Paradisfuglen
1993, granit, Hovedgaden
Kunstner: Jørgen Glud, f. 1942. Rødkærsbro. Autodidakt billedhugger. Har udført en lang række skulpturer i det offentlige rum.
’Paradisfuglen’ blev skænket til byen af Ulstrup og Omegns Husholdningsforening i oktober 1993. I forbindelse med lukning af foreningen var der sat penge af til en udsmykning på det nyrenoverede torv i Hovedgaden.
Billedhugger Jørgen Glud fra Rødkærsbro fik opgaven. Han havde et par år tidligere udført den ni meter høje trold, Gudar, ved Nørregaards Højskole i Bjerringbro og havde en del bornholmsk granit af typen Paradis til overs. Stenen er kendetegnet ved sin struktur og et særpræg i mønstret i form af sorte, hvide og grålige striber, der giver et særligt farvespil. Glud havde allerede lavet en hel serie mindre fugle af granitten, og et større stykke blev nu hugget ud til ’Paradisfuglen’.
I Hammel kan kunder på apoteket komme tæt på en anden af Gluds fugle: En ugle, der fungerer som vandautomat.