Afdelingsleder Vand og Natur

Vores tidligere afdelingsleder for Vand og Natur-området har fået nyt job i en anden kommune, og vi har nu en rigtig spændende og udviklende lederstilling, der skal besættes. Vand og natur vil være omdrejningspunkterne i afdelingens opgaveportefølje, emner som taler ind i meget vigtige politiske dagsordner. Vores nye afdelingsleder får også mulighed for at sætte et aftryk direkte ind i klimadagsordnen via emner som skovrejsning, vådområder og biodiversitet, som også er forankret i afdelingen.

Favrskov Kommune er en vækstkommune med aktuelt 49.400 indbyggere, og væksten forventes at fortsætte de kommende år. Vi lægger vægt på en positiv modtagelse af de nye borgere og virksomheder, der kommer til Favrskov. Samtidig ønsker vi, at væksten bidrager til en positiv udvikling i balance med vores natur, miljø og lokalsamfund, så vi sikrer plads til Favrskovs varierede landskab, der indeholder både natur, landbrug og skovbrug.

Læs om Favrskov Kommune generelt her

Teknik og Miljø

Favrskov Kommune har store ambitioner for kommunens fysiske udvikling. De fire hovedbyer vokser, og der kommer løbende flere virksomheder til. Samtidig trives og udvikles vores landsbyer. Denne vækst og udvikling skal ske i en god balance med klima, natur og det lokale miljø. Vand og natur ses som vigtige ressourcer, der skal beskyttes og inddrages i udviklingen af vores attraktive lokalsamfund.

Alt dette medfører betydelige planlægnings- og investeringsopgaver, der skal varetages i samarbejde med borgere, virksomheder og foreningsliv, og Byrådet prioriterer løbende forholdsvis store ressourcer til anlæg, klimaindsats og planlægning.

Favrskovs ambitioner stiller store krav til opgaveløsningen i Teknik og Miljø. Vi siger om os selv, at ”Vi skaber gode fysiske rammer for livet i Favrskov” – og det gør vi med det tværgående samarbejde i fokus. Teknik og Miljø beskæftiger cirka 180 medarbejdere, heraf 100 i administrationen.

Nedenfor kan du se Teknik og Miljøs organisation: 

Direktøren for Teknik og Miljø udgør sammen med cheferne forvaltningens chefgruppe. Chefgruppen arbejder tæt sammen, tilgangen til arbejdet i chefgruppen er præget af tillid og åbenhed, og er rettet mod at se fælles muligheder i opgaveløsningen. Den samlede ledergruppe i Teknik og Miljø består af chefgruppen og i alt 4 afdelingsledere, hvoraf den ene afdelingsleder vil referere til Natur- og miljøchefen.

Som det er gældende i Teknik og Miljø, så udgør Natur- og miljøchefen sammen med afdelingslederen for Natur og Vand områdets ledergruppe og arbejdet er præget af tillid, åbenhed og fælles muligheder som omdrejningspunkter.

Natur og Miljø beskæftiger godt 30 medarbejdere.

Opgaver og forventninger

Natur og Miljø løser myndigheds-, drifts- og udviklingsopgaver og leverer god service til borgerne inden for hele natur- og miljøområdet. Vi søger en leder, der skal stå i spidsen for ca. 20 dygtige og motiverede medarbejdere, og som med hjertet i natur- og vandområdet har blik for de tværgående løsninger.

Som leder for Vand og Naturafdelingen får du ansvaret for den daglige ledelse, udvikling af afdelingen og understøttelse af det tværfaglige samarbejde i forvaltningen. Samtidig har du mulighed for at fremme initiativer i forbindelse med blandt andet etablering af vådområder, grundvandsbeskyttelse, klimatilpasning og biodiversitet. Vi forventer, at du bidrager til de gode samarbejdsrelationer både internt i organisationen og med eksterne aktører og interessenter.

Natur- og Miljøområdet er præget af mange, ofte modsatrettede interesser, som kræver gode koordinationsevner og lyst til at finde løsninger i fællesskab for at kunne lykkes. Sammen med Natur- og miljøchefen sætter du de overordnede rammer for opgaveløsningen i afdelingen, og du bidrager til at skabe helhedsorienterede og sammenhængende løsninger både i forhold til drifts-, myndigheds- og udviklingsopgaver.

Natur- og miljøchefen står i spidsen for to afdelinger, Vand og Natur samt Virksomheder og Landbrug. Begge afdelinger løser komplekse opgaver inden for natur- og miljøområdet. Medarbejderne i afdelingen Virksomheder og Landbrug referer direkte til Natur- og miljøchefen.

Nedenfor kan du se organiseringen i Natur og Miljø.

”Virksomheder og Landbrug” arbejder bl.a. med 

  • miljøgodkendelser og miljøtilsyn på virksomheder og landbrug
  • klagesager og affald
  • biogas, energi og varme.

”Vand og Natur” arbejder bl.a. med 

  • vandforsyning og grundvandsbeskyttelse, jordforureninger og jordflytninger
  • myndighedsbehandling i henhold til naturbeskyttelsesloven og vandløbsloven
  • udledningstilladelser samt klimatilpasning.
  • biodiversitet, vandløbsvedligeholdelse, pleje af naturområder, skovrejsning, naturvejledning
  • vådområde- og vandløbsprojekter.

Vand- og Naturafdelingen er opdelt i fire faglige teams, som varetager fagligt beslægtede opgaver. De fire teams er navngivet Team Natur, Team Vandløb, Team Spildevand og Jord samt Team Grundvand.

I de kommende år vil de væsentligste faglige fokusområder for afdelingen for Vand og Natur være:

  • Understøtte myndighedsbehandling og implementering af forvaltningens mange anlægsprojekter og byudviklingsplaner
  • Bidrage til fremtidssikring af kommunen mod klimaforandringer
  • Koordinering af den langsigtede grundvands- og byplanlægning
  • Tæt, forpligtende dialog med Favrskov Forsyning, blandt andet om implementering af spildevandsplanen
  • Opfyldelse af statens vandområdeplaner, bl.a. med etablering af vådområder- og vandløbsprojekter
  • Udarbejdelse og implementering af biodiversitetshandleplaner
  • Skovrejsning i samarbejde med vandværker og Naturstyrelsen
  • Indtænke og fremme naturen til glæde for friluftsliv og bosætning
  • Kommunale opgaver med ophæng til sommerens ”Aftale om et grønt Danmark”

Referenceforhold

Afdelingslederen for Vand og Natur refererer til Natur- og miljøchefen og er medlem af Teknik og Miljøforvaltningens samlede ledergruppe.

Afdelingslederne i Teknik og Miljø har fagspecifikke erfaringer og kompetencer på deres respektive ansvarsområder, og forventes at bidrage aktivt til ledergruppens samarbejde og udvikling. Der lægges vægt på gensidigt forpligtende samarbejdsformer med en varierende rollefordeling. Du skal således kunne indgå som både tovholder og leverandør, afhængig af den konkrete opgave.

Natur- og miljøchefen er ansvarlig for helhedsledelsen i Natur og Miljø, som afdelingslederen for Vand og Natur aktivt skal bidrage ind i. Afdelingslederen har fokus på medarbejdernes udvikling og trivsel samt på deres fælles opgaveløsning.

Afdelingslederen skal sikre effektivitet og kvalitet i afdelingernes opgaveløsning og understøtte forvaltningens service over for borgere og virksomheder.

Dine kompetencer

For at få succes i jobbet som leder for Vand og Natur i Favrskov Kommune er det vigtigt, at du skal kunne dokumentere og/eller identificere dig med flest mulige af nedenstående kompetencer og forventninger:

Formelle kompetencer

Du kan dokumentere erfaring, resultater og succes fra politisk styrede organisationer, og du kan se jobbet i et personligt og ledelsesmæssigt udviklingsperspektiv.

Vi forestiller os, at du:

  • har en relevant faglig uddannelse måske suppleret med en lederuddannelse
  • har erfaring med personaleledelse herunder ledelse af fagspecialister   
  • har erfaring med offentlig forvaltning og beslutningsprocesser, gerne fra den kommunale verden

Personlige og ledelsesmæssige kompetencer 

  • Du er en nærværende, åben og dialogorienteret leder, som bidrager i samspillet med direktion, chefer, afdelingsledere og medarbejdere
  • Du er løsningsorienteret, har fokus på at nå de politiske mål og overholde de økonomiske rammer 
  • Du er god til at delegere opgaver, involvere, og du er tydelig i dine forventninger til andre
  • Du har analytiske evner og sætter dig hurtigt ind i komplekse problemstillinger 
  • Du begår dig i en ledergruppe, og understøtter det tværfaglige samarbejde
  • Du er en dygtig kommunikator, og kan formidle komplicerede sammenhænge tydeligt på skrift og i tale 
  • Du skaber og fastholder motivation og går forrest med begejstring 
  • Du giver og modtager feedback på en konstruktiv og fremadrettet måde og sætter tydelig retning
  • Du har humor, empati, selvindsigt og evner at reflektere over egne værdier og ledelsesstil
  • Du fremmer den psykologiske tryghed og trivsel gennem tillid og tydelige forventninger

Løn- og ansættelsesforhold

Favrskov Kommune tilbyder: 

  • Et job med muligheder for udvikling og indflydelse, et spændende fagligt og kollegialt miljø samt en gruppe engagerede og loyale medarbejdere.  
  • Ansættelsen sker som udgangspunkt på overenskomstvilkår med et årligt lønniveau på ca. 670.000 kr. ekskl. pension.
  • Arbejdsstedet for afdelingslederen for Vand og Natur er administrationsbygningen, Torvegade 7 i Hammel. Der er gode muligheder for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet.

Ansættelsesprocedure

Ansættelsesprocessen forventes at foregå efter følgende plan:

  • Ansøgningsfristen er torsdag 5. september 2024. Vi indkalder til samtale tirsdag den 10. september
  • Første samtale med ansættelsesudvalget er torsdag 12. september
  • Anden samtale med ansættelsesudvalget er mandag 23. september fra middag.
  • Som led i ansættelsesprocessen bliver der mellem 1. og 2. samtale udarbejdet en personprofil. Personprofilen udarbejdes på baggrund af en test. Du skal herefter deltage i en tilbagemelding på personprofilen onsdag 18. september om formiddagen 
  • Tiltrædelse forventes pr. 1. november 2024.

Vi indhenter referencer efter nærmere aftale inden endelig aftale om ansættelse.

Ansættelsesudvalget består af:

  • Birthe Jordt, Natur- og miljøchef
  • Pernille Bugge Svensson, Afdelingsleder for Byg
  • Anne Thuesen Holst, medarbejder repræsentant for Team Spildevand og Jord
  • Christian Ørskov, medarbejder repræsentant for Team Natur
  • Karina Amdi Sørensen, medarbejder repræsentant for Team Vandløb
  • Ivar Feldsager Rosendahl, medarbejder repræsentant for Team Grundvand

Desuden deltager rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen ved tilbagemelding på test samt i 2. samtale. Direktør for Teknik og Miljø Sidsel Homann deltager i 2. samtale.

Yderligere oplysninger

Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte Natur- og miljøchef på [email protected] eller telefon 24 67 02 05.

Søg jobbet via favskov.dk/job