Leder af Sundhedsfremme og forebyggelse

Her på siden kan du læse job- og personprofilen til stillingen som leder af Sundhedsfremme og forebyggelse

Se generel introduktion til Favrskov Kommune i "Når du søger job: Om Favrskov Kommune generelt"

Social og Sundhed

Social og Sundhed er en forvaltning, som består af tre fagområder: Socialområdet, Ældre og Sundhed. Der er derudover et tværgående sekretariat.

På tværs af fagområderne har vi et vedholdende fokus på at udvikle og udnytte de faglige synergier. Social og Sundheds vision ”Sammen om et sundt og værdigt liv” danner rammen for den måde, vi møder borgeren på. Det indebærer, at vi er sammen om at understøtte et sundt og værdigt liv for borgeren. Begrebet ”sammen om” betyder, at den støtte, vi som fagprofessionelle yder, formes i et tæt samarbejde med borgerne og på tværs af fagligheder. Begrebet ”et sundt liv” betyder, at vi i arbejdet med sundhed har fokus på den mentale, sociale og fysiske sundhed. 

Begrebet ”et værdigt liv” betyder, at vi ser mennesket, før vi ser opgaven. 

Læs mere om visionen her

Social og Sundhed beskæftiger ca. 1.600 medarbejdere, fordelt på ca. 1.190 årsværk.

Nedenfor vises organisationsdiagram for Social og Sundhed:

Organisationsdiagram viser Social og Sundhed i Favrskov Kommune

Sundhedsområdet

Sundhedsområdet varetager opgaver inden for sundhedspleje, tandpleje, træning, aktivitet, sundhedskurser, forebyggende hjemmebesøg, diætvejledning og madservice.

Samtidig har sundhedsområdet ansvaret for det koordinerende arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse på tværs af kommunale forvaltningsområder og i samarbejde med bl.a. praktiserende læger, hospitaler, uddannelsesinstitutioner og frivillige.

Den overordnede retning for kommunens arbejde med at fremme borgernes sundhed er fastlagt i sundhedspolitikken ”Sammen om et sundt liv”. Politikken er vedtaget i byrådet i april 2023 og har fokusområderne: 

  • Bedre trivsel
  • Sundere vægt
  • Mere bevægelse
  • Flere gode leveår.

En bred vifte af de sundhedsfremmende og forebyggende indsatser tilbydes i kommunens fire sundhedscentre, som er placeret i byerne Hinnerup, Hadsten, Hammel og Ulstrup. Her kan borgerne både benytte tilbud fra kommune, region (fx jordemoderkonsultationer) og frivillige organisationer.

Sundhedsområdet er organiseret som vist i nedenstående diagram: 

Sundhedsområdets administration

Områdets afdelingsledere og sundhedschefen indgår i en fælles ledergruppe, som mødes to gange om måneden. Arbejdet i ledergruppen er præget af åbenhed, kollegial sparring, respekt for hinandens faglighed og et fælles fokus på sundhedsfremme og forebyggelse.  

Afdelingen for Sundhedsfremme og Forebyggelse

Sundhedsfremme og Forebyggelse har fokus på at understøtte Favrskov Kommunes borgere i bedst muligt at kunne tage hånd om egen sundhed og trivsel – og samtidig sikre støtte til de borgere, der har brug for hjælp til dette, fx gennem et aktivitetstilbud.

Konkret varetager afdelingen følgende opgaver:

  • Aktiviteter for ældre sårbare borgere – hjemmeboende borgere og beboere på plejecentre
  • Forebyggende opsøgende indsatser i form af forebyggende hjemmebesøg og sundhedscaféer
  • Ensomhedsindsats, herunder samarbejdet med frivillige foreninger på området
  • Hørevejledning
  • Diæt- og kostvejledning  
  • Nikotin– og rygestop-forløb
  • Kørsel af borgere til træning og aktiviteter

Afdelingen skal desuden løbende drive og bidrage til forskellige udviklingsprojekter indenfor sundhedsfremme og forebyggelse på tværs i kommunen og stå for sundhedsarrangementer som fx Nationale Lungedag, SynsExpo og lignende. Aktuelt er der fx fokus på tilpasning af information og sundhedstilbud til borgernes sundhedskompetencer for at fremme lighed i sundhed. Dette fokusområde indgår i en handleplan for udmøntningen af kommunens sundhedspolitik. Afdelingen forventes også at få en vigtig rolle i omsætningen af den folkesundhedslov, der skal vedtages som en del at den nationale sundhedsreform.        

Sundhedsfremme og Forebyggelse udgøres af 37 medarbejdere (22 årsværk) med forskellige fagligheder, bl.a. SOSU-assistenter, diætister, sygeplejersker og chauffører. Medarbejderne er fysisk fordelt på kommunens fire sundhedscentre (Ulstrup, Hammel, Hadsten og Hinnerup), ligesom flere har deres daglige gang på kommunens plejecentre.

Opgaver som leder af Sundhedsfremme og Forebyggelse

Som leder af Sundhedsfremme og Forebyggelse er dine opgaver overordnet:  

  • At bidrage til at sætte og omsætte den strategiske retning indenfor sundhedsfremme og forebyggelse 
  • At sikre en veldrevet afdeling med høj faglig kvalitet, effektiv ressourceanvendelse og høj trivsel blandt medarbejderne
  • At sikre nærværende ledelse og faglig sparring til afdelings medarbejdere  
  • At lede drift og udvikling i to af Favrskov Kommunes fire sundhedscentre (i Hadsten og Hinnerup)
  • At samarbejde med øvrige kommunale forvaltningsområder, eksterne samarbejdspartnere, frivillige og foreninger om arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse.

Kvalifikationer

Vi forventer, at du har følgende faglige kvalifikationer: 

  • Erfaring med at arbejde inden for sundhedsfremme- og forebyggelse.
  • En sundhedsfaglig baggrund eller betydelig erfaring indenfor sundhedsområdet
  • Ledelseserfaring - herunder erfaring med personaleledelse, faglig ledelse og økonomistyring. En ledelsesmæssig uddannelse er en fordel, men det er ikke et krav.
  • Erfaring med at agere i en politisk ledet organisation med mange interessenter og samarbejdspartnere er en fordel.

Du kan nikke genkendende til de fleste af nedenstående personlige og ledelsesmæssige kompetencer: 

  • Du har et godt strategisk blik og er god til at se muligheder og skabe netværk
  • Du søger aktivt ny viden og tør afprøve nye tiltag sammen med dine medarbejdere og samarbejdspartnere
  • Du mestrer og trives med både drift og udvikling
  • Du leder i kraft af din åbne, tillidsfulde og konstruktive tilgang 
  • Du har god organisatorisk forståelse og er særdeles dygtig til at få tværgående samarbejder til at lykkes
  • Du er nærværende og kan fastholde og udvikle et godt og trygt arbejdsmiljø 
  • Du kan motivere og inspirere dine medarbejdere og har øje for udviklingspotentialer
  • Du har et godt overblik og er i stand til at bevare roen og prioritere i en hverdag med mange forskelligartede opgaver.

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. 

Der er tale om en fuldtidsstilling uden højeste tjenestetid.

Arbejdssted

Det primære arbejdssted er sundhedscenteret, Hovvej 76, 8370 Hadsten. Du forventes dog at kunne transportere dig rundt i hele kommunen, hvor dine medarbejdere og samarbejdspartnere er – dvs. øvrige sundhedscentre, kommunens administrationsbygninger, plejecentre mv.

Referenceforhold

Du refererer til sundhedschef Mette Bødiker Vestergaard.

Ansættelsesprocedure    

Ansættelsesudvalget består af:

  • Sundhedschefchef, Mette Bødiker Vestergaard
  • Leder af Sundhed og Træning, Jakob Sejersdahl Kirkegaard
  • Aktivitetsmedarbejder og arbejdsmiljørepræsentant, Simone Bak
  • Forebyggelseskonsulent, Lene Ommel 
  • Diætist, Mona Mikkelsen

Rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen og direktør Ulrik Johansen deltager i anden samtale.

Ansøgningsfristen er 16. marts 2025, og vi beder dig sende ansøgning vedlagt CV, dokumentation for uddannelse og evt. øvrige relevante bilag via favrskov.dk/job.

Første samtale foregår 21. marts 2025, og anden samtale foregår 27. marts 2025 (formiddag).

De kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en online personlighedstest mellem første og anden samtale. Tilbagemelding foregår sammen med sundhedschef Mette Bødiker Vestergaard og rekrutteringskonsulent Rebecca Abl Jørgensen. Testtilbagemeldingssamtalen foregår den 26. marts 2025 (eftermiddag).

Der vil blive indhentet referencer efter nærmere aftale inden endelig aftale om ansættelse.

Forventet tiltrædelse per 1. maj 2025.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, som tilbydes ansættelse, ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen.

Yderligere oplysninger

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sundhedschef Mette Bødiker Vestergaard på telefon 24 79 03 31 eller [email protected].