Områdeleder til Dagtilbud Favrskov Nord

Her kan du læse job- og personprofilen til stillingen som Områdeleder til Dagtilbud Favrskov Nord.

Du kan læse om Favrskov Kommune i linket her - læs blandt andet om indbyggertal, politisk og administrativ organisation samt ledelsesgrundlag

Børn og Kultur

Børn og Kultur beskæftiger i alt ca. 1.700 medarbejdere og består af fire fagområder med hver deres chef samt et tværgående sekretariat:

organisationsdiagram viser Børn og Kultur - med vakant kultur- og fritidschef

I Favrskov Kommunes Børne- og ungepolitik beskrives de overordnede målsætninger for arbejdet med børn og unge i dagtilbud, skole, fritid og på børne- og familieområdet.

Dagtilbudsområdet

Dagtilbudsområdet Favrskov Nord er en del af det samlede dagtilbudsområde, som er organiseret i fem geografiske områder med hver sin områdeleder, der refererer til dagtilbudschefen. Hvert område består af fire-otte daginstitutioner med hver sin daglige leder, som refererer til områdelederen. Dagplejen er organiseret som en selvstændig enhed med egen områdeleder og daglig leder.

Dagtilbudsområdet sørger for driften og udviklingen af kommunens samlede pasningstilbud til børn fra nul-seks år med udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan. Sammen med forældrene har dagtilbuddene en vigtig opgave i at give det enkelte barn tryghed og omsorg samt at skabe de rammer, som barnet kan lære og udvikle sig i. Der er et stort fokus på, at dagtilbuddene arbejder med udvikling af stærke lege- og læringsmiljøer, der tager højde for børnenes forskellige behov og ressourcer, så der skabes deltagelsesmuligheder for alle børn.  

Område Favrskov Nord

Favrskov Nord består af otte institutioner i Voldum, Hadbjerg, Selling, Laurbjerg, Ulstrup, Thorsø og Sall med i alt ca. 450 børn og 115 medarbejdere. Du kan læse om de enkelte institutioner på kommunens hjemmeside her.

Favrskov Nord har et budget på ca. 48 mio. kr.

Foruden områdelederen består lederteamet i Favrskov Nord af seks daglige ledere (2x2 institutioner har fælles daglig leder). Der er ansat tre ressourcepædagoger i området, som er en del af det differentierede støttesystem, der skal bidrage til at understøtte medarbejderne i at have fokus på, at alle børn på skift skal opleve at være i privilegerede positioner og som en betydningsfuld del af et fællesskab. Ressourcepædagogerne har forskellige kompetencer, som sættes i spil på forskellig vis ved:

  • at ressourcepædagogen sammen med personalet i institutionen bidrager til at opbygge stærke børnefællesskaber og læringsmiljøer
  • at yde støtte og vejledning omkring børnegrupper og enkelte børn, der kan have brug for en indsats for at indgå i børnefællesskaber og læringsmiljøer.

Dagtilbuddene i Favrskov Nord har desuden en række vigtige tværfaglige sparringspartnere, eksempelvis PPR, dagpleje og skolerne.

Dagtilbudsområde Favrskov Nord har et stort fokus på arbejdet med at udvikle kvalitet i den pædagogiske praksis til gavn for børnene. I den sammenhæng søger vi en områdeleder, som kan skabe rum for refleksion og udvikling af den ledelsesmæssige praksis. Ledelsesteamet er et relativt nyfusioneret team. En vigtig opgave for den nye områdeleder er derfor at etablere en fælles retning og etablere teamet som et professionelt ledelsesfællesskab, der naturligt sætter teamets kompetencer i spil på tværs af området. For at lykkes med denne opgave er det en forudsætning, at du har let ved at skabe tillidsfulde relationer, så alle omkring dig føler sig trygge. Vi forventer, du er struktureret, tydelig og nærværende, og samtidig skal du have respekt for de daglige lederes ledelsesrum.

Hovedopgaver

Som områdeleder er du den overordnede leder i det geografiske område. Områdelederen har det strategiske og økonomiske ledelsesansvar samt det overordnede ansvar for den faglige kvalitet og udvikling i området.

Som områdeleder skal du kunne sætte rammerne for den faglig ledelse af kvalitet, så de daglige ledere kan understøtte personalet i at skabe trivsel, udvikling og læring for alle børn i området. Der er et vedvarende behov for at styrke den fælles kvalitetsforståelse blandt andet gennem en stærk evaluerings- og læringskultur, hvor der sker en løbende udvikling af den pædagogiske praksis til gavn for børnene.

Områdelederen skal have det ”lange lys på” og dermed være opmærksom på de udfordringer, der ligger forude ved at tænke foran og handle foregribende. Områdelederen er bevidst om, hvordan den politisk styrede organisation virker, og hvordan de enkelte dagtilbud og områder er en del af den samlede politiske organisation.

Områdelederen leder et team af daglige ledere i dagtilbudsområdet. Områdelederen er ansvarlig for at skabe rammen for, at lederteamet arbejder som et professionelt læringsfællesskab og for lederteamets generelle udvikling.

Ansvar og opgaver

Områdelederen har desuden ansvar for og skal varetage følgende opgaver:

Strategisk ledelse

  • Ansvar for områdets vision og værdier
  • Ansvar for håndtering af større ændringer i områdets rammer, eksempelvis lovændringer og ændringer i børnetal eller medarbejdersammensætningen
  • Ansvar for at skabe sammenhæng i 0-18 års-området lokalt, i samarbejdet med daglige ledere i eget lederteam, dagplejen, PPR, sundhedsplejen, lokale skoler herunder førskolen og familierådgivningen
  • Ansvar for, at lederteamets ressourcer anvendes bedst muligt

Administrativ og økonomisk ledelse

  • Ansvar for områdets økonomistyring
  • Ansvar for, at administrative retningslinjer følges

Faglig ledelse

  • Udmøntning af Dagtilbudsaftalen, som blev indgået i oktober 2023 og indebærer, at personalets arbejdstid planlægges ud fra en årsnorm. Aftalen skal dels sikre mest mulig tid til pædagogisk arbejde af høj kvalitet med børnene og dels sikre, at medarbejderne får den nødvendige tid til at forberede det pædagogiske arbejde, der kvalificerer tiden med børnene. Dagtilbudsaftalen skal medvirke til forudsigelighed og gennemskuelighed for den enkelte medarbejder, dennes arbejdstid og arbejdsopgaver
  • Ansvarlig for områdets pædagogiske udvikling og retning
  • Tværgående samarbejde med PPR, dagpleje, skole, sundhedsplejersken m.m.
  • Ansvarlig for eksterne samarbejder, eksempelvis med VIA om praktikpladser til pædagogstuderende og Randers Social- og Sundhedsskole om uddannelse af pædagogiske assistenter m.m.
  • Lede professionelle læringsfællesskaber og en evalueringskultur, hvor områdelederen systematisk følger op på de initiativer og forløb, der bliver igangsat på tværs i området

Personaleledelse

  • Ansvar for ansættelse og ledelse af de daglige ledere og udvikling af områdets lederteam
  • Formand for det lokale MED-udvalg (LMU) og TRIO (ledelse, TR og AMR)
  • Ansvarlig for ansættelse af medarbejdere og faste vikarer (i samarbejde med forældrebestyrelsen og de daglige ledere), herunder ansættelse af ressourcepædagoger
  • Ansvarlig for rammer vedrørende vikardækning
  • Ansvar for institutionens tværgående personalemæssige udviklingsplaner
  • Ansvarlig for den daglige ledelse i en institution i området i tilfælde af en vakant daglig lederstilling

Forældresamarbejde og involvering

  • Sekretær for forældrebestyrelsen i dagtilbudsområdet
  • Ansvarlig for at skabe rammer for den lokale forældreinvolvering/frivillige

Kompetencer

Du kendetegnes ved, at du:

  • er en tydelig og nærværende leder, der skaber følgeskab gennem dialog, klare forventninger og beslutningskraft
  • har blik for både helheden og hverdagen og trives med at være synlig i alle dine institutioner
  • kan lede udviklingsprocesser med fokus på høj faglig kvalitet, trivsel og inkluderende børnefællesskaber
  • har stærke relationelle kompetencer og samarbejder tillidsfuldt med ledelse medarbejdere, forældre og bestyrelse
  • kan navigere sikkert i krydsfeltet mellem pædagogik, drift og politik og omsætte strategiske mål til konkret handling
  • er en samlende leder, der styrker den professionelle kapital, arbejdsglæden og den psykologiske tryghed
  • kan skabe en involverende beslutningskultur, hvor relevante perspektiver bliver hørt, og hvor der er tydelighed omkring ansvar, roller og beslutningskompetence
  • har økonomisk tæft og forstår at bringe ressourcer i spil, så de understøtter Dagtilbudsområdets vision og strategi
  • har en relevant lederuddannelse og erfaring med ledelse i en politisk styret organisation, gerne fra Dagtilbudsområdet.

Favrskov Kommune tilbyder

Favrskov Kommune arbejder løbende med at udvikle kommunen som en attraktiv og effektiv arbejdsplads. Stillingen rummer potentiale for udvikling, både personligt, fagligt og ledelsesmæssigt.

  • Du får et tæt samarbejde med Dagtilbudschefen – blandt andet gennem løbende sparrings- og opfølgningssamtaler
  • Du indgår i et tæt og forpligtende samarbejde med dygtige områdelederkollegaer blandt andet igennem deltagelse i læringsnetværk
  • Du tilbydes dygtig og fleksibel understøttelse fra forvaltningens sekretariat

Din base er i områdets institutioner, men du skal forvente at have arbejdsopgaver, der skal varetages i hele kommunen.

Ansættelsen sker som udgangspunkt på overenskomstvilkår med et lønniveau på ca. 55.500 kr./mdr. i 01.04.2026-niveau. ekskl. pension, og lønnen forhandles endeligt med den forhandlingsberettigede organisation.

Der vil blive indhentet straffe- og børneattest på den person, som tilbydes ansættelse i stillingen.

Yderligere oplysninger

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om jobbet eller har spørgsmål til job- og personprofilen, er du meget velkommen til at kontakte dagtilbudschef Charlotte Ørbæk Langballe enten på 21 43 42 41 eller på [email protected]. Send hende gerne en SMS eller mail, hvis du har lyst til en fortrolig snak om stillingen.

Alle henvendelser vil naturligvis blive behandlet fortroligt.

Ansættelsesproces

Ansættelsesudvalget består af:

  • Charlotte Ørbæk Langballe, dagtilbudschef
  • Brian Leth Hansen, områdeleder
  • Rikke Glassau Jensen, daglig leder
  • Charlotte Leth Ankerstjerne, daglig leder
  • Forældrerepræsentant
  • Anne Vestergård Holm, TR BUPL
  • Susanne Smed Rasmussen, TR FOA

Direktør for Børn og Kultur Thomas Smidt deltager i anden samtalerunde.

Rekrutteringskonsulent Rebecca Abl medvirker i hele processen.

Ansøgningsfristen er fredag 16. oktober 2026, hvor ansøgninger skal være modtaget via vores favskov.dk/job.

Mandag 19. marts udvælger ansættelsesudvalget kandidater til første samtale, der finder sted torsdag 22. oktober fra middag og frem. Efter første samtalerunde udvælges kandidater til anden samtale, som foregår onsdag 28. oktober om formiddagen.

De kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en personlighedstest. Tilbagemeldingen foregår mandag 26. oktober ligeledes om formiddagen, og i den forbindelse vil der også være mulighed for en uformel drøftelse med dagtilbudschefen.

Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med afholdelse af 2. samtale.

Tiltrædelse forventes pr. 1. december 2026.