Klima Favrskov logo

Klimauger 2024

Program

❌ AFLYSNING ❌
Pga. for få tilmeldinger er korkoncerten og klimaforedraget desværre aflyst.

Klimauger byder heldigvis på en masse andre spændende aktiviteter. Se hele programmet på favrskov.dk/klimauger

-------

Vi skyder Klimauger 2024 i gang med koncert af Hadsten Storpastorats pigekor efterfulgt af et tankevækkende og inspirerende foredrag af Anders Holst Bodin.

Anders Holst Bodin er ingeniør og ph.d. i fysik og bæredygtig energiteknologi, leder af Klimaakademiet og forfatter til bogen "Klimakrisens Rødder".

Anders' foredrag bygger på solid klimavidenskab, formidlet på en inspirerende og personlig måde. Trods det alvorlige emne er stemningen håbefuld og løsningsorienteret, så det bliver motiverende for deltagerne at beskæftige sig med klimakrisen.

Tidspunkt: Mandag 15. april, kl. 16.30-18.30

Sted: Hadsten Skole (festsalen)

Arrangør: Favrskov Kommune og Danmarks Naturfredningsforening Favrskov

Kan det overhovedet betale sig at investere i solceller og producere strøm til eget forbrug? 

1. januar 2024 kom der nye regler, som betyder at større anlæg bedre kan betale sig, og på mødet bliver fokus derfor på, hvordan virksomheder med gevinst kan etablere solceller og overholde reglerne på området.

Derudover vil Velas Energi fortælle om de erfaringer, de har gjort sig baseret på de små 300 landmænd og erhvervsvirksomheder, de har hjulpet med udnyttelse af egen energi. Velas er førende rådgivningsvirksomhed inden for landbruget, og den største rådgivningsvirksomhed i Danmark.

Tidspunkt: Tirsdag 16. april, kl. 8.30 -10.30

Sted: Velas A/S, Trigevej 20, 8382 Hinnerup

Tilmelding: Morgenmøde: Egenproduktion af grøn strøm - Favrskov Erhverv

Arrangør: Favrskov Erhverv og Velas

Har du lyst til at rejse på en mere bæredygtig og klimavenlig måde? Det er der flere og flere, der har. I de seneste år har mange jernbaneselskaber fået flere passagerer, og der er også sket en stor stigning i antallet af solgte Interrail-pas. 

Desværre er der mange udfordringer ved at tage toget ud i Europa - også selvom EU (bl.a. via EU-Rail) arbejder på at gøre det lettere at rejse med tog på tværs af landegrænserne. 

Kom og hør hvad jernbaneeksperten Poul Kattler kan fortælle, og hvad de tre EU-politikere Nana Højlund (EL), Niels Fuglsang (S) og Carsten Kissmeyer (V) kan sige om deres syn på fremtiden for jernbanedriften i Europa. Du får også mulighed for selv at bidrage med erfaringer, spørgsmål og kommentarer. 

Tidspunkt: Tirsdag 16. april kl. 19.00

Sted: Kulturhus Sløjfen, Hadsten

Tilmelding: Bare duk op!

Arrangør: Danmarks Naturfredningsforening Favrskov

Hvordan har den forhøjede vandstand i 2024 påvirket landskabet omkring dig? Hvad betyder de øgede regnmængder for dig? 

Med fotos og værker fra Favrskovs borgere og udvalgte kunstnere stiller vi skarpt på den forhøjede vandstand. 

Tidspunkt: Tirsdag 16. april kl. 16.30-17.30 er der fernisering. Udstillingen kan ses rundt omkring på væggene i InSide i hele uge 16 og 17.

Sted: Kulturhus InSide, Hammel.

Arrangør: Danmarks Naturfredningsforening Favrskov

Kan klimaet påvirke den danske nationalsang? Hvad koster ren luft? Og er der større chance for en lønstigning, hvis du spørger chefen på en solskinsdag? 

Kom med til et foredrag om klimaforandringerne, som du ikke har hørt det før. 

Hele verden er i gang med en omstilling, og det ændrer ikke bare verden, det ændrer også mennesker – både mentalt og fysiologisk. Så forbered dig på en oplysende aften, som måske vil udfordre din opfattelse af verden, og måske også af dig selv.

Tidspunkt: Onsdag 17. april kl. 19.00.

Sted: Hinnerup Bibliotek, Skovvej 18, 8382 Hinnerup 

Tilmelding: Billetter kan bestilles her: Nina Bendixen - Når klimaforandringer skaber menneskeforandringer | Favrskov Bibliotekerne

Arrangør: Favrskov Aftenskole, Hinnerup Bibliotek & Kulturhus

Alle taler om, at vi skal have mere skov i Danmark og således også politikerne i Favrskov, men hvilken slags skov, skal det være? Hvad siger du som gæst i skoven, som ny eller kommende skovejer eller som interesseret i klima og biodiversitet?

Klima og biodiversitet er de to mest alvorlige kriser, vi har i Verden, da det er kriser, der rammer bredt uanset lokale konflikter. Danmarks Naturfredningsforening peger på naturen og ikke mindst skovene som en væsentlig del af løsningerne. Det er i skovene, vi har den største biodiversitet, og det er i skovene, vi kan hente bæredygtige materialer til byggeri og mange andre ting. Men der er en indbygget konflikt mellem de to hensyn, da ensidig produktionsskov med monokulturer ikke har meget større biodiversitet end en kornmark. En helt urørt skov vil derimod opnå meget høj biodiversitet. Men samtidig vil den efter en årrække udgøre et ret stabilt lager af kulstof, som bliver løbende udskiftet. Dvs. der herefter kun vil være en mindre tilvækst af kulstof. Så, hvad gør vi så? 

Danmarks Naturfredningsforening har inviteret naturpolitisk rådgiver Anders Horsten, forstkandidat Ivan Guldager, der er skovfoged i Randers Kommune og Skovrider, Kristian Løkke Kristensen, Skovdyrkerforeningen til at holde oplæg herom.

Tidspunkt: Torsdag 18. april kl. 19.00.

Sted: Auditoriet på Teknisk Akademi, Den Jyske Håndværkerskole, Ellemosevej 36, 8370 Hadsten.

Tilmelding: Bare duk op!

Arrangør: Danmarks Naturfredningsforening Favrskov

Tag hele familien med til Klimahandlingens Dag i InSide i Hammel, hvor der bliver sjove og lærerige aktiviteter for både voksne og børn.

Vi ombygger InSide til ét stort "hus", hvor man kan gå fra børneværelse over køkken til garage og ud i haven. I alle rum vil der være sjove aktiviteter og læring om, hvad vi alle sammen kan gøre for at leve mere bæredygtigt og klimavenlig.

i kan blandt andet opleve show af Katrine Bille fra Ramasjang, smage på klimavenlig mad, blive klogere på solceller, elbiler og varmepumper og blive inspireret til at bytte tøj og bøger og til at skabe en klimavenlig have.

På dagen kan du også få en snak med politikere fra Bæredygtighedsudvalget. Hvordan går det med klimaindsatsen, og hvordan ser fremtiden ud?

Det bliver sjovt og lærerigt for både børn og voksne, og forhåbentligt går I derfra med inspiration til at leve mere klimavenligt.

Tidspunkt: Lørdag 20. april kl. 10.00 - 13.00

Sted: Kulturhus InSide, Hammel

Tilmelding: 

  • Arrangementet: Bare duk op! Det er gratis.
  • Katrine Bille Show: Showet er gratis, men for at få adgang skal I booke billetter her. 

Arrangør: Favrskov Kommune, Favrskov Biblioteker og Favrskov Forsyning.

Desværre er sommerfuglene ved at forsvinde. De er følsomme og reagerer hurtigt på ændringer i naturen, så de bliver anset som et slags barometer for naturens tilstand. Nu står barometret på dybt lavtryk, og årsagerne er uden for enhver tvivl konsekvensen af den grådige måde, vi bruger Jorden på. 

Michael Stoltze er naturforkæmper, biolog og forfatter med ph.d. i sommerfugle. Hans foredrag stiller skarpt på, hvordan klimaændringerne, biodiversitetskrisen og sommerfuglenes deroute er forbundet, og hvordan vi kan og skal løse kriserne sammen. 

Foredraget viser gennem et stort antal billeder og fortællinger eksempler på, hvordan det gøres og hvordan enhver kan bidrage med en indsats, hvad enten det er på egen grund, lokalt, nationalt eller internationalt.

Tidspunkt: Tirsdag 23. april kl. 16.30

Sted: Hadsten Højskole

Tilmelding: Bestil billet her https://www.place2book.com/da/sw2/sales/t1l8in8om0

Arrangør: Vilde Vissing

Hvordan kan man bygge klimavenligt? Og kan man bygge endnu mere klimavenligt end reglerne foreskriver? 

Hør om alment byggeri i Ringkøbing til blot 3,2 kg CO2 pr. m2 pr. år. Og hør om klimavenlige parcelhuse ved arkitekt Søren Riis Dietz, medindehaver af Bjerg Arkitekter

Tidspunkt: Tirsdag 23. april kl. 16.30-18.30

Sted: Den Jydske Håndværkerskole, Hadsten

Tilmelding: Bare duk op!

Arrangør: Danmarks Naturfredningsforening Favrskov

En flok frivillige fixere sidder klar til at reparere det, der er for godt til at blive smidt væk, om det er elektronik, lamper, mekanik, tøj eller noget helt andet.

Formålet er at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling   – Kig forbi, hvis du har noget, som trænger til at blive fixet.

Tidspunkt: Onsdag 24. april kl. 10.00 - 12.00

Sted: Kulturhus InSide, Hammel

Tilmelding: Bare duk op!

Arrangør: Favrskov Bibliotekerne 

Hvordan vender vi naturens tilbagegang, og er det overhovedet nødvendigt?

Med afsæt i sin barndom på en gård i Sønderjylland og sidenhen som bonde og familiefar på Kastaniegaarden, vil Frank Erichsen fortælle om vejen mod et Danmark hvor naturen står stærkere.

Fortællingen trækker tråde til Hjørring kommune og DR-programmet “Giv os naturen tilbage”. Her har kommunen sammen med Frank, igennem to år forsøgt at skabe mere plads til naturen ved at få så mange borgere som muligt til at tænke anderledes.

Der er mulighed for at deltage i fællesspisning før foredraget. Denne aften serveres der hapsere og en lille sød ting. Vi spiser kl. 17.30. Kræver særskilt tilmelding - link nedenfor. 

Tidspunkt: Onsdag 24. april kl. 19.00 (fællesspisning starter 17.30 og kræver tilmelding

Sted: Kulturhus Sløjfen, Hadsten

Tilmelding:

Arrangør: Favrskov Bibliotekerne

Forandret klima i 2024 har givet øget regn og grundvand.

Geologen Walter Brüsch fortæller om det forandrede klima og stiller skarpt på, hvordan fremtidens landskaber vil se ud.

Tidspunkt: Torsdag 25. april kl. 19.00.

Sted: Kulturhus InSide, Dalvej 1, Hammel

Arrangør: Danmarks Naturfredningsforening Favrskov

Tilmelding: Ikke nødvendig. Bare duk op

Har du spørgsmål til programmet for Klimauger 2024?

Morten Schjødt-Pedersen

Sekretariatskonsulent
Teknik og Miljø
[email protected]