Formelle kompetencer

  • Socialrådgiver eller jurist som grunduddannelse
  • Ledererfaring – meget gerne fra området, men som minimum inden for barnets lovs bestemmelser
  • Gerne lederuddannelse, eller interesseret i at få en
  • Gode kommunikative evner og naturlig autoritet i din ledelse. Vi vægter højt, at du kan kommunikere ærligt, tydeligt og skabe forståelse
  • Forstår at udøve tværfaglig ledelse i praksis
  • Du har erfaring med og flair for økonomistyring og -dokumentation og kan håndtere prioritering af indsatser under hensyn til både socialfaglig effekt og økonomiske hensyn.

Personlige og ledelsesmæssige kompetencer 

Du har en naturlig autoritet og optræder professionelt, men også med overskud og lyst til en uformel tone i hverdagen. Det må også gerne ses ved, at du er rodfæstet, når der er blæst om din afdelings indsatser, men også er lydhør for undring og kritik fra omverdenen. Og så er det en fordel, at du har humor, empati og selvindsigt i dine egne værdier og ledelsesstil.

Både medarbejdere, lederkolleger og politikere forventer, at du er handlekraftig, når der er behov for beslutsomhed, og at du ved, hvornår du bør vurdere en sag en ekstra gang. Det betyder samtidig, at du har fokus på, at arbejdsgangene er effektive og sikrer mest mulig tid til den faglige indsats. Du følger naturligvis op, arbejder struktureret og overholder deadlines.

Det forpligtende samarbejde med mange parter kræver, at du er troværdig, relationel og skaber tillid omkring dig. Det gælder også i din personaleledelse, hvor det vil blive værdsat, at du er anerkende, nysgerrig og inddragende. Når du delegerer opgaver, må der meget gerne følge både motivation, støtte og opbakning med. Din feedback på opgaveløsningen skal være fremmende for udvikling og arbejdslyst.

I Børn og Familie træffes mange, og ofte vanskelige afgørelser, som har stor betydning for de børn og familier, der er berørt. Som leder udfordrer du dine medarbejderes vurderinger og beslutninger, men du bakker også op og tager medansvar i de svære sager.

Favrskov Kommune tilbyder

Vi tilbyder en spændende lederstilling, med stor selvstændig kompetence og tæt samspil med chefen for Børn og Familie og ledergruppen i Børn og Familie. Du bliver en del af et meget velfungerende og erfarent lederteam, hvor vi arbejder sammen om at have fokus på helhedssynet på børnene og familierne, og at vi opleves som ”én kommune”.

Stillingen rummer potentiale for udvikling, både personligt, fagligt og ledelsesmæssigt. Specialrådgivningen er en meget stærk faglig afdeling med meget dygtige medarbejdere. Vi er aktuelt i gang med et Taskforce-forløb sammen med Social- og Boligstyrelsen og Ankestyrelsen – et forløb, vi selv har taget initiativ til. Vi vil gerne udvikle os og blive bedre, også selvom standarden i forvejen er høj.

Her er virkelig tale om en dejlig arbejdsplads, med en god stemning og sund kultur. Favrskov Kommune arbejder løbende med at udvikle kommunen som en attraktiv og effektiv arbejdsplads.

Det primære arbejdssted for lederen af Specialrådgivningen er administrationsbygningen i Hvorslev, men du må også forvente arbejdsdage på flere af kommunens øvrige adresser.

Der vil blive indhentet straffe- og børneattest på den person, som tilbydes ansættelse i stillingen.

Yderligere oplysninger

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om jobbet eller har spørgsmål til job- og personprofilen, er du velkommen til at kontakte Charlotte Bøcher, chef for Børn og Familie, på 23 43 17 42.

Alle henvendelser vil naturligvis blive behandlet fortroligt.

Ansættelsesproces

Ansættelsesudvalget består af:

  • Charlotte Bøcher, chef for Børn og Familie (formand)
  • Louise Lassen, afdelingsleder, Familierådgivningen og Modtagelsen
  • Hans-Peter Petersen, afdelingsleder, PPR 
  • Rikke Seliger, tillidsrepræsentant for socialrådgiverne
  • Johanne Tanderup, medarbejderrepræsentant, Specialrådgivningen

Ansøgningsfristen er fredag 9. oktober 2026, hvor ansøgninger skal være modtaget via vores hjemmeside.

Mandag 19. oktober 2026 udvælger ansættelsesudvalget kandidater til første samtale, der finder sted torsdag 22. oktober 2026. Efter første samtalerunde udvælges kandidater til anden samtale, der foregår torsdag 29. oktober 2026.

De kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en personlighedstest. Tilbagemeldingen foregår tirsdag 27. oktober 2026, og i den forbindelse vil der også være mulighed for en uformel drøftelse med chefen for Børn og Familie.

Thomas Born Smidt, direktør for Børn og Kultur, deltager i anden samtalerunde.  
Rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen medvirker ved test og testtilbagemelding mellem første og anden samtale, samt ved anden samtale.

Der bliver indhentet referencer i forbindelse med afholdelse af 2. samtale.

Tiltrædelse forventes pr. 1. december 2026.