Mestringskompasset er et tilbud til forældre med børn med funktionsnedsættelse (2-12 år)
Favrskov Kommune tilbyder tre oplæg, hvor forældre til børn (2-12 år) med funktionsnedsættelse kan rette fokus på børnenes kompetencer og det positive forældreskab.
Oplæggene er relevante for forældre i en familiesituation, hvor der er behov for kendskab til special-pædagogik. Det kan være forældre til børn med funktionsnedsættelser, eksempelvis autisme, ADHD eller hjerneskade, og det kan også være forældre til børn uden en diagnose, men hvor der arbejdes med en forståelse af barnets eventuelt underliggende vanskeligheder.
Fokus for oplæggene er at styrke det positive forældreskab gennem viden og dialog om special-pædagogik. Der lægges vægt på en praksisnær formidling ud fra forskellige temaer. Rammen giver mulighed for at mødes med andre forældre i samme situation, og der er tid til at dele og udveksle erfaringer. Pårørende er også velkomne. En psykolog og en familiebehandler, ansat i Favrskov Kommune, holder oplæggene, og løbende inviteres andre fagpersoner ind, eksempelvis logopæd og fysioterapeut.
- 5. marts 2025 kommer to tale-hørelærere med inspiration og ideer til, hvordan man i samspillet med barnet og med små justeringer kan styrke barnets sproglige og kommunikative kompetencer.
- 19. marts og 2. april 2025 er der fokus på specialpædagogiske redskaber. Der er eksempler på visuelle støtteforanstaltninger, og der vil være mulighed for at fordybe sig i redskaberne; tegneseriesamtaler og sociale historier. Begge eftermiddage er der tid til at udarbejde materialer til sin egen familie i små ”værksteder”, hvor du kan få guidning af en psykolog og en familiebehandler.
Møderne foregår på ovennævnte dage kl. 15.30-17.30 i Salen i Sundhedscentret, Hovvej 76, Hadsten.
Det er gratis at deltage, men husk tilmelding på [email protected] senest 26. februar 2025.
Oplys gerne antal deltagere og hvilke dage du/I deltager. De tilmeldte bliver orienteret om eventuelle ændringer i programmet senest 3. marts 2025.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte tovholder for Mestringskompasset på [email protected]
Mestringskompasset består også af gruppeforløb - se mere om gruppeforløb her