Dagplejen har fået stort ønske opfyldt i Hinnerup

08.03.2024
Dagplejen indvier ny legestue i Hinnerup
Dagplejen indvier ny legestue i Hinnerup
Dagplejer Jytte Olsen har lavet det fine skilt ind til krearummet.
Dagplejen indvier ny legestue i Hinnerup

I dag, fredag 8. marts, har dagplejerne i Hinnerup indviet deres nye legestue, der ligger som nabo til Plejecenter Hinneruplund på Herredsvej. – Sådan et hus og samlingssted er fantastisk for os, siger dagplejer Jytte Olsen fra Rønvangsområdet i Hinnerup. 

Dagplejerne i Hinnerup har længe været på udkig efter et sted, hvor de kan have legestue og mødes hele og halve dage. Derfor var glæden også stor i dag, hvor de kunne være med til at indvie legestuen i huset, der tidligere har været brugt af Hinneruplund og til flygtningefamilier. 

Nu er der gang i klodser, dukkevogne, biler, rutsjebane og legetøjsmad. Der er liv i den store stue, og dagplejerne har indrettet et tumlerum, et krearum og et soverum. Der er tre puslepladser, og til nyindkøbet hører radiatorskjulere, så børnene ikke brænder fingrene på elradiatorerne. 

Maj-Britt Randrup, dagplejepædagog, fortæller, at møbler og legetøj er genbrug.
- Det kommer fra en tidligere legestue, og nogle af legesagerne er fra dagplejens depot. Vi har købt nye madrasser til soverummet, og så er der brugt penge på en indhegning i haven, så børnene ikke kommer tæt på vejen. Vi ved, at legestuelokaler er en gevinst for både børnenes lege- og læringsmuligheder og også for dagplejernes arbejdsfællesskab og trivsel, så det er på alle måder stort, at vi nu har den her mulighed, siger Maj-Britt Randrup.

Det er aftalt, at der må være fire dagplejere i huset på samme tid, så det ikke bliver for larmende og uoverskueligt for børnene. Alle dagplejere fra Haldum-Hinnerup-området og Rønvangsområdet skal bruge huset på skift. Onsdagen står åben som en fleksibel dag, hvor eksempelvis dagplejens tiltag med Sangglad benytter sig af huset en gang om måneden, fortæller dagplejepædagog Charlotte Skov. 
 

Dagplejer Jytte Olsen glæder sig til at komme i gang med at bruge huset:
- Det er jo fantastisk, at vi nu har et helt hus med god plads og en stor have. Vi kan så meget sammen her, til gavn for både børn og voksne. Det er stort for børnene at blive afleveret her cirka en gang om ugen og også blive hentet her igen. Det giver en anden ro, end hvis det bare var nogle timer. Børnene får flere at lege med, og de lærer også de andre voksne bedre at kende, og det er godt, hvis de skal i gæstedagpleje. Vi kan også bedre lave noget med eksempelvis de ældste børn i krearummet, når vi er flere sammen.  

Dagplejen indvier ny legestue i Hinnerup
Dagplejen indvier ny legestue i Hinnerup
Dagplejen indvier ny legestue i Hinnerup