Steel Stele
2006, foran InSide, Dalvej 1
Kunstner: Frode Steinicke f. 1953. Røgen. Frode Steinicke har udført flere udsmykninger i det offentlige rum. Han arbejder nonfigurativt med enkle, rene former og linjeforløb.
Kulturhuset InSide i Hammel blev indviet i 1998 og huser bl.a. bibliotek, sundhedscenter, arkiv, galleri og café. Der er flere kunstværker inde i huset, bl.a. Steffen Tasts markante installation, ’Saturn’, der blev ophængt ved indvielsen.
Hammel Kommunes kunstudvalg ønskede et udendørs værk ved indgangen, der kunne spille sammen med huset. Billedhugger Frode Steinicke fik opgaven og var undervejs i tæt kontakt med kunstudvalget.
’Steel Stele’ er en abstrakt figur, udført i poleret rustfrit stål og placeret på en sort granitsokkel.
Den er knap to en halv meter høj og bygget op af enkle, rene former: cylinder, trekant og kuber i forskellige størrelse. En af dem er høj og smal og rager højere op end de andre.
’Steel’ er det engelske ord for stål og ’Stele’ er det græske ord for en opretstående figur - det kan være et monument, som rejses for at markere nogen eller noget.
Om værket sagde Frode Steinicke blandt andet ved indvielsen:
”Skulpturen ’Steel Stele’, som nu stå her, tilhører den slags frembringelser, som savner en umiddelbart økonomisk, politisk, materiel eller social brugsværdi. Den skal ad mere indirekte veje vinde sin betydning. For den enkelte såvel som for fællesskabet. Det være sig gennem forventninger og erindringer, gennem følelser og eftertanke. Ved at vidne om det forgangne og varsle om det kommende.”
Værket kostede Favrskov Kommune omkring 200.000 kr. og blev økonomisk støttet af Nordea, Hammel Hestemarked og Favrskov Posten.
Frode Steinicke er også kunstneren bag skulpturen ’Carrier’ ved Hammel Neurocenter, kunsttrappen ’Modus Vivendi’ i Røgen og skulpturen ’I’m talking to You’ i Voldum.