Fordebat og borgermøde om ny genbrugsplads mellem Hinnerup og Hadsten
Favrskov Kommune har netop igangsat en fordebat om en ny genbrugsplads ved Lynghøjvej mellem Hinnerup og Hadsten. Formålet med fordebatten er at give alle mulighed for at give deres mening til kende og bidrage til planlægningen af den nye genbrugsplads.
Byrådet i Favrskov besluttede i 2022, at der i fremtiden kun skal være én genbrugsplads i den østlige del af kommunen. En ny og moderne genbrugsplads mellem Hadsten og Hinnerup skal erstatte de to byers nuværende genbrugspladser.
Forvaltningen har siden undersøgt mulige placeringer og har anbefalet Byrådet, at den nye genbrugsplads placeres ved Lynghøjvej nord for Haldum.
Fra 2. december 2024 til 26. januar 2025 kan alle med interesse for projektet indsende bemærkninger, og 15. januar 2025 kl. 19.00 inviterer Favrskov Kommune til borgermøde om projektet i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek.
Du kan læse mere om projektet, indsende bemærkninger og tilmelde dig borgermødet på Favrskov Kommunes høringsportal her.