Et hjem med sang, snak og guitarspil



Musikterapeut Ann-Louise Paulsen har gang i et projekt med nærværende sang- og musikmøder på plejecentrene i Favrskov. Hun oplever, at musikken rummer mange følelser og skaber en ny dialog. Tag med til Voldumcentret, hvor der er stor glæde over hendes besøg.
- Må jeg spille lidt for dig, Jørn, spørger Ann-Louise, da hun åbner hans dør. Han siger ja, og da hun sætter sig med sin guitar, spørger hun, hvad han siger til ’Mormors kolonihavehus’.
- Den kan jeg godt lide, svarer han. Efter den spiller og synger hun ’Blæsten går frisk over Limfjordens vande’, hvorpå Jørn udbryder ”Det var lækkert!”
Det nære musikmøde
Turen går videre til en anden beboer, som Ann-Louise tidligere har været inde hos. En vippende fod under tæppet vidnede dengang om, at musikken faldt i god jord. Det gør den også i dag, hvor beboeren har familiebesøg. Beboeren har mistet sit sprog, men de pårørende kan fortælle anekdoter fra hans soldatertid, da Ann-Louise foreslår at synge ’Oh, Marie, jeg vil hjem til dig’.
I det hele taget ser beboerne på Voldumcentret frem til Ann-Louise Paulsens ugentlige besøg med den overordnede titel ’Nærværende sang- og musikmøder’. Det bliver både til sang og guitarspil hos den enkelte beboer og til fællessang rundt om det store bord i køkken-alrummet. Personalet fortæller, at beboerne snakker om Ann-Louise mellem besøgene, og at det også er rart for personalet at snakke med beboerne om musikmøderne.
Midlerne til projektet på plejecentrene i Favrskov Kommune kommer fra seniorfrivilligpuljen og er et sideløbende projekt med Keld og Hilda, der har været rundt og spille koncerter på de enkelte plejecentre. Nærværende sang- og musikmøder er et samarbejde mellem Sangkraft Favrskov og plejecentrene. Forløbet strækker sig over 16 uger, og hvert plejecenter får otte musikbesøg. Anlægget i Ulstrup, Voldumcentret og Tinghøj i Hammel er de første, der får Ann-Louise på besøg. I den anden periode kommer hun rundt på de fire plejecentre Solhøj i Hammel, Thorshøj i Thorsø, Møllegården i Hadsten og Hinneruplund i Hinnerup.
Sammen i øjenhøjde
- Musik kan rumme mange følelser, og jeg oplever, at der opstår et særligt nærvær og et fællesskab, som kan omfavne og inkludere langt de fleste på trods af sygdomme, funktionsnedsættelser og svingende humør. Når jeg kommer med min guitar og de sange, som de ældre har kendt og sunget med på igennem deres liv, så opstår der et rum, hvor vi er sammen i øjenhøjde. Her er der plads til humor, fis og ballade, anekdoter og minder, sorgfulde følelser og emner, der dukker op, når beboerne bliver mindet om en tid, der var.
Nogle beboere kan være mættede af det sociale og nyder det nære møde i deres egen bolig. Så nynner de måske med, og ofte bliver de glade, når de hører musikken. Jeg prøver altid at afkode, hvordan det enkelte menneske har det, når jeg kommer med min sang og min guitar. Jeg har ikke fokus på, at vi skal nå noget bestemt, men at vi deler det, der er og giver plads til bare at være, forklarer Ann-Louise Paulsen, der er uddannet cand.mag. i musikterapi.
Hun oplever, at det giver rigtig god mening at komme rundt med sang og musik til beboerne på plejecentrene. Der dukker gamle minder frem:
- Så kan man rejse lidt i tiden og rundt i landet med musikken, når vi for eksempel synger ’Nu går våren gennem Nyhavn’, hvor vi kommer en tur til København, eller når vi synger ’Du kom med alt det, der var dig’, og vi kan mindes nogle af vores kære, der ikke længere er her.
Sol, fælles musik og snak med Ann-Louise
Det begynder at pible frem med beboere i køkken-alrummet. Alle finder en plads omkring bordet, og personalet disker op med kaffe, the, kakao og kage. Snakken går. Én har været til tandlæge, mens en anden har haft tid til at skrive nogle sangønsker op efter et grundigt kig i Ann-Louises sanghæfte med 90 sange.
- Ugen starter godt. Solen skinner, og så kommer du, Ann-Louise, lyder det kærligt fra Keld. Ann-Louise takker for de søde ord og siger, at hun kan se, at Ruth ved hendes side har slået op på en god sang. Det er ’Kom maj du søde milde’.
- Jeg har fødselsdag i maj, siger en af beboerne, og snakken går om andre mærkedage i maj, og om man godt kan markere dagen, hvis ens ægtefælle er død. De bliver enige om, at det kan man sagtens. Flere sange følger: ’Hvalen Hvalborg’, ’Den blå anemone’ og ’I en lille båd, der gynger’.
Ved bordet sidder også et par tidligere dansklærere, og de glemmer ikke deres uddannelse.
- Det skal jo være ’bølge skær’ og ikke ’bølgeskær’, understreger Finn, da de har rundet Kaj Munks fine digt ’Den blå anemone’ af, hvor Finn har spottet en fejl i teksten. Ann-Louise giver ham ret, og der bliver snakket om teksterne rundt om bordet.
- Hvor er det rart at sidde her og synge sammen med jer. Det føles som et rigtigt hjem, når vi synger sammen, for vi kender sangene - og så kender vi på en måde også hinanden. Og I er bare så gode, fastslår Ann-Louise.
Fakta:
Projektet med ’Nærværende sang- og musikmøder på plejecentrene i Favrskov’ strækker sig over 16 uger fra januar til maj 2025 og er et samarbejde mellem Sangkraft Favrskov og plejecentrene i Favrskov.
Sangkraft Favrskov arbejder for at styrke brugen af sang for alle borgere i Favrskov Kommune, blandt andet inden for sundheds- og omsorgsarbejdet. Udover nærværende sang- og musikmøder er der også etableret et åbent Sundhedskor for mennesker i en sårbar livssituation, som synger sammen i Sløjfen hver onsdag.
Læs mere om Sangkraftcentrets arbejde og aktiviteter


