Områdeleder til Voksenhandicap
Voksenhandicap søger en ny områdeleder med tiltrædelse 1. februar 2027 eller snarest derefter.
Her i job- og personprofilen kan du læse mere om stillingen.
Se de første tre afsnit af job- og personprofilen her
Området Voksenhandicap hører organisatorisk til Socialområdet under forvaltningen Social og Sundhed.
Socialområdet
Socialområdet består af de to udførerområder "Social og Psykiatri" og "Voksenhandicap" samt "Myndighed og Administration".
Herunder organisationsdiagram pr. 1. december 2026.
Områdelederen på Voksenhandicap refererer til socialchefen.
Som områdeleder får du ansvar for et lederteam med fem afdelingsledere. Sammen sætter I retning for det samlede voksenhandicapområde.
Voksenhandicap
I Social og Sundhed i Favrskov Kommune arbejder vi ud fra en fælles vision: Sammen om et sundt og værdigt liv. Den forpligter os til at skabe rammer for et liv med selvbestemmelse, mening og deltagelse i fællesskaber. De bedste løsninger skaber vi sammen med borgerne, deres netværk og på tværs af fagligheder.
På Socialområdet har vi omsat visionen til et fælles strategihus. Recoveryorienteret rehabilitering er vores faglige fundament: Vi tager udgangspunkt i borgernes håb, ønsker og drømme og udvikler indsatser, der styrker deres muligheder for at leve et meningsfuldt liv.
Strategihuset samler fire fælles ambitioner:
- At fremme lighed i sundhed.
- At styrke vores faglige omdømme.
- At arbejde med systematisk og veldokumenteret ledelse og styring.
- At gøre borgernes indefra-perspektiv til en reel drivkraft i praksis.
På Voksenhandicap har vi omsat den fælles retning til faglige og strategiske pejlemærker. Kerneopgaven er at understøtte et værdigt liv, hvor borgerne er mest muligt i eget liv. Derfor arbejder vi med selvbestemmelse, mestring og deltagelse i meningsfulde fællesskaber – med afsæt i det, der motiverer den enkelte. Se pejlemærkerne her
Det kræver høj faglighed, refleksion og mod til at udfordre vante løsninger. Vi arbejder med fælles faglige metoder og systematisk dokumentation og er opmærksomme på de etiske dilemmaer, der opstår i balancen mellem omsorg, selvbestemmelse og fagligt ansvar.
Som ny områdeleder skal du omsætte ambitionerne til praksis gennem dine afdelingsledere. Du skal fastholde en tydelig faglig retning, styrke fælles læring og skabe rum for refleksion og nye løsninger. Samtidig får du ansvar for at udvikle tilbuddene, organisationen og samarbejdet på tværs.
Voksenhandicap har gennem de seneste år udviklet et stærkt fundament:
- Der er et tæt og forpligtende samarbejde mellem bosteder, afdelinger og afdelingsledere.
- Den fælles faglige retning er tydelig og forankret i høje ambitioner for borgernes liv og hverdag.
- Afdelingslederne har et reelt ledelsesrum og kan trække på sparring og støtte – også når situationer er vanskelige.
- Afdelingerne har en solid økonomisk styring.
- Voksenhandicap er en integreret del af Socialområdet med et tæt samarbejde med Social og Psykiatri samt Myndighed og Administration.
- Dokumentationsarbejdet har et godt udgangspunkt og skal fortsat udvikles og forankres i den daglige praksis.
- MED-samarbejdet fungerer godt og bygger på tæt og forpligtende dialog mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter.
Voksenhandicap omfatter følgende tilbud:
- Botilbuddet Elbæk er et døgndækket botilbud med 39 boliger, der ligger i den nordlige del af Hadsten sammen med aktivitetscentret Elbæktoften. Botilbuddet er for voksne handicappede, der har udviklingshæmning som deres primære handicap. Nogle beboere har også Alzheimer, autismespektrumforstyrrelse, sjældne syndromer og syns- og hørehandicaps.
- Botilbuddet Ellemosevej er et døgndækket botilbud med 41 boliger fordelt på fire huse, der ligger i den nordlige del af Hadsten. Botilbuddet er for voksne handicappede med betydelig varig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.
- Botilbuddet Hindhøjen er et døgndækket botilbud med 24 boliger fordelt på tre huse, der ligger i den nordlige del af Hinnerup. Botilbuddet er for voksne handicappede med betydeligt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt synshandicap.
- Botilbuddet Fuglebakken er et mindre bofællesskab med otte boliger uden døgnstøtte, der ligger i den nordlige del af Hinnerup. Bofællesskabet er for voksne, der primært har psykiske handicaps.
- Naturværket er et aktivitetstilbud, der ligger i naturskønne omgivelser i det nordlige Hinnerup. Aktivitetstilbuddet er et dagtilbud til voksne med sociale, fysiske eller psykiske handicaps. På Naturværket deltager borgerne i aktiviteter, beskæftigelse og samvær, som primært foregår udendørs hele året rundt.
- Elbæktoften er et aktivitetscenter, der ligger sammen med botilbuddet Elbæk i det nordlige Hadsten. Aktivitetstilbuddet er et dagtilbud til voksne med fysiske og psykiske handicaps. Elbæktoften tilbyder aktivitet, samvær og beskyttet beskæftigelse. For unge under 25 år, der er i målgruppen for aktivitetscentret, er det muligt at tage Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) på Elbæktoften.
Vi tilbyder
- Mulighed for at præge den faglige retning og udviklingen af området.
- Engagerede og fagligt kompetente medarbejdere og afdelingsledere.
- Et tæt ledelsesfællesskab med sparring, tillid og plads til faglig udvikling.
- En organisation, der prioriterer god ledelse og giver ledere ansvar og handlerum.
- Administrativ støtte til ledelsesopgaven.
- Et tæt samarbejde på tværs af Socialområdet og med eksterne samarbejdspartnere.
- Højt til loftet, plads til nye perspektiver og et godt arbejdsmiljø.
Områdelederens profil
Vi søger en områdeleder, der kan sætte retning gennem andre – med blik for mennesker, faglighed og sikker drift. Din vigtigste opgave bliver at lede gennem dine fem afdelingsledere, som hver især står tæt på medarbejdere, borgere og daglig drift.
Du skal ikke overtage afdelingsledernes opgaver, men skabe retning, afstemme forventninger og udvikle deres lederskab. Du giver dem rum til at lykkes og er samtidig tæt nok på til at vide, hvornår du skal spørge ind, udfordre, støtte eller træffe en beslutning.
Det specialiserede socialområde er i løbende udvikling. Nye faglige krav, økonomiske rammer og komplekse borgerforløb stiller krav til din ledelse. Du skal blandt andet:
- omsætte Socialområdets strategi og Voksenhandicaps pejlemærker til en tydelig faglig retning
- udvikle afdelingslederne og det forpligtende ledelsesfællesskab.
- sikre klare forventninger, ansvar, opfølgning og reelt ledelsesrum.
- understøtte faglig kvalitet, systematisk dokumentation og læring.
- have overblik over økonomi, kapacitet og sikker drift og kunne prioritere, når det er nødvendigt.
- videreudvikle og forankre recoveryorienteret rehabilitering i den daglige praksis.
- skabe sammenhæng på tværs af Socialområdet og i samarbejdet med blandt andre sundhedsområdet.
- udfordre vaner og undersøge, om opgaverne kan løses bedre, enklere eller anderledes.
Du behøver ikke have alle svar på forhånd. Men du skal kunne stille de rigtige spørgsmål og have mod til at handle.
Hvem er du?
- Du har solid socialfaglig indsigt, gerne fra voksenhandicapområdet, og forstår samspillet mellem borgernes liv, faglig praksis og strategiske beslutninger.
- Du har solid ledelseserfaring, gerne med ledelse af ledere, og ved, at ledelse gennem andre kræver tillid, tydelighed og opfølgning.
- Du sætter retning og skaber følgeskab gennem klar og meningsfuld kommunikation.
- Du ser den enkelte leders styrker og udviklingsbehov og kan både støtte og udfordre.
- Du kan omsætte strategiske ambitioner til konkrete resultater uden at miste borgernes perspektiv.
- Du bruger økonomi, data og viden aktivt i ledelsen og ved, at faglig kvalitet og økonomisk ansvarlighed skal gå hånd i hånd.
- Du går i direkte dialog, også når samtalen er vanskelig.
- Du er nysgerrig og reflekteret og har mod til at udfordre vaner og træffe beslutninger.
- Du samarbejder på tværs og har blik for det samlede Socialområdets opgave.
- Du udviser sund dømmekraft, også når situationen er kompleks.
Du bliver ikke alene
Du refererer til socialchefen og bliver en del af et tæt områdelederteam sammen med lederne af Social og Psykiatri samt Myndighed og Administration. Vi har korte veje til hinanden, en direkte dialog og en forventning om, at vi hjælper hinanden med at lykkes – ikke kun med vores eget område, men med det samlede Socialområde.
Din nye chef og dine to områdelederkolleger glæder sig til at byde dig velkommen. Vi tror på, at når et nyt medlem kommer ind i et team, bliver det et nyt team. Derfor bliver din introduktion også en mulighed for, at vi sammen udvikler områdelederteamet med høje faglige ambitioner, sikker økonomistyring og psykologisk tryghed.
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst.
Der indhentes straffeattest på den kandidat, der tilbydes stillingen.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker yderligere oplysninger om stillingen eller har spørgsmål til job- og personprofilen, er du meget velkommen til at kontakte socialchef Jørn Nielsen på telefon 25 67 47 42 eller på [email protected] . Du er også velkommen til at sende en sms på samme nummer, så bliver du kontaktet.
Alle henvendelser behandles fortroligt.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, der tilbydes ansættelse ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen. Der vil blive indhentet straffeattest på den person, som tilbydes ansættelse i stillingen.
Ansættelsesproces
Ansættelsesudvalget består af følgende:
- Jørn Nielsen, socialchef
- Eva Stride, områdeleder for Social og Psykiatri
- Karina Hjermitslev, områdeleder for Myndighed og Administration
- Ina Schelander, afdelingsleder for Botilbud Elbæk
- Ove Højer, afdelingsleder for aktivitetsområdet
- Karin Bjerregård, medarbejderrepræsentant og næstformand i Voksenhandicaps LMU
- Pernille Wedel, medarbejderrepræsentant og AMR
Ekstern rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen vil deltage til begge samtaler, og direktør for Social og Sundhed Ulrik Johansen deltager i anden samtale.
Mandag 30. november udvælger ansættelsesudvalget kandidater til første samtale, der foregår onsdag 2. december fra kl. 13. Efter første samtalerunde udvælges kandidater til anden samtale, som foregår fredag 11. december fra kl. 8.
De kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en personlighedstest. Testtilbagemeldingen, der foretages af rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen, finder sted tirsdag 8. december fra morgenstunden. Socialchef Jørn Nielsen vil være til stede ved testtilbagemeldingen. Kandidaterne vil blive tilbudt en samtale med socialchefen i forlængelse af testtilbagemeldingen.
Der vil blive indhentet referencer efter aftale med kandidaterne.