Ofte stillede spørgsmål om "Fremtidens Lilleåpark"

Den samlede tidsplan for projektet i Lilleåparken er lang, og strækker sig helt ind i næste spildevandsplanperiode. Der vil dog være flere af dele af projektet der realiseres inden da. 

Med den nye helhedsplan for Lilleåparken sætter vi rammen for, hvordan vi drømmer om, at parken skal se ud i fremtiden. I helhedsplanen står der bl.a.:

"Helhedsplanen for Lilleåparken i Hadsten skal forstås som et forslag til, hvad parken kan udvikle sig til i fremtiden. 

Vi opfordrer derfor alle borgere til at betragte helhedsplanen som en inspirerende vision, der kræver fælles engagement og støtte for at kunne realiseres.

Helhedsplanen for Lilleåparken er udarbejdet af LYTT Architecture for Favrskov Kommune og i samarbejde med Favrskov Forsyning, en lokal følgegruppe og med input fra bred inddragelse af byens borgere." 

Favrskov Forsyning bekoster etableringen af de indeholdte regnvandsbassiner, mens Favrskov Kommune dækker udgifterne til klimatilpasning, herunder fx diger som øger beskyttelsen af boliger omkring parken mod oversvømmelse. I forbindelse med realisering af såvel regnvandsbassiner som klimatilpasning vil området blive retableret med beplantning og genetablering af eventuelt berørte stier og lignende.

Dertil er der fra politisk side afsat midler til rekreative tiltag, udgifter til rådgiver og til understøttelse af fundraisingprocessen.

Realiseringen af helhedsplanen er ikke fuldt finansieret. En fuldstændig realisering af planens mange elementer afhænger derfor af, at der fx findes supplerende finansiering gennem fundraising og samarbejde med private interessenter. 

Ofte stillede spørgsmål om klimatilpasning

Klimatilpasning refererer til en række foranstaltninger, strategier og infrastrukturtiltag, der tages for at beskytte fx byområder og miljø mod de negative virkninger af klimaændringer.

Formålet med klimatilpasning er at minimere risikoen for skader forårsaget af ekstreme vejrforhold, stigende temperaturer, stigninger i havniveau og andre klimarelaterede trusler.

Dette indebærer at tilpasse eksisterende systemer og udvikle nye løsninger for at øge samfundets modstandsdygtighed over for de udfordringer, som klimaændringerne medfører.

I Lilleåparken drejer det sig hovedsageligt om klimatilpasning mod oversvømmelser fra Lilleå i områder der ligger udenfor Lilleåparken.  

Lilleåparken bliver klimatilpasset på flere måder. Dels ved at der bliver etableret dige-funktioner på de mest udsatte steder, og dels ved at regnvandsbassiner giver vandet et sted at løbe hen.  

Ofte stillede spørgsmål om beskyttet natur

Et §3-område refererer til et naturområde, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3 i Danmark derfor omtaler vi også §3 områder som ”beskyttet natur”.

§3-områder registreres af kommunerne, som også har ansvaret for at føre tilsyn med overholdelsen af reglerne i naturbeskyttelseslovens §3. Ønsker man at fortage ændringer i et beskyttet naturareal, skal der søges om dispensation hos kommunen, da større tilstandsændringer som for eksempel at dræne, opfylde, oprense, omlægge eller tilplante arealet ikke er tilladt. 

Du kan læse mere om §3 i naturbeskyttelsesloven her.

Formålet med at beskytte §3-områder er at bevare og beskytte specifikke naturtyper, som er beskrevet i naturbeskyttelseslovens §3. Mange naturområder er forsvundet fra landskabet i løbet af de sidste 50 år, og beskyttelsen af disse områder bidrager til at bevare biodiversiteten ved at bevare levesteder for vilde dyr og planter.

At flytte eller ændre beskyttet natur, som fx at fjerne eller ændre vegetation, omdirigere vandløb eller ændre landskabet på en måde, der påvirker naturmiljøet, kan være underlagt strenge restriktioner og kræver tilladelser fra relevante myndigheder. 
 
I mange tilfælde kan det være meget vanskeligt at ændre eller flytte beskyttet natur på grund af de økosystemmæssige konsekvenser og den værdi, området har. Hvis der er legitime grunde til at ændre eller flytte beskyttet natur, f.eks. på grund af infrastrukturudvikling eller andre samfundsmæssige behov, kræves der normalt en omhyggelig vurdering af påvirkningen på miljøet og en proces for at opnå tilladelser og godkendelser fra relevante myndigheder.

Der er ikke noget i vurderingen af projektet “Fremtiden Lilleåpark”, der tilskriver, at det er en mulighed, og derfor er der taget højde for de udpegede områder med beskyttet natur i helhedsplanen for Lilleåparken.

Da området vest for Ringvejen er registreret som et §3 område med beskyttet natur, er det ikke tilladt at ændre tilstanden i området uden dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Af loven fremgår det blandt andet, at der ikke kan gives dispensation til at ændre tilstanden i et beskyttet naturområde, hvis der er andre alternativer uden for beskyttet natur. Da der er store arealer inden i Lilleåparken til rådighed, og som ikke er §3-beskyttedeskal de altså benyttes i stedet. 

Placeringen af regnvandsbassinerne beror på en grundig undersøgelse af områderne i og udenfor Lilleåparken. 

På kortet herunder ses de områder, som er udpeget til placering af 5 regnvandsbassiner i Lilleåparken. På kortet kan man også se, at hvert bassin har et tilknyttet opland, hvorfra vand opsamles og udledes. Det er nødvendigt, at afstanden ikke er for stor mellem bassin og det tilknyttede opland. Vandet skal kunne løbe naturligt ned til et bassin, så det ikke bliver nødvendigt at pumpe vandet.

I forbindelse med valg af bassinplaceringer er kommunen som myndighed forpligtet til at tage særlig højde for § 3 beskyttede naturområder, fordi der i disse områder er forbud mod tilstandsændringer. 

Der er blevet undersøgt en alternativ placering til bassin nr. 1 i området vest for ringvejen (område Vest). Men som det ses på kortet, så er område Vest et § 3 beskyttet naturområde (beskyttet eng). Det har derfor ikke været muligt at meddele dispensation til en placering der, da der findes en alternativ placering inde i selve Lilleåparken (bassin 1), hvor det er muligt at placere bassinet udenfor et § 3 beskyttede naturområde. 

Se kortet her

Ofte stillede spørgsmål om regnvandsbassiner

Et regnvandsbassin er et teknisk anlæg. Altså en form for infrastruktur, som vi anvender til at indsamle, opbevare og håndtere regnvand. Formålet med et regnvandsbassin er at forsinke og rense regnvandet, inden det udledes til Lilleåen.

Et regnvandsbassin kan dog ikke håndtere situationer med fx ekstremnedbør. I tilfælde med fx ekstremnedbør vil regnvandsbassinet typisk løbe over, da bassinet er dimensioneret til at håndtere almindelig regn.

Det betyder, vi engang i mellem vil opleve, at regnvandsbassinerne i Lilleåparken bliver oversvømmet, når der kommer rigtig meget vand. 

Regnvandsbassinerne, som vi skal etablere i Lilleåparken, kommer til at se ud på forskellige måder. Hvert bassin har en minimumsstørrelse, der er fastlagt ud fra, hvor meget vand vi forventer, bassinet skal kunne indeholde.

Bassinerne etableres med permanent vandspejl (det betyder, der altid er vand i bassinerne), så de ligner en sø.

Bassinerne er tekniske anlæg, der tjener en væsentlig funktion. Vi vil udnytte bassinkanterne til mere biodiversitet ved fx at skabe hjemsted for vilde blomster eller lignende.

På grund af separatkloakeringen i Hadsten, opstår der et behov, for at vi kan opbevare og forsinke det separerede regnvand inden det løber ud i Lilleåen.

Bassinerne skal placeres i Lilleåparken primært fordi, det er dér, der er plads, men også fordi parken er lavt placeret i forhold til byen.

I Favrskov har man desuden ikke ønsket at skulle opkøbe og nedrive bygninger og/eller boliger for at finde plads til vandet. Lilleåparken er kort sagt den bedste mulighed.

Desværre nej! Regnvandsbassinerne er tekniske anlæg, og de er derfor ikke egnet til hverken at bade, soppe eller fiske.

I frostvejr må man heller ikke færdes på bassinet, selvom der skulle komme is på.

Der er ikke som sådan planlagt nogle sikkerhedsforanstaltninger omkring bassinerne. Som det også er tilfældet med Lilleåen i dag, er færdsel langs kanten på eget ansvar, og sund fornuft vil være vigtigt ved færdsel langs regnvandsbassinerne.