Arkitekturgodkendelse for erhvervsbyggeri
I Favrskov Kommune skal alle nye bygninger, tilbygninger og væsentlige ombygninger i erhvervsområder, der er omfattet af bestemte lokalplaner godkendes arkitektonisk.
Det er et krav, som specielt er fastlagt i salgsbetingelserne og i en række lokalplaner for lokalplaner i Favrskov Kommune. Denne pjece beskriver kort indhold og procedure ved arkitekturgodkendelse.
Siden her er især til grundejere og den rådgiver, som en grundejer vælger til at gennemføre byggeriet.
Favrskov Kommune anbefaler, at processen påbegyndes lige efter at bygherren sammen med arkitekt/rådgiver har valgt et skitseprojekt. På dette tidspunkt bør rådgiver eller ejer kontakte Plan og Byg for at aftale et eventuelt dialogmøde.
Først når der er givet en arkitekturgodkendelse, kan den egentlige byggesagsbehandling påbegyndes.
Arkitekturgodkendelsen fokuserer især på bygningen og grundens ydre udtryk og skal sikre, at det enkelte byggeri og erhvervsområdet som helhed får en høj arkitektonisk kvalitet.
I arkitekturgodkendelsen vurderes bl.a. byggeriets skala i forhold til udstykning, landskab, beplantning og øvrig bebyggelse.
Der lægges endvidere vægt på, hvilke materialer der anvendes, bygningens udseende, tilpasning til og udnyttelse af terrænet samt udformning og bearbejdning af hele grunden med både belægning og beplantning.
Arkitekturgodkendelsen udarbejdes i Plan og Byg og danner grundlag for den efterfølgende byggesagsbehandling. I byggesagsbehandlingen sikres det, at byggeriet og bearbejdningen af grunden i øvrigt opfylder indholdet i arkitekturgodkendelsen.
Indholdet i arkitekturgodkendelsen fremgår af kolonnen til højre. Der stilles bl.a. krav til hele grundens disponering såvel som byggeriets udseende og materialevalg.
Punkterne 5, 6 og 7 er væsentlige for det samlede indtryk af virksomheden og bør indgå i en helhed sammen med de øvrige forhold ved godkendelsen af selve byggeriets arkitektur.
Det giver alle parter det bedste overblik over projektet.
Indhold i arkitekturgodkendelsen
Ansøgningsmaterialet skal typisk indeholde følgende:
- En målfast situationsplan, der viser bygningens placering på grunden, adgangs- og parkeringsforhold samt disponering af friarealer og eventuelle imagearealer.
- Væsentlige snittegninger, som beskriver bygningens placering i forhold til terræn, nabogrunde og adgangsvej.
- Facadetegninger suppleret med nødvendige visualiseringer, som giver et klart billede af byggeriet og dets arkitektoniske udtryk, samt hvordan projektet forholder sig til naboer.
- Beskrivelse af materialer, farver og væsentlige bygningsdetaljer som døre, vinduer, fremspring og lignende samt begrundelser for de arkitektoniske valg og løsninger.
- Beplantningsplan for friarealer, plantebælter og eventuelle imagearealer.
- Beskrivelse og placering af udvendige tekniske installationer, belysning, oplag, skure, garager, containere m.v.
- Plan for og beskrivelse af skiltning, belysning samt evt. flag og hegn.
Tidlig dialog
Vi vil opfordre ejere og bygherre til at indlede dialog med Plan og Byg om arkitekturgodkendelsen så tidligt i processen som muligt, så alle forhold omkring byggeriet og arkitekturen kan afdækkes tidligt i forløbet og processen dermed ikke forsinkes.
Ændringer eller manglende oplysninger
Forhold og emner, der ikke er oplyst, beskrevet eller visualiseret i ansøgningen, kan ikke opfattes som godkendt i arkitekturgodkendelsen. Hvis der foretages ændringer i noget, som er omfattet af punkterne 1-7, enten ved ændringer undervejs i byggeriet eller ved ombygning, skal der indsendes en fornyet ansøgning til behandling.