Forslag til lokalplan nr. 432 Boliger og dagligvarebutik ved Voldum-Rud Vej og Tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2021-2032
Lokalplanforslaget tager udgangspunkt i ønsket om flere byggegrunde i Voldum samt ønsket om en ny placering til den eksisterende dagligvarebutik i byen.
Lokalplanområdet ligger mellem boligområdet Møllebækken og Voldumegnens Friskole. Området omfatter et ubebygget areal, herunder æbleplantagen. Herudover omfatter lokalplanområdet også Voldum-Hallen og lægehuset. Lokalplanforslaget erstatter derfor den eksisterende lokalplan nr. 26 for Voldum-Hallen og lægehuset. Lokalplanforslaget giver fortsat mulighed for de samme anvendelser som i den eksisterende lokalplan.
Formålet med lokalplanforslaget er at give mulighed for at udstykke det ubebyggede område til boliger, sikre adgangsvej til boligområdet, udlægge fælles opholdsarealer samt at forbinde området med nærområdet via en stiforbindelse langs med Revens Møllebæk. Der gives mulighed for op til 13 parcelhuse, hvoraf der gives mulighed for at 4 af parceller kan anvendes til rækkehuse eller dobbelthuse. Lokalplanen giver ligeledes mulighed for at etablere en dagligvarebutik på op til 800 m2 i forbindelse med Voldum-Hallen samt at sikre adgangsvej til dagligvarebutikken.
Lokalplanområdet er omfattet af ramme 9.BO.4 og 9.OF.1 i Kommuneplan 2021-32, der udlægger området til henholdsvis boligområde og offentligt område. Den nordlige del af området er ikke udlagt i kommuneplanen. For at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen, er der derfor udarbejdet et kommuneplantillæg. Tillægget udvider ramme 9.BO.4, så der er mere areal til boligbyggeri og dagligvarebutik. Ramme 9.OF.1 reduceres, så den kun omfatter arealet til Voldum-Hallen og lægehuset. Der udlægges en ny rekreativ ramme mod nord. Der ændres ikke i rammebestemmelserne.
I henhold til Planlovens § 17 gælder, at så snart et forslag til en lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt anvendes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold.
Miljøvurdering
Teknik og Miljø har foretaget en screening af lokalplanen efter ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer”. Det vurderes på baggrund heraf, at det ikke er nødvendigt at udarbejde en egentlig miljøvurdering. Der kan klages over denne beslutning til Planklagenævnet. En eventuel klage skal være Planklagenævnet i hænde senest fire uger fra den offentlige bekendtgørelse 7. november 2024 og indgives via Klageportalen. Du finder et link til Klageportalen på www.borger.dk og www.virk.dk, hvor du skal logge på med MIT-ID.
Klagen sendes automatisk via Klageportalen til Kommunen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Kommunen i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Vejledning om gebyr kan findes på Planklagenævnets hjemmeside https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/. Her kan du også læse mere om klagenævnets sagsbehandling.
Offentlighedsperiode
Se ”Forslag til lokalplan nr. 432 Boliger og dagligvarebutik ved Voldum-Rud Vej i Voldum” her
Se ”Forslag til tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2021-32” her
”Forslag til lokalplan nr. 432 Boliger og dagligvarebutik ved Voldum-Rud Vej i Voldum” og ”Forslag til tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2021-32” er fremlagt i offentlig høring perioden fra 7. november 2024 til 2. januar 2025.
Skriftlige bemærkninger til ”Forslag til lokalplan nr. 432 Boliger og dagligvarebutik ved Voldum-Rud Vej i Voldum” og ”Forslag til tillæg nr. 20 til Kommuneplan 2021-32” skal være Favrskov Kommune, Teknik og Miljø, Skovvej 20, 8382 Hinnerup i hænde senest 2. januar 2025. Bemærkninger kan tillige sendes til [email protected].
Byrådet vil herefter tage stilling til planforslaget.