Stenalderkvinde

2013, opstillet på hjørnet af Sporup Kirkevej og Gl. Skanderborgvej i 2013.

Kunstner: Preben Christensen, 1929-2022, Farre, lokal murermester og stenhugger.

Preben Christensen var født i Farre og boede det meste af sit liv i den lille landsby,  hvor han overtog sin fars murerfirma i 1950’erne. Han solgte det i 1977, og fik dermed tid til sin store interesse for kunst. Både som betragter og som udøvende.

Som kunstner var Preben Christensen meget aktiv og lavede flere end 100 skulpturer. En del af hans værker kan ses i Hammel og omegn. Han står blandt andet bag stencollagen ’München’ i Hammel Idrætscenter, det store værk ’De ni sogne’ på Anbækvej i Hammel og ’Syndefaldet’ i Sporup Kirke.

I 2013 valgte han at forære et værk til sin hjemby, Farre. Granitskulpturen ’Stenalderkvinde’ viser en kvinde i færd med at kværne korn. Preben Christensen brugte en af sine døtre som model til kvinden, der sidder på knæ og læner sig fremover, mens hun møjsommeligt kværner korn til mel.

Skulpturen er placeret på hjørnet af Sporup Kirkevej og Gl. Skanderborgvej, og det er ikke tilfældigt, at Preben Christensen valgte en stenalderkvinde. Der er fundet stenøkser og ting fra bronzealder og vikingetid omkring Farre, og det er sandsynligt, at der kan have ligget en boplads på det sted, skulpturen står. 

Kunstværk i Farre