Forslag til Helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’ og Forslag til lokal-plan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten

Byrådet fremlægger Forslag til Helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’ og Forslag til lokalplan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten i offentlig høring

Forslag til helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’  

Forslag til Helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’ er Byrådets vision for, hvordan den forestående klimatilpasning i parken kan være løftestang for en meget mere levende og oplevelsesrig park med højere biodiversitet, bedre tilgængelighed og flere aktiviteter til gavn for byens borgere og besøgende.

Tanken er, at Lilleåparken skal reetableres, forskønnes og aktiveres med udgangspunkt i vandhåndtering, klimatilpasning og områdets naturmæssige og rekreative kvaliteter.

Lilleåparken skal byde på hverdagsoplevelser for alle, og med fokus på fysisk, mental og social bevægelse skal borgerne tilbydes let og lige adgang til indbydende natur, grønne områder og rekreative elementer i form af legepladser, arealer til bevægelse, opholdssteder og meget mere.

Helhedsplanen skal desuden sammentænke byen og parken med klimatilpasning og kloakseparering, så parken i fremtiden kan bidrage til en positiv udvikling for både byliv og klimahåndtering.

Helhedsplanen er en ikke-lovbunden plantype, der ikke i sig selv har retsvirkning for ejere og brugere inden for området.

Forslag til lokalplan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten

’Forslag til lokalplan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten’ skal muliggøre realisering af helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’.

Lokalplanforslaget fastlægger herigennem de fysiske rammer for: Etablering af fem regnvandsbassiner, anlæg til sikring mod oversvømmelse, ændring og udbygning af stisystemet inkl. flere broer over Lilleåen, samt udlæg af arealer rekreative faciliteter i Lilleåparken.

De eksisterende stier i Lilleåparken bevares i vid udstrækning og der udlægges tracéer til nye stier. Desuden afsættes arealer, hvor der skal ske en særlig terrænbearbejdning fx i form af volde, diger og generelle terrænhævninger.

Størstedelen af den eksisterende beplantning, der rummer særligt karakteristiske beplantningsformationer, skal som udgangspunkt bevares og suppleres med ny beplantning i tilknytning til de nye anlæg, der muliggøres med lokalplanen.

Udførelse af de fysiske anlægsarbejder i Lilleåparken skal følge Favrskov Forsynings kloakseparering i Hadsten og forventes igangsat i 2025. 

I henhold til Planlovens § 17 gælder, at så snart et forslag til en lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt anvendes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.

Baggrund

Planlægningen for Lilleåparken i Hadsten har baggrund i, at der i Budget 2020-23, blev afsat et rådighedsbeløb på 1 mio. kr. til "Klimatilpasning og byudvikling omkring Lilleåen, Hadsten midtby". Formålet med bevillingen var at igangsætte henholdsvis skitseprojektering og detailprojektering for tre delstrækninger langs Lilleåen i Hadsten, hvoraf Lilleåparken udgør den tredje og sidste etape. Første og anden etape er realiseret.

Klimatilpasningen har til formål at sikre Hadsten midtby mod oversvømmelser fra Lilleåen, og omfatter en række forskellige fysiske tiltag langs de ånære arealer i Hadsten. Herudover skal der etableres en række regnvandsbassiner i Lilleåparken, som resultat af, at der i Spildevandsplan 2021-28 er fastlagt krav om, at der skal ske separering af regn- og spildevand i Hadsten. Det indgår desuden, som et mål for omlægningen af Lilleåparken, at mulighederne for aktiviteter og ophold i parken forbedres.

Miljøvurdering

Som følge af Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal bl.a. kommune- og lokalplaner, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, miljøvurderes. Som følge af en screening af ’Forslag til lokalplan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten’ er der udarbejdet en egentlig miljøvurdering til belysning af de miljømæs­sige konsekvenser af lokalplanens gennemførelse. 

Miljørapporten er udarbejdet som et separat bilag parallelt med lokalplanfor­slaget og i miljørapporten vurderes følgende emner: 

Biologisk mangfoldighed, flora og fauna 

• Natura 2000 områder

• Biologisk mangfoldighed 

• Fredede naturområder 

• Økologiske forbindelser 

Vand 

• Overfladevand 

• Vejrhændelser 

• Udledning af spildevand 

• Drikkevandsinteresser

Landskab

• Beskyttelseslinjer (åbeskyttelseslinje) 

Kumulative forhold

• Indbyrdes miljøforhold mellem forskellige miljøfaktorer og planer 

• Alternativer 

I miljørapporten redegøres for planens påvirkning af ovennævnte forhold og lokalplanen tager højde for de temaer, der er vurderet i miljørap­porten.

Offentlighedsperiode

Se Forslag til Helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’ her

Se Forslag til lokalplan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten og miljørapporten her

Forslag til Helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’ og ’Forslag til lokalplan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten’ er fremlagt i 8 uger i perioden fra 6. januar til 3. marts 2025.

Skriftlige bemærkninger til Forslag til Helhedsplan for ’Fremtidens Lilleåpark’ og ’Forslag til lokalplan nr. 433 Lilleåparken i Hadsten’ skal være Favrskov Kommune, Teknik og Miljø, Skovvej 20, 8382 Hinnerup i hænde senest 3. marts 2025. 

Bemærkninger kan tillige sendes til [email protected].

Byrådet vil herefter tage stilling til planforslagene.

 

Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler, og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling af planforslaget. Alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter vil indgå i den politiske behandling af sagen. Det betyder, at navn, adresse, telefonnummer, mail og andre personlige oplysninger som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelig. Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke indestå for navne- og adressebeskyttelsen medmindre du gør opmærksom på det. Hvis dit høringssvar indeholder personfølsomme oplysninger om 3. part, skal kommunen informere 3. part. Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Høring
06.
jan.
2025
03.
mar.
2025
8370 Hadsten
Lokalplan