Tandregulering
Hvem kan få rettet tænder?
Vi holder løbende øje med udviklingen af dit barns kæbevækst og tandstilling i forbindelse med de regelmæssige eftersyn.
Hvis vi vurderer, at tandstillingen udvikler sig i en uheldig retning, tilbyder vi en undersøgelse hos vores specialtandlæge sammen med dit barns egen tandlæge. Det kan sommetider være nødvendigt at følge udviklingen i en periode, før vi kan afgøre, om der bliver behov for at få rettet tænder.
Hvis vi giver dit barn et tilbud om tandregulering, sker det altid i samråd med barn og forældre
De fleste tandretninger begynder først, når barnet har skiftet kindtænder. Det er som regel i 10-12 års alderen.
Behandlingen foregår på tandreguleringsklinikken på Hadsten skole. Enkelte mindre behandlinger kan foregå på dit barns lokale klinik.
Børst tænderne helt rene
Vi kan kun tilbyde at rette dine tænder, hvis du børster tænderne helt rene hver dag. Ellers er der stor risiko for at få huller i tænderne, mens du har bøjle på.
Mere om at få rettet tænder
Det tager cirka to år at rette dine tænder med en bøjle. Derefter skal tænderne holdes på plads med en “holde-bøjle” og en “holde-tråd”, så de ikke flytter sig tilbage, hvor de kom fra.
Hvis dine tænder skal rettes, kan det gøres enten med en bøjle, der sidder fast på tænderne (”togskinner”) eller med en bøjle, som du selv kan tage af og på.
Bøjlen retter dine tænder – eller kæber – så tænderne kommer til at bide rigtigt sammen. Hvilken slags bøjle du skal have, afhænger af din tandstilling.
Der kan ske skader på dine tænder, når du har bøjle på:
- Du kan få huller eller misfarvninger på dine tænder, hvis du ikke børster dine tænder godt nok.
- Rødderne på tænderne kan blive kortet af, når man flytter på dem.
- Hvis du har slået dine tænder tidligere, kan de lettere få skader på rødderne under regulering.
Der kan være ting, der generer, når du har bøjle på:
- Du kan få ømme tænder de første dage, efter du har fået bøjlen på.
- Tænderne kan også blive ømme, når vi har strammet bøjlen.
- Bøjlen vil irritere lidt i munden, især i begyndelsen.
- Bøjlen kan gå i stykker, hvis du spiser hårde og seje ting.
- Det kræver meget af dig og dine forældre, hvis du får bøjle på tænderne. Du skal bruge din bøjle og passe den, som vi har aftalt.
- Du skal også børste bøjlen og tænderne grundigt hver dag.
- Vi holder dig orienteret om behandlingen undervejs. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dig, så du kan få bøjlen af til den tid, vi har aftalt.
- Fortæl os, hvis der er noget, der generer ved bøjlen, så vi kan hjælpe dig med at løse problemet.
Hvis du ikke kommer til de aftalte tider, vil det tage længere tid, før du kan få bøjlen af.
Ring til os, hvis du ikke kan komme til den tid, vi har aftalt, eller hvis du har glemt tiden.
Vi kan blive nødt til at afbryde din bøjlebehandling på grund af risiko for skader på dine tænder, hvis du:
- Glemmer at komme til de tider, vi har aftalt.
- Ikke børster dine tænder godt nok.
- Ikke bruger bøjlen, som vi har aftalt.
OBS: Hvis behandlingen bliver afbrudt, får du ikke et nyt tilbud om tandregulering.
Sker der noget med din bøjle, så undersøg først, hvad der er galt. Du kan måske selv løse problemet. Ellers prøv at spørge en voksen, om de kan se, hvad der er galt.
- Er det buen, der er smuttet ud af røret så prøv med en pincet at placere buen igen. Måske er det nemmest, hvis det er en anden, som hjælper dig
- Lidt voks kan evt. holde buen ind til tanden, så den ikke generer. I værste fald få en voksen til at klíppe buen af, evt. med en negleklipper.
- Er det en elastik i ganen, der er sprunget, så tag den blot ud evt. med en pincet, eller få en voksen til at hjælpe dig. Vi sætter en ny i ved næste tjek.
- Er det en ”lås”, der er gået af, så lad den blot sidde, eller hvis du kan tag den af og ring til klinikken snarest.
- Er der noget som stikker, så kig selv efter, måske er det bare en lille metaltråd, der skal bukkes ind.
- Har du smerter, efter at bøjlen er blevet sat på? Smerterne varer fra 3-5 dage alt efter bøjletype. En hovedpinepille er helt i orden.
I tandplejens åbningstid kan vi aftale en tid til små nødbehandlinger på den lokale klinik, hvis det ikke er muligt selv at løse problemet, eller det ikke er muligt at komme på Tandreguleringsklinikken i Hadsten.
Udenfor tandplejens åbningstid kan I kontakte en privat praktiserende tandlæge eller tandlægevagten. Den privatpraktiserende tandlæge kan afhjælpe smerten, men kan ofte ikke reparere bøjlen.
Kontakt
Tandreguleringsklinikken Hadsten Skole
(Bøjleklinikken)
Hadbjergvej 12b
8370 Hadsten
Tlf. 89 64 46 99
Afbud kan sendes på klinikor@favrskov.dk
Send ikke fortrolige eller følsomme oplysninger på mail.
Telefontid
Mandag-fredag: 7.45 – 9.45