Idrætsbørnehuset Bavnehøj er en integreret institution i Hadsten
Idrætsbørnehuset Bavnehøj er en integreret institution med 26 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn.
Vi er en del af dagtilbudsområde Hadsten By med fælles områdeleder, forældrebestyrelse og principper for forældresamarbejde.
Åbningstid
- Mandag til torsdag: 6.30 - 17.00
- Fredag: 6.30 - 16.00
Hverdagen i Idrætsbørnehuset Bavnehøj
Vi har to vuggestuegrupper - Klatretrolde og Tumletrolde og tre børnehavegrupper - Stjerner, Farthelte og Superhelte.
Børnene i børnehaven er blandet i alder. Efteråret inden skolestart, samles de kommende skolebørn i en gruppe.
Mere om Idrætsbørnehuset Bavnehøj
I vuggestuen fokuserer vi på det nære, på tryghed og på, at hvert barn skal have mulighed for at opleve og sanse verden i eget tempo.
Vores hverdag er præget af god tid. Vi prioriterer at have tid til at kigge længe på f.eks. en gravemaskine eller får, eller vende træstubbene på legepladsen for at kigge efter krible/krable-dyr. Og så er det vigtigt for os, at vi helt fysisk er i øjenhøjde med børnene. Derfor er vi voksne meget på gulvet.
Vi åbner klokken 6.30, hvor vi er sammen med børnene fra børnehaven. Vi mødes på den stue, der hedder Klatretroldene. Her er der mulighed for at spise medbragt morgenmad indtil klokken 7.00. Klokken 7.00 går børnehavebørnene i børnehaven.
Cirka kl. 8.30 samles vi på stuen og har morgensjov. Her får børnene sagt godmorgen til alle vennerne, vi synger og laver forskellige bevægelsesaktiviteter.
Omkring kl.9.00-10.30 har vi gang i dagens aktiviteter. Det kan både være planlagte og spontane aktiviteter, vi laver bl.a. børneyoga, har sproggrupper, tager på tur, går i hallen eller er på legepladsen. Vi deler os i mindre grupper.
Ved 10.30-tiden er vi klar til at spise frokost. Til frokost sidder vi i faste bordgrupper, hvor en voksen sidder sammen med en mindre gruppe børn. Med de ældste børn øver vi selvhjulpenhed, f.eks. at tage mad fra fadet, skære med kniv osv. og med alle børn øver vi os i at få øje på hinanden og have en stille og rolig dialog ved bordet.
Når vi er færdige med at spise, kommer børnene på skift med på badeværelset, hvor de får hjælp til selv at tage tøj af og blive klar til lur. Når børnene er lagt ud for at sove, kan de indimellem have brug for hjælp til at finde ro, og så vil en voksen stå ved børnene, hvor vi f.eks. synger en rolig sang, holder i hånd eller vugger lidt med barnevognen. De ældste børn sover inde på madras; der er altid en voksen, der hjælper med at få puttet børnene og sidder hos dem, til de sover.
Når børnene vågner, hygger vi med stille aktiviteter, der er gode at vågne på. Derefter får de en ren ble, inden det kl.14 er tid til eftermiddagsmåltidet, som barnet har med hjemmefra.
Efter dette måltid, er vi klar til at lege lidt videre, enten ude eller inde. Det er også nu, at de første børn så småt begynder at blive hentet.
Fra klokken 16.00 samles vi med børnehaven på Klatretroldestuen eller på legepladsen (dette dog ikke fredag, da vi lukker kl. 16.00 om fredagen).
Vi åbner klokken 6.30, hvor vi er sammen med børnene fra vuggestuen. Vi mødes på den stue, der hedder Klatretroldene. Her er der mulighed for at spise medbragt morgenmad indtil klokken 7.00.
Klokken 7.00 går børnehavebørnene i børnehaven og begynder på små aktiviteter som at tegne, bygge LEGO, læse m.m. Det vil efter årstid og aktiviteter være forskelligt, om der tilbydes leg på stuerne, eller om vi går udenfor.
Cirka kl. 8.30 samles vi på stuen og har morgensjov. Her hilser børnene på alle vennerne, vi synger og laver forskellige bevægelsesaktiviteter.
Frem til frokost ca. kl. 10.45 er der forskellige tilbud. Hver stue har en turdag, hvor man kan tage ud og studere nærområdet eller en lidt længere tur.
Kl. 10.45 serveres der frokost på stuerne eller ude, når vejret tillader det.
Efter frokost går hele huset ud på legepladsen. Her er der mulighed for at lege på tværs af stuerne.
Kl. 12 sættes en planlagt aktivitet i gang for at hjælpe børn godt i gang på legepladsen, så de alle føler sig som en del af et fællesskab.
Til de børn, der har brug for at sove til middag, er der naturligvis mulighed for dette.
Kl. 13.45 serveres der medbragt eftermiddagsmad ude eller inde. Efter dette måltid, er vi klar til at lege lidt videre, enten ude eller inde. Det er også nu, at de første børn så småt begynder at blive hentet.
Fra klokken 16.00 samles vi med vuggestuen på Klatretroldestuen eller på legepladsen (dette dog ikke fredag, da vi lukker kl. 16.00 om fredagen).
Idrætsbørnehuset Bavnehøj er en del af den kommunale frokostordning og får leveret frokost af The Cantina. Der stemmes om frokostordning blandt institutionens forældre hvert andet år.
Medbring selv morgenmad, hvis dit barn ikke har spist hjemmefra.
Formiddagsmad i vuggestuen medbringes af forældre på skift.
Eftermiddagsmad til både vuggestuebørn og børnehavebørn medbringes hjemmefra.
Vi betragter forældrene som de vigtigste voksne i barnets liv, og derfor er et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem hjem og daginstitution helt centralt. Vores pædagogiske arbejde bygger på åbenhed, respekt og dialog, hvor vi sammen har fokus på barnets trivsel, udvikling, læring og dannelse.
Samarbejdet foregår via:
- Daglig dialog: Vi prioriterer den korte, men vigtige kontakt ved aflevering og afhentning. Her deler vi observationer og informationer, som er betydningsfulde for barnets hverdag.
- Samtaler: Vi tilbyder indkøringssamtaler, 2½ og 4½ års samtaler og overleveringssamtaler til både børnehave og skole, hvor vi i fællesskab sætter ord på barnets trivsel, styrker og udviklingsområder.
- Forældremøder og arrangementer: Vi inviterer løbende til møder og sociale arrangementer, hvor vi informerer om pædagogiske tiltag, skaber fællesskab og giver jer forældre mulighed for at mødes.
- Information: Vi kommunikerer via AULA og nyhedsbreve, så I forældre altid har indblik i institutionens hverdag og kommende aktiviteter.
- Inddragelse og medbestemmelse sker gennem forældreråd og forældrebestyrelsen samt i hverdagen, hvor I forældre får mulighed for at bidrage med idéer, erfaringer og perspektiver, som styrker vores pædagogiske arbejde.
Vi ønsker, at I forældre oplever jer som aktive medspillere i barnets liv i institutionen, og at I føler jer hørt, set og respekteret. Et godt forældresamarbejde giver børnene den bedste støtte, fordi der skabes en rød tråd mellem hjem og daginstitution.
Vores distriktsskole er Bavnehøjskolen, hvor størstedelen af børnene starter 1. marts i førskolen.
Efteråret inden børnene starter i førskole, samles de på tværs af de tre børnehavegrupper, hvor de er sammen fire formiddage om ugen. Her er der fokus på fællesskabet og på at lære de sociale spilleregler. Børnene er sammen med aldersvarende børn, hvor der kan laves alderssvarede aktiviteter og lege.
Personalet i Idrætsbørnehuset Bavnehøj er uddannet i pædagogisk idræt, hvor vi omsætter pædagogiske mål gennem idræt, leg og bevægelse.
Pædagogisk idræt er en integreret del af vores hverdag med særligt fokus på bevægelsesglæde og kropsforståelse. Samtidig har vi fokus på selvhjulpenhed eksempelvis i at tage tøj af og på og ved måltider.
I pædagogisk idræt kommer pædagogikken altid før idrætten – på holdnings- og værdiplan.
Børnene oplever hver dag, at idrætten, legen, bevægelse og ikke mindst fordybelse er omdrejningspunkt i alt, hvad vi foretager os.
Legemiljøerne i børnehuset er indrettet med plads og mulighed til fysisk bevægelse, men også med mulighed for stille fordybelse i et af vores mange læringsmiljøer. Vores rum er foranderlige, og vi justerer dem til børnegruppens behov.
I Idrætsbørnehuset Bavnehøj arbejder vi med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan.
Arbejdet med den pædagogiske læreplan tager udgangspunkt i et fælles pædagogisk grundlag, hvor det at være barn har værdi i sig selv. Den pædagogiske læreplan udgør forståelsen for og tilgangen til arbejdet med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
I Idrætsbørnehuset Bavnehøj er legen helt central i vores pædagogiske arbejde, fordi det er barnets vigtigste måde at lære, udvikle sig og danne relationer på.
De voksnes vigtigste rolle er at skabe trygge, inspirerende og varierende lege og læringsmiljøer, der indbyder til leg (både ude og inde). Vi voksne er MEDlegende voksne. Det betyder, at vi deltager aktivt i børnenes lege på deres præmisser. Vi følger børnenes ideer, tager roller på os og hjælper legen videre, hvis den går i stå. Vi voksne udvider og beriger med fx materialer, sprog eller nye vinkler, så legen bliver sjovere og mere lærerig – men uden at tage styringen fra børnene.
Vi hjælper også med at få alle børn med i legene, så ingen står uden for børnefællesskabet. Vi tilrettelægger hverdagen, så alle børn har mulighed for at deltage ud fra deres nærmeste udviklingszone. Vi vægter, at alle børn skal føle sig som en del af et fællesskab, hvor de oplever at høre til, kan deltage aktivt og føler sig vigtige i gruppen.
Vi arbejder ud fra et bredt læringsbegreb, hvor læring ses som noget, der sker hele dagen – både i de planlagte aktiviteter, i legen, i rutinerne og i det sociale samspil. Læring sker både i de strukturerede aktiviteter fx morgensjov og kreative aktiviteter, men også i de mere uformelle situationer fx når børnene hjælper med at dække bordet inden frokost, eller når børnene leger på legepladsen eller hjælper hinanden i garderoben. Barnet lærer bedst, når det føler sig som en del af fællesskabet og kan udfolde sig frit.
I Idrætsbørnehuset Bavnehøj arbejder vi hele tiden på at udvikle børnemiljøerne og vores pædagogiske praksis til gavn for børnene. Det gør vi blandet gennem vores tilsyn, observationer af hinandens praksis og på møder, hvor vi sparrer, evaluerer og reflekterer over vores pædagogiske praksis, så vi bedst muligt kan tilrettelægge en hverdag, hvor alle børn kan udvikle sig, lære og trives.
Inden dit barn starter, modtager I et velkomstbrev.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte den daglige leder. Du finder kontaktoplysninger nedenfor.
Tilsyn og forældretilfredshed for Idrætsbørnehuset Bavnehøj
Tilsyn
Tilsynet indgår som et vigtigt led i den løbende udvikling af kvaliteten i daginstitutionen, ligesom tilsynet er kommunens kontrol med, at daginstitutionen efterlever gældende lovkrav samt politiske mål og rammer, herunder den styrkede pædagogiske læreplan.
Forældretilfredshed 2026
Danmarks Statistik har i 2026 gennemført en forældretilfredshedsundersøgelse blandt forældrene.
Kontakt
Vuggestuen
Klatretrolde: 20 25 83 94
Tumletrolde: 24 90 05 25
Børnehaven
Farthelte: 24 90 05 22
Superhelte: 51 44 49 20
Stjerner: 30 44 24 21
Idrætsbørnehuset Bavnehøj
Skovvangsvej 24
8370 Hadsten
Tlf. 89 64 47 80
Daglig leder
Pia Kjærsgaard Johansen
Tlf. 23 82 51 60
[email protected]
Send ikke fortrolige eller følsomme oplysninger på mail