Vedtagelse af Lokalplan nr. 436 Daginstitution ved Kvottrupvej i Søften

Byrådet vedtog 25. marts 2025 ”Lokalplan nr. 436 Daginstitution ved Kvottrupvej i Søften” og ”Tillæg nr. 21 til Kommuneplan 2021-32”.

Planforslagene har været fremlagt i offentlig høring i perioden 31. oktober til 26. december 2024.

Lokalplanen tager udgangspunkt i Favrskov Kommunes ønske om at etablere en ny centralt beliggende børnehave og vuggestue i tilknytning til det eksisterende skole- og institutionsområde inden for den grønne kile i Søften.

Lokalplanområdet ligger ved Kvottrupvej i Søften. Området omfatter en eksisterende præstebolig på Kvottrupvej 3 og et mindre areal beliggende inden for idrætsområdet ved Præstemarkskolen. I alt et areal på ca. 8.200 m².

Formålet med lokalplanen er at muliggøre etablering af en daginstitution med plads til ca. 130 børn. Lokalplanen giver mulighed for etablering af en daginstitution på op til 1.400 m² inklusive overdækninger med tilhørende udeareal og parkering. Derudover må der opføres op til 300 m² sekundær bebyggelse i form af udhuse, madpakkehytter, bålhytter og lignende. 

Størstedelen af lokalplanområdet er omfattet af kommuneplanramme 5.OF.2, der udlægger området til offentlige formål herunder til institutioner, sognegård og anden offentlig service. En mindre del er omfattet af kommuneplanramme 5.OF.1, der udlægger området til offentlige formål, herunder til skole, svømmehal og tilhørende idrætsanlæg. Lokalplanen er således ikke i overensstemmelse med kommuneplanramme 5.OF.1. Der er derfor lavet et tillæg til kommuneplanen, der ændrer afgrænsningen mellem kommuneplanramme 5.OF.1 og 5.OF.2, så kom­mune­planramme 5.OF.2 også omfatter området ved idrætspladsen ved Præste­markskolen. 

Der er i høringsperioden indkommet seks høringssvar. De modtagne høringssvar omhandler kirkebyggelinjen, eksisterende bebyggelse, navngivning af daginstitutionen, mulighed for udvidelse af sognegården med et kirkehus, trafikale forhold, ønske om tinglysning af servitut, eksisterende beplantning og dyreliv samt mulighed for offentlig adgang til daginstitutionens udearealer.

Høringssvarene gav ikke anledning til ændringer i lokalplanen og tillægget til Kommuneplan 2021-32.

Se lokalplan nr. 436 Daginstitution ved Kvottrupvej i Søften her

Se tillæg nr. 21 til Kommuneplan 2021-32 her

Retsvirkning og klagemuligheder

Efter den endelige vedtagelse af ”Lokalplan nr. 436 Daginstitution ved Kvottrupvej i Søften” må ejendommene, der er omfattet af planen, kun udstykkes og bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser, jf. Planlovens § 18. 

Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommene kan fortsætte som hidtil, og planen medfører ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v., der er indeholdt i planen.

Planen er vedtaget i henhold til Lov om planlægning. 

Efter § 58, stk.1, nr. 3, kan kun retlige spørgsmål påklages. Det vil sige spørgsmål om planens lovlighed, herunder om procedure- og kompetenceregler ved planens tilvejebringelse er overholdt. Der kan derimod ikke klages over planens indhold og hensigtsmæssighed.

En klage i henhold til planlovens § 58, stk.1, nr. 3, har ikke umiddelbart opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet jf. Bekendtgørelse 2017-01-28 nr. 130. Klageberettigede er ”Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde”, enhver med retlig interesse i sagen og landsdækkende foreninger og organisationer med mindst 100 medlemmer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø.

En eventuel klage skal være Planklagenævnet i hænde inden fire uger fra 28. marts 2025, hvor planen offentliggøres og indgives via Klageportalen. Du finder et link til Klageportalen på Planklagenævnets hjemmeside https://naevneneshus.dk/naevnsoversigt/planklagenaevnet/, borger.dk og www.virk.dk, hvor du skal logge på med MitID. 

Klagen sendes automatisk via Klageportalen til Kommunen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Kommunen i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Vejledning om gebyr kan findes på Planklagenævnets hjemmeside https://naevneneshus.dk/naevnsoversigt/planklagenaevnet/, borger.dk og virk.dk. Her kan du også læse mere om klagenævnets sagsbehandling.

Et eventuelt søgsmål skal være anlagt ved retten inden 6 måneder fra den dag, der er truffet endelig afgørelse i sagen.

Annoncering
28.
mar.
2025
8382 Hinnerup
Lokalplan