Hestebrønden
1965, bronze og teglsten. Søndergade 15.
Kunstner: Olaf Stæhr-Nielsen, (1896-1969), København. Stæhr-Nielsen udførte mange dekorative arbejder til bl.a. offentlige bygninger, udstillinger og forretningsejendomme.
Hestebrønden er Hadstens ældste skulptur.
På Hadstens gamle vartegn ses en jysk hingst, der stiger op af helligbrønden, som efter sigende stadig kunne påvises i Neder Hadsten. Den skulle symbolisere byens nære tilknytning til egnens landbrug. På hingstens ryg rider ynglingen, og over ham ses symboler på det, han vil til Hadsten efter: Lærdommens fakkel, byens gode skoler og virketrangens vingehjul.
Hestehovedet optræder også på Hadsten Kommunes byvåben. Egnen var tidligere kendt for sit opdræt af den jyske hesterace og for sine hestemarkeder. Udtrykket ”Hadsten vil være et hestehoved foran” blev siden brugt som slogan i forbindelse med en kampagne, der i 1980’erne skulle få mere handel og industri til byen.
Olaf Stæhr-Nielsens værk er inspireret af hellig brønden. Hestens hoved bryder med stor kraft gennem brøndens murværk, og fra dens mule strømmer vand ned i et lavt bassin.
Den lille klinkemur med hestehovedet stod oprindeligt i et lille anlæg ved banen, i Søndergades nordlige del. Hovedet var også støbt i bornholmsk klinkeler, og det viste sig, at materialet ikke så godt tålte det danske vintervejr. Skulpturen blev desuden udsat for hærværk og måtte repareres flere gange.
Kun et par uger efter en reparation af hestens mule fik skulpturen sit dødsstød: En sen nat i pinsen 1989 mistede den - igen - mulen samt et andet stykke af hovedet. Det blev besluttet at opgive kampen, hestebrønden blev fjernet og kom i stald i et hjørne af materielgården. Tanken var at finde en anden placering til værket og at gøre det mere resistent mod hærværk og vejr.
I 1993 bevilgede Hadsten Byråd 45.000 kr., så hestehovedet kunne støbes i bronze og blive opstillet et andet sted. Muren blev også renoveret, og værket fik ny placering i den anden ende af Søndergade, ved Kvickly.
Oprindeligt var hestebrønden en vandkunst, hvor vand fra hestens mule strømmede ned i et lavt bassin. I øjeblikket fremstår værket dog uden vand.