Kultur- og fritidschef

Her kan du læse job- og personprofilen til stillingen som Kultur- og fritidschef

Læs om Favrskov Kommune generelt, herunder værdier og indbyggertal

3. Børn og Kultur

Børn og Kultur består af fire fagområder med hver deres chef og et tværgående sekretariat.
Direktøren for Børn og Kultur udgør sammen med de fem chefer forvaltningens chefgruppe, som arbejder tæt sammen i hverdagen. Tilgangen til arbejdet i chefgruppen er præget af åbenhed og rettet mod at se fælles muligheder i opgaveløsningen. Chefgruppen har forpligtet sig på det tværgående samarbejde og på, hvordan de enkelte fagområder kan bidrage til de fælles strategiske mål. Dette er blandt andet, hvad vi er optaget af på de ugentlige chefmøder. Det er også et selvstændigt mål, at samarbejdet i chefgruppen skal være præget af fællesskab, sammenhold, humor og åbenhed om egen ledelsespraksis.

Børn og Kultur beskæftiger ca. 1.800 medarbejdere.

Den grundlæggende tilgang i Børn og Kultur er, at vi er sammen om opgaven med at lave god kommunal velfærd for borgerne i Favrskov Kommune. På tværs af vores fagområder har vi høje ambitioner for et rigt og aktivt kultur- og fritidsliv, der skaber sammenhæng, fællesskab og udvikling for kommunens borgere i alle aldre.

Organisationsdiagrammet for Børn og Kultur:

organisationsdiagram viser Børn og Kultur - med vakant kultur- og fritidschef

De fem chefområder i Børn og Kultur har fordelt opgaverne mellem sig på følgende måde:

Dagtilbud

Dagtilbud sørger for driften og udviklingen af kommunens pasningstilbud til børn fra 0-6 år med udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan. Sammen med forældrene har dagtilbuddene en vigtig opgave i at understøtte det enkelte barns udvikling i gode fysiske og pædagogiske rammer.

Skole

Skole forestår folkeskolerne og Ungdomsskolens tilbud til alle børn og unge i Favrskov Kommune, hvor den faglige læring sker i sammenhæng med den personlige og sociale udvikling. Skolerne er selvstændige enheder med egen skolebestyrelse og ledelse, men vores fælles ambitioner forpligter skolerne på at samarbejde med hinanden og øvrige aktører på området.

Børn og Familie

Børn og Familie varetager både myndighedsopgaver i forhold til udsatte børn og unge, børn og unge med handicap samt opgaverne i PPR, der arbejder forebyggende, udredende og rådgivende i samarbejde med skoler og dagtilbud. Børn og Familie har også ansvaret for indsatserne til sårbare børn, unge og familier.

Kultur og Fritid 

Kultur og Fritid varetager kommunens folkebiblioteker, kulturhuse og musikskole samt det folkeoplysende område, herunder aftenskoler, foreninger og idrætsfaciliteter. Som en del af dette indgår også administrationen af bevillinger til eksempelvis kunst- og kulturaktiviteter.

Sekretariatet

Sekretariatet er ansvarlig for den administrative betjening af Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Børn og Unge-udvalget. Sekretariatet varetager Børn og Kulturs samlede fælles administrative funktioner og understøtter de øvrige chefområder med en række administrative og analyse- og udviklingsopgaver.

4. Kultur- og fritidsområdet

Kultur- og fritidsområdet i Favrskov er kendetegnet ved en bred og forskelligartet opgaveportefølje, der spænder fra biblioteker, kulturhuse og musikskole over haller og idrætsanlæg til det folkeoplysende område med foreninger, aftenskoler og et bredt udbud af kunst-, kultur- og fritidsaktiviteter. Kommunen er samtidig kendetegnet ved et lokalt forankret og meget engageret forenings- og kulturliv, og det kalder på tætte relationer mellem forvaltning, institutioner, foreninger og frivillige.

Vi er som kommune ikke kendt for ”store armbevægelser”, nationale kultur- eller sportsinstitutioner eller store events, der skal trække deltagere til fra hele landet. Til gengæld er vi stolte af at kunne tilbyde nærværende og relevante kunst- og kulturoplevelser af god kvalitet tæt på borgerens hverdag, understøtte et stærkt forenings- og fritidsliv og lokale initiativer blandt andet gennem fornuftige økonomiske vilkår og gode faciliteter. Vores biblioteker og kulturhuse er tæt på borgerne og tilbyder en bred række tilbud i hverdagen. Samtidig arbejder vi løbende på at bringe kultur- og fritidsområdets mange potentialer i spil i de vigtige dagsordener på de store velfærdsområder som eksempelvis ældre-, sundhed-, skole- og dagtilbudsområdet. 

Området er organiseret med fire ledere under kultur- og fritidschefen. Der er tre afdelingsledere med hver deres tværgående ansvarsområde for henholdsvis bibliotek, kultur og administration samt en leder af musikskolen. De tre afdelingsledere har til daglig deres arbejdsplads i ét af de tre biblioteker og kulturhuse. Musikskolen har kontor i Sløjfen i Hadsten, men er til dagligt til stede på skoler i hele kommunen.  

Se organisationsdiagram nedenfor.

organisationsdiagram viser Kultur og fritidsområdet

De overordnede rammer for området

Der er en række forskellige love og nationale tiltag, der både direkte og indirekte sætter den overordnede ramme for områdets virke. Her står folkeoplysningsloven, biblioteksloven, musikloven og kommunalfuldmagten som centrale elementer, men også loven om skolebiblioteker, sundhedsloven, folkeskoleloven og dagtilbudsloven har væsentlig betydning. 

Lokalt har byrådet i Favrskov Kommune sat retningen for arbejdet på kultur- og fritidsområdet gennem en række forskellige politiker og strategier, hvoraf nogle af de væsentligste er oplistet nedenfor.

  • Børne- og ungepolitikken – byrådet sætter retningen for kvalitet og sammenhæng i Favrskov Kommunes tilbud til alle børn og unge fra 0-18 år, og ét af politikkens fire centrale temaer er ”Inspirerende og alsidige kultur- og fritidstilbud”.
  • Sundhedspolitikken beskriver, hvordan vi sammen skaber de bedste rammer for, at borgere i alle aldre har gode muligheder for at trives og leve et aktivt og sundt liv, og politikkens fokusområder omhandler blandt andet samarbejdet om trivsel og bevægelse i regi af kommunens fritids- og foreningsfællesskaber.
  • Fritids- og Idrætsstrategien og Kulturstrategien bruges i planlægningen af aktiviteter, faciliteter og indsatser og som et politisk værktøj, når midlerne på området skal prioriteres.

Der er netop påbegyndt en proces med at formulere nye strategier for biblioteker, kulturhuse og musikskolen, og den nye kultur- og fritidschef vil som noget af det første skulle deltage i dette arbejde. Et af formålene med denne fælles strategiproces er at styrke samarbejdet mellem institutionerne, både på det strategiske og det udførende niveau.

Politisk betjener området Kultur- og Fritidsudvalget og har ansvaret for at udarbejde sagsfremstillinger til politisk behandling, der eksempelvis kan omhandle tildeling af midler til foreninger og andre aktører under de ovennævnte strategier, samt sætte rammerne for den fortsatte udvikling og prioritering inden for kultur- og fritidsområdet. 

Hertil kommer en løbende dialog med det lokale civilsamfund, blandt andet gennem Kulturelt Samvirke og Idrætssamvirket i kommunen. 

Blandt de væsentligste aktuelle opgaver på kultur- og fritidsområdet er:

Udmøntning af strategierne på området

En central opgave er at omsætte Fritids- og Idrætsstrategiens og Kulturstrategiens målsætninger til konkrete indsatser og årlige handleplaner i tæt samarbejde med foreninger, kulturinstitutioner og borgere.

Udvikling af forenings- og idrætslivet

Foreningslivet udfordres af nye trends og en stigende andel selvorganiserede borgere. Det er en løbende opgave at skabe gode rammer for nytænkning og foreningsudvikling og at understøtte samarbejdet mellem forvaltning og fritids- og idrætslivets mange aktører.

Videreudvikling af den tværgående organisering af biblioteker og kulturhuse

Kultur og Fritid har gennem en årrække arbejdet på at skabe en mere helhedsorienteret og tværgående løsning af opgaverne på tværs af biblioteker og kulturhuse. Det er fortsat en opgave at videreudvikle denne arbejdsform, så den understøtter både lokal nærhed og faglig sammenhæng på tværs af området.

Større anlægsprojekter

Der er aktuelt to større projekter i gang, som involverer Kultur- og Fritidsområdet. Et stort nyt idrætsanlæg i Søften og udviklingen af Moselund Naturcenter i Hinnerup. Ud over disse store projekter er der løbende en række mindre projekter, hvor området også er involveret som eksempelvis udskiftning af kunstgræsbaner, modernisering af haller, udskiftning af lysanlæg på fodboldbaner og meget mere.

5. Kultur- og fritidschefens opgaver

Kultur- og fritidschefen har en række vigtige opgaveområder, hvor indsatser og resultater er gensidigt afhængige:

Ledelse

Kultur- og fritidschefen er ansvarlig for ledelse af områdets afdelingsledere, musikskoleleder og for den samlede drift af biblioteker, kulturhuse, musikskole og de øvrige tilbud på området. Rekruttering, oplæring og løbende sparring og ledelse af lederne er centrale opgaver. Dertil kommer ansvaret for områdets samlede økonomi, konkrete resultater, udfordringer og arbejdsmiljøet på området.

Politisk betjening

Områdets indsatser, resultater og muligheder skal formidles til Kultur- og Fritidsudvalget, så de politiske drøftelser og beslutninger hviler på et solidt og oplyst grundlag. Det er et ansvar for kultur- og fritidschefen i tæt samspil med sekretariatschefen og direktøren for Børn og Kultur. Sekretariatschefen har det personalemæssige ledelsesansvar for de medarbejdere, der i hverdagen understøtter arbejdet på Kultur- og Fritidsområdet, mens kultur- og fritidschefen har det faglige ledelsesansvar overfor disse medarbejdere. Som led heri medvirker kultur- og fritidschefen til at fastholde høj kvalitet i sager til direktionen og til det politiske niveau.

Samarbejde med foreningsliv og civilsamfund

Samarbejdet med det lokale forenings-, kultur- og idrætsliv er afgørende for, at kommunens borgere kan tilbydes et rigt og varieret fritids- og kulturliv. Kultur- og fritidschefen tilser og inspirerer det samarbejde i hverdagen, herunder relationerne til foreninger, aftenskoler, kulturinstitutioner og frivillige aktører.

Tværgående samarbejde internt i kommunen

Drift og udvikling af kultur- og fritidsområdet i Favrskov Kommune er et holdspil! Der er naturlige berøringsflader til dagtilbuds- og skoleområdet, blandt andet om musikskolens og bibliotekernes bidrag til kultur- og læringstilbud for børn og unge. I forbindelse med anlægsprojekter og drift og vedligehold af kommunens mange idrætsfaciliteter er teknik- og miljøområdet en tæt samarbejdspartner, og der er tætte samarbejder med ældre- og sundhedsområdet om fællesskaber, oplysning og livskvalitet for nogle af vores mere sårbare borgergrupper. 

Kultur- og fritidschefen skal gå til dette samarbejde med nysgerrighed for andres muligheder for at bidrage og med en generøs tilgang til selv at bidrage på tværs, så det gavner den fælles opgaveløsning.

Samarbejde mellem medarbejdere og ledere

Faglige resultater hænger tæt sammen med et godt arbejdsmiljø og et vedvarende og konstruktivt samarbejde mellem ledere, medarbejdere og medarbejdernes repræsentanter. Kultur- og fritidschefen bidrager aktivt til at videreudvikle disse samarbejder.

Disse opgaveområder kommer til udtryk i en række mere konkrete opgaver:

  • Ledelse af den samlede drift på kultur- og fritidsområdet, herunder biblioteker, kulturhuse, musikskole, det folkeoplysende område, medarbejdernes arbejdsforhold og faglige udvikling
  • Ledelse af og sparring med afdelingsledere og institutionsledere, herunder opfølgning, intervention og udvikling i forhold til ledere og lederteams
  • Systematisk opfølgning på områdets kvalitetsmæssige og økonomiske resultater, brugertilfredshed, sygefravær mm.
  • Udmøntning af Fritids- og Idrætsstrategien og Kulturstrategien i konkrete handlingsplaner og indsatser
  • Samarbejde med foreningsliv, aftenskoler, kulturinstitutioner og frivillige, herunder Kulturelt Samvirke og Idrætssamvirket
  • Deltagelse i Kultur- og Fritidsudvalgets månedlige møder og arrangementer på området, arrangeret af Favrskov Kommune
  • Samarbejde med kommunens ejendomscenter om de fysiske rammer, herunder biblioteker, kulturhuse, haller og øvrige idrætsfaciliteter
  • Samarbejde med dagtilbudschefen og skolechefen om musikskolens og bibliotekernes bidrag til kultur- og læringstilbud for børn og unge
  • Samarbejde med kommunens tværgående afdelinger som eksempelvis Løn- og Personale, IT og Økonomi.

6. Kompetencer

Som ny kultur- og fritidschef skal du kunne dokumentere solide ledelsesmæssige erfaringer og resultater fra kultur- og/eller fritidsområdet. Forvaltningserfaring og indsigt i de kommunalpolitiske processer tillægges også stor værdi.

Vi har en forventning om, at du har de fleste af følgende kompetencer:

Faglige kompetencer:

  • Du har en relevant faglig uddannelse og erfaring med at lede ledere. Ligeledes er det en fordel, at du kan dokumentere relevant videre- og efteruddannelse i ledelse.
  • Du har en solid indsigt i, og erfaring med, kultur- og fritidsområdet, herunder gerne kendskab til foreningslivet og til ledelse og udvikling af decentrale institutioner som biblioteker, kulturhuse eller musikskole.
  • Du har en samfundsmæssig interesse og viden om udviklingen i den offentlige sektor og civilsamfundet.
  • Du har erfaring med den kommunale virksomhed og de kommunale beslutningsprocesser.

Ledelsesmæssige og personlige kompetencer:

  • Du er en resultat- og samarbejdsorienteret leder med gennemslagskraft, der kan lede forandringer med vedholdenhed, mod og integritet.
  • Du er strategisk og analytisk med overblik, politisk tæft og fokus på at realisere politiske mål inden for de fastlagte økonomiske rammer.
  • Du er relationelt stærk med evne til at skabe motivation, give og modtage konstruktiv feedback, sikre opfølgning og relevant indgriben.
  • Du er en troværdig formidler, der kan omsætte komplekse indsigter om kultur- og fritidsområdets resultater, vilkår og muligheder til direktion, politikere og omverden.
  • Du har humor, empati, selvindsigt og reflekterer over egne værdier og ledelsesstil.

7. Favrskov Kommune tilbyder

Vi tilbyder en spændende chefstilling med et stort selvstændigt ansvar for kultur- og fritidsområdet og tæt samspil med direktøren og chefgruppen i Børn og Kultur. Du står aldrig alene, og derfor er adgangen til sparring nem og naturlig. Om det er til direktøren, chefkolleger eller andre i organisationen, så er tilgangen, at vi hjælper hinanden. Du vil derfor opleve tæt opbakning og sparring til din personaleledelse, økonomistyring og IT-udvikling. Det gode, forpligtende samarbejde med andre forvaltninger og støttefunktioner er en væsentlig del af forklaringen på, at vi lykkes så godt.

Som ny leder i Favrskov Kommune vil du få en grundig onboarding, og du vil blive tilknyttet en mentor i organisationen. Derudover vil der være løbende og tæt opfølgning sammen med direktøren i det første lange stykke tid. Det er vigtigt for os, at du kommer godt i gang med opgaven.

Der er et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledelseslagene og det politiske niveau, hvorfor der ikke er langt fra tanke til handling.

Favrskov Kommune arbejder løbende med at udvikle kommunen som en attraktiv og effektiv arbejdsplads, og stillingen rummer potentiale for udvikling både personligt, fagligt og ledelsesmæssigt.

Det primære arbejdssted for kultur- og fritidschefen er administrationsbygningen i Hvorslev. En stor del af arbejdet foregår dog i kommunens øvrige administrationsbygninger og ude hos de enkelte ledere. 

Ansættelsen sker som udgangspunkt på overenskomstvilkår med et årligt lønniveau på ca. 840.000 kr. ekskl. pension.  

Der vil blive indhentet straffeattest på den person, som tilbydes ansættelse i stillingen.

8. Yderligere oplysninger

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om jobbet eller har spørgsmål til job- og personprofilen, er du meget velkommen til at kontakte Thomas Smidt, direktør for Børn og Kultur, på 21 25 19 75 eller [email protected] . Send ham gerne en SMS eller mail, hvis du har lyst til en fortrolig snak om stillingen.

Alle henvendelser vil naturligvis blive behandlet fortroligt. 

9. Ansættelsesproces

Ansættelsesudvalget består af:

  • Thomas Smidt, direktør for Børn og Kultur
  • Benjamin Steen, sekretariatschef i Børn og Kultur
  • Claus Vind, chef for Trafik og Ejendomme
  • Trine Valentin, afdelingsleder i Sløjfen
  • Mette Sandahl, leder af Musikskolen
  • Mette Harbo, medarbejderrepræsentant

Ansøgningsfristen er mandag 26. oktober 2026, hvor ansøgninger skal være modtaget via vores hjemmeside favrskov.dk/job  

Torsdag 29. oktober udvælger ansættelsesudvalget kandidater til første samtale, der finder sted onsdag 4. november fra formiddag og frem. Efter første samtalerunde udvælges kandidater til anden samtale, som foregår torsdag 19. november fra først på eftermiddagen.

Kommunaldirektør Jan Kallestrup deltager i anden samtalerunde. Rekrutteringskonsulent Rebecca Abl medvirker i hele processen.

De kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en personlighedstest. Tilbagemeldingen foregår tirsdag 10. november. I den forbindelse vil der også være mulighed for en uformel drøftelse med direktøren for Børn og Kultur.

Der vil blive indhentet referencer efter afholdelse af 2. samtale.

Tiltrædelse forventes pr. 1. januar 2027.